Venner fra en anden galakse

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som boede i en hyggelig by med sin mor og far. Emil elskede at kigge op på stjernerne hver aften, når han skulle sove. Han drømte om at rejse ud i rummet og møde nye venner fra fjerne galakser.

En aften, mens Emil lå i sin seng og kiggede ud af vinduet, så han noget mærkeligt. En lille lysende stjerne blinkede til ham på en helt særlig måde. Emil gned sine øjne og kiggede igen. Stjernen blinkede stadig, og pludselig begyndte den at bevæge sig nærmere!

Emil satte sig op i sengen, og til hans store overraskelse landede en lille rumraket lige uden for hans vindue. Ud af raketten kom en venlig lille rumvæsen med store, glitrende øjne og en blød, grøn hud. “Hej Emil,” sagde rumvæsenet med en blid stemme. “Jeg hedder Zog, og jeg kommer fra en galakse langt, langt væk. Vil du være min ven?”

Emil kunne næsten ikke tro sine egne ører. “Ja, selvfølgelig vil jeg det!” svarede han glad. “Men hvordan kan du tale mit sprog?”

“I min galakse lærer vi alle sprog, så vi kan tale med nye venner overalt i universet,” forklarede Zog med et smil.

Emil og Zog tilbragte hele natten med at snakke og lege. Zog fortalte Emil om sin hjemplanet, hvor himlen var lilla, og hvor der voksede træer, der kunne synge. Emil fortalte Zog om jorden, om hans skole og hans yndlingslegetøj.

De to nye venner besluttede sig for at tage en lille tur i Zogs rumraket. Emil spændte sig fast i sædet ved siden af Zog, og snart fløj de op mod stjernerne. Emil kunne se jorden blive mindre og mindre, mens de svævede gennem rummet. Han så planeter i alle regnbuens farver og stjerneskud, der dansede hen over himlen.

Efter en vidunderlig rejse vendte de tilbage til jorden. Emil var fyldt med glæde og eventyrlyst. “Tak, Zog, for den mest fantastiske nat i mit liv,” sagde Emil, da han steg ud af raketten.

“Det var en fornøjelse, Emil,” svarede Zog. “Jeg er så glad for, at vi er blevet venner. Jeg vil altid være deroppe blandt stjernerne og tænke på dig.”

Emil vinkede farvel til Zog, da rumraketten svævede op mod himlen igen. Han gik i seng med et stort smil på læben og en varm følelse i hjertet. Han vidste, at han nu havde en ven i en anden galakse, og at stjernerne aldrig ville se helt ens ud igen.

Fra den dag af kiggede Emil op på nattehimlen med en særlig glæde, for han vidste, at der et sted derude var en ven, der tænkte på ham. Og hver gang han så en stjerne blinke, vidste han, at det var Zog, der sagde godnat.

Og med den tanke faldt Emil i en dyb, tryg søvn, mens stjernerne blinkede blidt over ham.

Skriv en kommentar