Der var engang en lille robot, som hed Rollo. Han var rund som en tekande, han havde to arme med skruetrækkere i enderne, og når han var glad, blinkede en grøn lampe på toppen af hovedet. Blink. Blink.
Rollo boede på en lille planet langt ude i rummet, hvor himlen om natten var så fuld af stjerner, at den næsten var lys. Han havde en have, hvor han dyrkede metalblomster, og et skur, hvor han reparerede alt, hvad der var gået i stykker. Ristebrødsristere. Rumcykler. En gammel radio, der kun kunne spille én sang.
Men bag den store måneklippe stod noget, han aldrig havde repareret.
En raket.
Den var gammel og rusten og dækket af et tykt lag stjernestøv. Den ene finne hang på skrå. Og vinduet foran var så beskidt, at man ikke kunne se ind.
Rollo gik hen og bankede på den. Bong, sagde raketten. Som en kirkeklokke, der var vågnet op.
Den dag begyndte Rollo at arbejde.
Om morgenen skruede han. Skrue, skrue, klik. Om eftermiddagen hamrede han. Bank, bank, bank. Om aftenen pudsede han, i lange, runde cirkler, til hans arme summede af træthed. Han arbejdede i tre uger og to dage. Hans grønne lampe blinkede hele tiden.
Til sidst skinnede raketten som en ny ske.
Rollo havde også bygget et rum bag i raketten, og der stillede han noget meget vigtigt: en hylde med glaskrukker. I hver krukke havde han samlet lidt stjernelys. Han havde fanget det om natten i haven, når stjerneskuddene faldt, og lukket det inde under låget. En krukke med rødt lys. En med blåt. En med gult, der var hans yndlings. Tolv krukker i alt. Det var det fineste, han ejede.
“Hvis jeg finder et sted, der er smukkere end hjemme,” sagde han til raketten, “så kan jeg tage noget hjemme med mig.”
Så trykkede han på den store røde knap.
Raketten rystede. Den brummede. Den hostede en lille sky af gammelt støv ud. Og så, VRRROOOM, skød den op mellem stjernerne.
Rollo fløj forbi en planet med ringe af is, der klirrede, når man fløj tæt på. Han fløj forbi en komet med en lang, glitrende hale, og han vinkede til den, og kometen vinkede tilbage med halen. Han så en sky af rumvaler, der svømmede langsomt gennem mørket og sang dybe sange, som han kunne mærke i sine skruer.
Så fik han øje på den grå planet.
Den var lille, og den var helt dækket af tykke, grå skyer. Der kom intet lys ud af den. Ingen stjerner lyste ned på den. Den så ud, som om den havde glemt, hvordan man var glad.
Rollo landede forsigtigt. Bump.
Omkring raketten kom en flok små væsner frem. De var grå som skyerne, runde som kartofler, og deres øjne var store og blanke. De sagde ingenting. De stod bare og kiggede på hans blinkende grønne lampe, som om de aldrig havde set noget lyse før.
“Hej,” sagde Rollo. “Hvorfor er her så mørkt?”
Det mindste væsen trådte frem. “Skyerne kom,” sagde det med en tynd stemme. “For længe siden. Bedstemor siger, at der engang var stjerner. Men jeg har aldrig set nogen.”
Rollo kiggede op. Skyerne var tykke som dyner. Hans raket kunne ikke blæse dem væk. Hans skruetrækkere kunne ikke skrue dem op.
Han kiggede på sin hylde med de tolv krukker.
Han tænkte på sin have derhjemme. På alle nætterne, hvor han havde siddet og ventet på, at et stjerneskud faldt tæt nok på. På den gule krukke.
Så tog han den røde krukke ned og skruede låget af.
Lyset væltede ud. Det steg op i luften som en lille, varm ballon og blev hængende over dem, og de grå væsner gispede. Så tog han den blå. Så den grønne. En efter en åbnede han krukkerne, og lyset steg op og lagde sig under skyerne som en hel lille stjernehimmel, lavt nok til at man næsten kunne røre den.
Til sidst var der kun den gule krukke tilbage.
Rollo holdt den længe. Så gav han den til det mindste væsen.
“Den her er til dig,” sagde han. “Den skal du åbne, når du har brug for den.”
Det mindste væsen holdt krukken ind til sig. Det gule lys skinnede på dets ansigt. Og noget mærkeligt skete. Hvor lyset ramte det, var det ikke grått længere. Det var blødt lyserødt, som indersiden af en muslingeskal.
Rollo blev der i tre dage. Han lærte væsnerne at lave krukker og viste dem, hvordan man fangede lys, når stjerneskuddene faldt gennem et hul i skyerne. Og hullet blev lidt større for hver dag, fordi væsnerne begyndte at synge. Skyer bryder sig nemlig ikke om sang.
Så fløj han hjem.
Hylden i raketten var tom. Men da Rollo landede bag måneklippen, var det nat, og himlen over hans have var fuld af stjerner, som den altid havde været. Han satte sig på bænken i haven med en tom krukke i skødet og ventede på det første stjerneskud.
Det kom. Det var gult.
Blink, sagde lampen på hans hoved. Blink. Blink.
Og så, langsomt, gik den på sparestrøm, og Rollo sov.
Kig ud ad vinduet, før du lukker øjnene, du. Hvis du ser et lille gult lys, er det måske en krukke, der lige er blevet åbnet langt ude i rummet. Godnat, lille stjernekigger.