Der var engang en lille stjerne, der hed Prik. Hun var en af de mindste stjerner på himlen, så lille, at man kun kunne se hende på helt klare nætter, og hun ville rejse.
Problemet var, at stjerner ikke kan rejse. De sidder fast, hvor de er. Det sagde de store stjerner i hvert fald.
“Vi bliver her,” sagde Betelgeuse, der var stor og rød og meget gammel. “Det har vi altid gjort.”
Prik blinkede surt.
“Men jeg vil se Jorden,” sagde hun. “Den lille blå. Jeg vil vide, hvem der bor der.”
“Det kan du ikke,” sagde Betelgeuse. “Den er alt for langt væk.”
Prik sad stille længe. Hun kiggede på sit eget lys. Det strømmede ud af hende hele tiden, i alle retninger, lige ud i mørket.
“Hvor bliver mit lys af?” spurgte hun.
Betelgeuse rumlede lidt. Det var hans måde at grine på. “Det rejser,” sagde han. “Det er det eneste, der rejser. Det flyver ud gennem rummet, hurtigere end noget andet, og det stopper aldrig. Ikke før det rammer noget.”
“Hvad rammer det?”
“Det ved man aldrig,” sagde Betelgeuse. “Der er så langt.”
Så besluttede Prik, at hun ville sende sit lys afsted mod Jorden. Hun samlede det. Hun skinnede, så godt hun kunne, lige mod den lille, blå prik i mørket.
“Hvornår er det fremme?” spurgte hun.
“Om meget lang tid,” sagde Betelgeuse. “Hundreder af år.”
Prik ventede. Det er det, stjerner er gode til.
Og lyset fløj.
Det fløj forbi en komet, der ikke lagde mærke til det. Det fløj forbi en planet med ringe og en anden med storme. Det fløj gennem mørke, der var så tomt, at der ikke var noget at se, i hundreder af år, mens folk på Jorden blev født og blev gamle, og byer blev bygget og revet ned og bygget igen.
Så kom det frem.
Det fløj ned gennem luften over en lille by, over et tag, ind gennem et vindue på første sal og ramte et øje.
Øjet tilhørte en dreng, der hed Lauritz. Han var seks år og skulle have sovet for længe siden. Men han lå på knæ i sin seng med næsen mod ruden og kiggede op.
“Far,” hviskede han. “Der er en lille stjerne derude. Helt lille. Lige over skorstenen.”
Far kom og satte sig ved siden af ham. “Det er en, man næsten aldrig kan se,” sagde han. “Det skal være meget klart. I nat er det klart.”
“Kan den se mig?”
Far tænkte efter. “Det lys, du ser, er rejst meget langt for at komme hen til dig,” sagde han. “Det har været på vej i flere hundrede år. Det har rejst hele vejen kun for at lande lige nøjagtigt i dit øje.”
Lauritz kiggede på den lille stjerne. Den blinkede.
“Godnat, stjerne,” sagde han.
Langt, langt væk sad Prik og skinnede. Hun vidste ikke, hvor hendes lys var landet. Det ville hun aldrig vide. Men hun blev ved med at sende det, hver nat, lige mod den lille, blå prik.
Det gør hun stadig.
Hvis du ser en meget lille stjerne i aften, du, så er dens lys rejst i flere hundrede år for at nå lige hen til dig. Sig godnat til den. Så kan du lukke øjnene.