Der var engang en astronaut, der hed Alfred. Han var en af de første mennesker, der rejste til Mars. Det er langt til Mars, og det er en stor drøm at rejse dertil. Måske er det noget for dig, når du er stor.
Rejsen havde taget syv måneder. Syv måneder i et lille rumskib med tre andre astronauter, hvor de spiste mad fra poser og sov i soveposer på væggen. Og nu var de landet.
Alfred stod ved det runde vindue i deres lille base og kiggede ud på den mystiske planet.
Alt var rødt. Ikke rødt som et æble. Mere som rust, eller som tørret ler. Jorden var fuld af sten og støv, og ude i det fjerne rejste der sig nogle lave bjerge. Himlen var ikke blå. Den var lys og gullig, ligesom karamel.
“Det er det mærkeligste sted, jeg har set,” sagde han.
“Vent til i aften,” sagde Solveig. Hun var kaptajnen. Hun havde læst alt om Mars før rejsen.
Om dagen arbejdede de. Alfred tog sin rumdragt på og gik ud. Hvert skridt blev til et lille spring, for på Mars vejer man ikke ret meget. Han vejede kun lidt over en tredjedel af, hvad han vejede derhjemme. Han samlede sten i små poser. Han satte et lille vejrinstrument op. Han fulgte altid reglerne: aldrig ud alene, altid i radiokontakt med basen og altid hjem, før luften i dragten var halvt brugt.
En dag på Mars er næsten lige så lang som en dag på Jorden, kun lidt over en halv time længere. Så om eftermiddagen sank solen ned mod de lave bjerge.
Solveig kaldte på ham. “Kom ind og se,” sagde hun.
Alfred kom ind og tog hjelmen af og stillede sig ved vinduet.
Og så skete der noget mærkeligt. Rundt om den lille, synkende sol blev himlen blå. Ikke rød og orange og lyserød, som når solen går ned derhjemme. Blå. En kold, klar, lyseblå glorie omkring solen, mens resten af himlen blev mørkere.
“Hvorfor er den blå?” spurgte Alfred.
“Det er støvet,” sagde Solveig. “Der er fint støv i luften her. Det spreder lyset på en anden måde end luften derhjemme. Så her er himlen gul om dagen og blå om aftenen. Det er lige omvendt.”
De stod længe og kiggede. Solen forsvandt. Den blå glød blev svagere og svagere.
Og så kom stjernerne frem. Mange flere end derhjemme, for luften på Mars er så tynd.
Lavt over bjergene, lige der hvor solen var gået ned, var der en stjerne, der var klarere end alle de andre. Den skinnede helt roligt. Den var lidt blålig.
“Hvilken stjerne er det?” spurgte Alfred.
Solveig smilede.
“Det er ikke en stjerne,” sagde hun. “Det er Jorden.”
Alfred kiggede på den lille, klare prik. Alle havene var dér. Alle skovene og byerne. Hans hus. Hans mor. Alle mennesker, der nogensinde havde levet, undtagen fire.
Han løftede hånden og vinkede lidt.
Over Mars glider to små måner hen over himlen i nat. De hedder Phobos og Deimos, og de er ikke større end en by. Nede i den lille base sover Alfred i sin køje. I aftes stod Jorden lavt over bjergene og skinnede, ikke større end et knappenålshoved. Og et sted på den lille prik var du. Godnat.
