Astronaut-Alfred og den mystiske planet

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille astronaut ved navn Alfred. Han boede i en hyggelig rumstation langt ude i rummet sammen med sin trofaste robotven, Blip. Alfred elskede at udforske de mange stjerner og planeter, der glimtede som små diamanter på den sorte himmel.

En aften, mens Alfred kiggede ud af sit rumvindue, opdagede han en planet, han aldrig havde set før. Den var dækket af glitrende farver, der skiftede som regnbuer. “Blip, se der!” udbrød Alfred begejstret. “Vi må undersøge den mystiske planet!”

Blip blinkede med sine lysende øjne og svarede med sin venlige robotstemme: “Det lyder som et spændende eventyr, Alfred. Lad os gøre os klar til afgang!”

Alfred og Blip hoppede ind i deres rumraket, der hed Stjerneskuddet. Med et stort brøl skød raketten afsted gennem rummet, og snart landede de blødt på den mystiske planet.

Da de trådte ud af raketten, blev de mødt af en verden fyldt med farverige blomster, der duftede som søde kager. Små, venlige væsner med glitrende vinger fløj rundt og hilste på dem med glade lyde.

“Velkommen til Regnbueplaneten!” sagde en af de små væsner, der hedder Glim. “Vi har ventet på jer. Vi har brug for jeres hjælp til at finde vores forsvundne stjernestøv, der får vores planet til at skinne.”

Alfred nikkede ivrigt. “Selvfølgelig vil vi hjælpe! Hvor skal vi lede?”

Glim pegede mod en stor, glitrende skov i det fjerne. “Stjernestøvet blev sidst set derinde. Men pas på, for skoven er fuld af sjove overraskelser!”

Alfred og Blip begav sig ind i skoven, hvor træerne sang blide melodier, og stierne snoede sig som slanger. Pludselig hørte de en svag klirren. Det var stjernestøvet, der lå fanget i en stor, glitrende edderkops spind.

Den store edderkop, der hedder Glimmer, så venligt på dem. “Åh, jeg mente ikke at tage jeres stjernestøv. Jeg syntes bare, det var så smukt,” sagde Glimmer undskyldende.

Alfred smilede. “Det er okay, Glimmer. Må vi tage det med tilbage til Glim og de andre?”

Glimmer nikkede og hjalp dem med at samle stjernestøvet op. “Tak fordi I spurgte så pænt,” sagde hun og vinkede farvel med sine lange ben.

Med stjernestøvet sikkert i deres hænder vendte Alfred og Blip tilbage til Glim og de andre væsner. De dryssede stjernestøvet ud over planeten, og straks begyndte den at skinne endnu mere strålende end før.

“Tusind tak, Alfred og Blip!” jublede Glim. “I har reddet vores planet!”

Alfred og Blip vinkede farvel til deres nye venner og fløj tilbage til rumstationen. Da de lagde sig til at sove, tænkte Alfred på, hvor vidunderligt det var at hjælpe andre og opleve nye eventyr.

Og sådan sluttede endnu en dag i rummet for Astronaut-Alfred og hans ven Blip. De sov trygt under stjernerne, klar til nye eventyr i morgen.

Skriv en kommentar