Der var engang en lille robot ved navn Metal-Malte, som boede på en rummission. Metal-Malte var ikke som de andre robotter. Han var lavet af skinnende metal og havde et stort, venligt smil malet på sit ansigt. Hans opgave var at hjælpe astronauterne med at bygge en ny månebase, hvor de kunne bo og arbejde.
En dag fik Metal-Malte en meget vigtig opgave. Han skulle tage til månen for at hjælpe med at bygge den nye base. Metal-Malte var meget spændt, for han havde aldrig været på månen før. Han pakkede sine værktøjer og sagde farvel til sine venner på rumstationen.
Da Metal-Malte landede på månen, blev han mødt af en gruppe glade astronauter. “Velkommen, Metal-Malte!” sagde de. “Vi har brug for din hjælp til at bygge den nye base.” Metal-Malte nikkede ivrigt og gik straks i gang med arbejdet.
Men der var et problem. Månen var meget anderledes end jorden. Der var ingen luft, og alt var dækket af støv. Metal-Malte fandt det svært at bevæge sig rundt, og hans værktøjer blev hurtigt dækket af støv. Han blev lidt bekymret, men han vidste, at han ikke kunne give op.
Metal-Malte tænkte sig om og fik en idé. Han brugte sine specielle børster til at feje støvet væk fra sine værktøjer. Så fandt han en måde at bevæge sig lettere rundt ved at hoppe som en kænguru. Astronauterne klappede i hænderne og sagde: “Godt tænkt, Metal-Malte!”
Med Metal-Maltes hjælp gik arbejdet hurtigt fremad. Han skruede, hamrede og svejsede, mens han sang en lille robot-sang for sig selv. Snart begyndte månebasen at tage form, og alle var meget glade.
Men så opstod der endnu et problem. En stor meteorit var på vej mod månen! Astronauterne blev meget bekymrede, for meteoren kunne ødelægge alt deres hårde arbejde. Metal-Malte tænkte hurtigt og sagde: “Vi må bygge et skjold for at beskytte basen!”
Alle gik straks i gang med at bygge et stærkt skjold af metalplader. Metal-Malte arbejdede hurtigere end nogensinde før, og snart var skjoldet færdigt. Da meteoren kom tættere på, holdt alle vejret. Men skjoldet holdt, og meteoren fløj forbi uden at gøre skade.
Alle jublede og takkede Metal-Malte for hans mod og snarrådighed. Månebasen var reddet, og alle kunne fortsætte med deres arbejde i sikkerhed. Metal-Malte var meget stolt af sig selv og glad for, at han kunne hjælpe sine venner.
Da dagen var omme, satte Metal-Malte sig ned og kiggede op på jorden, der lyste som en stor, blå kugle på himlen. Han tænkte på sine venner derhjemme og vidste, at han snart ville se dem igen. Men indtil da var han glad for at være en del af det store eventyr på månen.
Og sådan endte Metal-Maltes mission på månebasen med succes. Han havde lært, at selvom tingene kan være svære, kan man altid finde en løsning, hvis man tænker sig om og arbejder sammen med sine venner. Godnat, Metal-Malte, og tak for dit modige hjerte!
