Der var engang en pige, der hed Ofelia, og hendes far var astronaut. Han hed Jakob, og lige nu var han på vej til Månen.
Han var ikke alene. Der var tre astronauter i den lille kapsel øverst på raketten. De skulle ikke lande. De skulle flyve hele vejen rundt om Månen og så hjem igen. Det skulle tage ti dage.
Ofelia var i kontrolcentret sammen med sin mor. Det var et stort rum med mange skærme og mange mennesker med hovedtelefoner. På den største skærm var der en tegning af Jorden og Månen, og en lille prik, der langsomt bevægede sig fra den ene til den anden. Prikken var raketten. Inde i prikken var far.
Hver aften talte hun med ham over radioen. Hans stemme lød langt væk og knitrende, og der gik et lille øjeblik, før han svarede. Det var, fordi hans stemme skulle rejse næsten fire hundrede tusinde kilometer, forklarede mor.
“Hvordan ser Jorden ud?” spurgte Ofelia.
“Som en blå marmorkugle,” sagde far. “Jeg kan dække den med tommelfingeren.”
På den femte dag nåede de Månen.
“I aften flyver de bag om den,” sagde Ejvind. Han var flyveleder, en høj mand med briller og en kop kaffe, han aldrig drak af. “Når de er bag Månen, kan vi ikke tale med dem. Månen er i vejen for radioen. Det varer femogfyrre minutter.”
“Er det farligt?” spurgte Ofelia.
“Nej,” sagde Ejvind. “Det er planlagt. Det sker hver gang. Men vi kan ikke høre dem. Så vi venter.”
Klokken ti om aftenen sagde fars stemme i radioen: “Vi taler sammen igen, når vi kommer frem fra bagsiden af Månen.” Og så var der stille.
Prikken på skærmen gled bag den grå Måne. Den var væk.
Ingen i kontrolcentret sagde noget. Folk sad og kiggede på deres skærme. En kvinde ved siden af Ofelia trommede med en blyant. Ejvind stod med armene over kors.
Ofelia sad på mors skød. Mor holdt om hende.
“Hvad laver han nu?” hviskede Ofelia.
“Han kigger ud ad vinduet,” sagde mor. “Han ser bagsiden af Månen. Det er der næsten ingen mennesker, der har set. Den er fuld af kratere og helt grå. Og der er mørkt. Og derovre kan han ikke se Jorden.”
Ofelia tænkte på det. Far, bag Månen, uden at kunne se Jorden.
Ti minutter gik. Tyve. Tredive.
Uret på væggen talte ned. Fem minutter. To minutter. Et minut.
Alle i rummet sad helt stille.
Så knitrede det i højttaleren. Et sus. Og så far:
“Hallo, Jorden. Vi er her. Og I er der. Jeg kan se jer stå op over Månen.”
Hele rummet jublede. Folk klappede og krammede. Ejvind tog endelig en tår af sin kaffe, selvom den var kold. Ofelia hoppede op og ned på mors skød.
“Far!” råbte hun ind i mikrofonen, som Ejvind holdt frem. “Vi var her hele tiden!”
“Det vidste jeg godt,” sagde far. Der gik det lille øjeblik. “Jeg kunne mærke det.”
Fem dage senere landede kapslen i havet med tre store faldskærme. Et skib samlede dem op, og Ofelia så det hele på den store skærm. Dagen efter fik hun lov at møde ham. Han var lidt vakkelvorn på benene, fordi han ikke havde gået i ti dage. Men han kunne godt løfte hende.
Bag Månen er der mørkt og stille, du, og ingen radio. Men her er der en seng og en dør på klem, og der er nogen lige uden for den. Godnat.
