Der var engang en dreng, Alfred, som havde et teleskop, der var lidt for stort til hans værelse. Det stod i vindueskarmen og pegede på himlen, og hver aften skulle Alfred kigge gennem det, før han ville tage pyjamas på.
“Hvad leder du efter?” spurgte mor.
“En ven,” sagde Alfred. “Der må være en derude.”
En aften i november, da det blæste og himlen var helt klar, så han en stjerne, der opførte sig mærkeligt. Den blinkede ikke, som stjerner gør. Den blinkede i et mønster. Kort, kort, lang. Kort, kort, lang.
Og så kom den nærmere.
Alfred trådte et skridt tilbage fra teleskopet. Udenfor, lige over æbletræet, svævede der nu et lille, rundt rumskib, ikke større end et havebord. Det summede, som når køleskabet tænder om natten. Så landede det i græsset med et blødt pluf.
En lille luge gik op. Ud kom et væsen på størrelse med en hund. Det var grønt og glat som et vindruesskind, og det havde tre øjne, der blinkede hver for sig.
Det gik hen til Alfreds vindue og bankede på ruden.
Alfred åbnede, bare en lille smule.
“Hej,” sagde væsenet. “Jeg hedder Zog. Jeg har holdt øje med dig. Du har kigget i to år og fire dage. Det er længe.”
“Hvordan kan du tale dansk?” spurgte Alfred.
“Jeg har lyttet,” sagde Zog. “Til jeres radio. Jeg kan også spansk og noget, der hedder vejrudsigten.”
Alfred grinede. Zog grinede også. Det lød som bobler i en sodavand.
“Vil du flyve med?” spurgte Zog. “Jeg vil gerne vise dig min planet. Himlen er lilla, og træerne synger.”
Alfred så på rumskibet. Han så på himlen. Han ville så frygtelig gerne.
“Det må jeg ikke,” sagde han. “Ikke uden at spørge. Og mor sover.”
Zog blinkede med alle tre øjne, én efter én. “Det forstår jeg,” sagde han. “Min mor er også meget bestemt.”
Han tænkte lidt. Så stak han hånden ned i en lomme på maven og tog en lille, glat sten op. Den var lilla og varm.
“Hold den op til øret,” sagde han.
Alfred gjorde det. Og inde i stenen hørte han det: en sang. Den var høj og lys og blev ved og ved, som vind i en masse græs, men med en melodi i. Han kunne næsten se det for sig. Lilla himmel. Træer med blade som små klokker.
“Det er træerne derhjemme,” sagde Zog. “Nu har du dem.”
Alfred kiggede rundt i sit værelse. Hvad har en dreng, som en ven fra en anden galakse ikke har?
Så fik han en idé. Han løb ud i køkkenet på listesko og kom tilbage med et glas vand.
“Hvad er det?” spurgte Zog.
“Det er regn,” sagde Alfred. “Eller, det var det engang. Har I regn?”
Zog havde aldrig set regn. På hans planet faldt der kun støv. Så Alfred dyppede fingrene i glasset og stænkede lidt ud over ham. Drip, drip.
Zog stod helt stille. Så begyndte han at hoppe. Han hoppede rundt på plænen og strakte hænderne op og bad om mere. Alfred stænkede, til glasset var tomt, og Zog var så glad, at han lyste helt svagt i mørket.
Bagefter sad de i vindueskarmen, Alfred på indersiden og Zog på ydersiden, og talte om alt muligt. Om skole, som Zog syntes lød underligt. Om tre-øje-blink, som Alfred prøvede og ikke kunne. Om æbler.
Til sidst gabte Zog. Det var et meget stort gab til et så lille væsen.
“Jeg skal hjem,” sagde han. “Men jeg blinker. Hver aften. Kort, kort, lang.”
“Og jeg blinker tilbage,” sagde Alfred. “Med lommelygten.”
Rumskibet lettede med et pluf og et sus. Alfred stod i vinduet, til det var en prik. Og så var det en stjerne. Og så blinkede stjernen.
Kort, kort, lang.
Alfred tændte lommelygten. Kort, kort, lang.
Han lagde den lilla sten under hovedpuden, og han faldt i søvn til lyden af træer, der sang langt, langt væk.
Kort, kort, lang. Det betyder godnat på et helt særligt sprog, og nu kan du det også. Prøv at blinke det til nogen, før du lukker øjnene.