Zork og missionen på Jorden

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang et lille rumvæsen, der hed Zork, og han kom fra en planet, hvor det aldrig regnede.

Planeten hed Sandor. Den var gul og varm og fuld af sand, og vandet lå dybt nede under jorden, hvor man pumpede det op i rør. Ingen på Sandor havde nogensinde set vand falde ned fra himlen. De havde kun hørt om det.

“Der er en planet, hvor det sker hele tiden,” sagde de gamle. “Den blå planet. Jorden. Der falder vandet ned i små dråber, helt af sig selv.”

De fleste troede ikke på det. Men Zork ville se det med sine egne tre øjne. Så han fik en mission. Han skulle flyve til Jorden, finde regn og bringe en prøve med hjem.

Han landede om natten, i en have i Danmark, bag en stor hortensiabusk. Rumskibet havde samme størrelse som en trillebør. Zork selv var grøn og rund og lige så høj som en spand.

Det regnede ikke. Himlen var klar og fuld af stjerner.

Næste morgen var der en pige i haven. Hun hed Tova, hun var syv år og havde gummistøvler på. Hun fik øje på rumskibet. Og så på Zork.

De kiggede på hinanden.

“Hej,” sagde Tova. “Bliv lige stående.”

Hun løb ind og hentede sin far. Det gjorde hun altid, når der var noget mærkeligt i haven. En pindsvineunge. Et hvepsebo. Et rumvæsen.

Far kom ud i slåbrok. Han stod længe og kiggede. Så satte han sig på hug.

“Goddag,” sagde han. “Hvad laver du her?”

“Jeg er på mission,” sagde Zork. “Jeg leder efter regn.”

Tova grinede. “Så er du kommet til det rigtige land.”

Men det regnede ikke den dag. Heller ikke den næste. Det var juni, og solen skinnede, og haven var tør. Zork sad bag hortensiaen og kiggede op i luften. Tova viste ham haveslangen, men det tæller ikke, sagde han. Det skulle komme fra himlen.

“Det kommer,” sagde far og kiggede på sin telefon. “I morgen eftermiddag.”

Næste eftermiddag blev himlen grå. Det blev køligt. Det begyndte at lugte af noget, Zork aldrig havde lugtet før, en frisk lugt af støv og blade.

Og så faldt den første dråbe. Den ramte Zork lige på det midterste øje.

Han stod helt stille. Så faldt der en til. Og en til. Og så regnede det for alvor, et blødt, støt sommerregnvejr, der trommede på hortensiaens blade og løb ned ad hans grønne ryg.

Tova stod ved siden af ham i sine gummistøvler og sin regnfrakke. Hun viste ham, hvordan man hopper i en vandpyt. Far stod i døren og sagde, at de skulle komme ind, hvis det begyndte at tordne.

Det tordnede ikke. Det regnede bare, i en hel time, og Zork hoppede i hver eneste vandpyt i haven.

Bagefter fyldte han en lille glaskrukke med regnvand, der løb ned fra et blad og skruede låget på. Det var prøven.

Om aftenen lettede rumskibet bag hortensiaen. Det steg langsomt op over hustagene, blinkede tre gange og forsvandt mellem skyerne.

Næste gang du hopper i en vandpyt, kan du jo tænke på Zork, du. Lige nu sidder han langt ude i rummet med en lille glaskrukke på skødet og ryster den forsigtigt, bare for at se dråberne skvulpe rundt derinde. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 4 / 5. Bedømmelser: 1

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.