Planeten med det glimtende hav

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Kamma, og hun var på en planet, ingen andre kendte. Det var i hvert fald det, hun legede.

Egentlig var hun i sommerhus. Det lå ved Kattegat, bag klitterne, og det var sidst i august. Aftnerne var blevet mørke igen, og den aften, hvor det skete, var der helt vindstille. Havet lå blankt som et spejl.

Mor havde sagt, at de skulle gå ned til stranden, når det var blevet helt mørkt.

“Hvorfor?” spurgte Kamma.

“Fordi jeg tror, havet vil vise dig noget,” sagde mor.

Så klokken ti, i stedet for at gå i seng, tog Kamma sin trøje på over nattøjet og sine gummistøvler. Mor tog lommelygten. Og de gik ned gennem klitterne, ad den smalle sti mellem marehalmen.

Stranden var sort. Havet var sort. Himlen var lidt mindre sort, og der var stjerner.

“Sluk lygten,” sagde mor.

Hun slukkede den. Det blev endnu mørkere.

“Vi går kun ud til knæene,” sagde mor. “Og du holder mig i hånden hele tiden.”

De gik ud i vandet. Det var stadig lunt efter sommeren. Det skvulpede om Kammas gummistøvler.

“Rør ved vandet,” sagde mor. “Svip din hånd igennem det.”

Kamma bøjede sig ned og svippede.

Og vandet lyste.

Det var blåt. Et lysende, blåt glimt, der fulgte hendes hånd gennem vandet, som om hun havde tegnet med en stjerne. Så blev det mørkt igen.

Kamma frøs helt fast.

Hun svippede igen. Glimt. Blåt lys, i en bue gennem vandet. Hun sparkede med støvlen. Der kom en sky af små, blå gnister omkring hendes fod. Hun slog med begge hænder i vandoverfladen. Det sprøjtede op med lysende dråber, der faldt ned som små stjerneskud.

“Hvad er det?” råbte hun.

“Det er morild,” sagde mor. Hun var også gået ned på hug og plaskede med hænderne. “Det er bittesmå levende væsener. En slags plankton. Så små, at man ikke kan se dem. Der er millioner af dem i vandet sidst på sommeren, når havet er lunt. Og når man rører ved dem, lyser de. Bare et øjeblik.”

“Hvorfor?”

“Det ved man ikke helt. Måske for at skræmme dem, der vil spise dem.”

Kamma kiggede ned i det sorte vand. Hun forestillede sig millioner af små væsener, der alle lå og ventede på at blive rørt ved.

“Vi er på en anden planet,” hviskede hun. “En planet, hvor havet glimter.”

“Det kan godt være,” sagde mor.

En lille bølge kom ind og brød mod stranden. Hele bølgekanten lyste op. En lang, blå streg, der løb hen langs strandkanten og forsvandt.

De blev der længe. Kamma skrev sit navn i vandet med en pind, og hvert bogstav lyste et kort øjeblik. Mor skrev et hjerte. Kamma tegnede en stjerne. Den lyste også.

Til sidst var hendes hænder kolde, og hun gabte.

De gik tilbage gennem klitterne. Kamma kiggede tilbage hele vejen. Havet lå sort igen. Man kunne slet ikke se, at det kunne lyse.

Derhjemme tørrede mor hendes hænder med et håndklæde. Der sad stadig et par sandkorn mellem fingrene.

Havet ved Kattegat ligger blankt og mørkt i nat, du. Det lyser ikke, når ingen rører ved det. Men millioner af små væsener svæver derude og venter på den næste, der svipper sin hånd igennem. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 0 / 5. Bedømmelser: 0

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.