Der var engang en lille robot, der hed Metal-Malte, og han var den første, der kom til Månen for at bygge et hus.
Han var ikke stor. Han var på størrelse med en skubbevogn, han kørte på seks brede hjul, og han havde en lang arm med en skovl for enden og en dyse, som kunne sprøjte. Han var skinnende sølvfarvet, i hvert fald da han landede.
Månebasen fandtes ikke endnu. Den var en tegning. Astronauterne skulle først komme om et år. Og før de kom, skulle Metal-Malte bygge det første hus til dem.
“Med hvad?” havde han spurgt i laboratoriet på Jorden, før han rejste.
“Med Månen,” havde ingeniøren Yasmin sagt.
Det forstod han, da han kom derop. Der var ingen træer på Månen. Ingen sten, man kunne hugge til mursten, og ingen ler. Men der var støv. Gråt, fint støv overalt, så langt han kunne se. Det lå i et tykt lag over hele Månen, og det havde ligget der i milliarder af år.
Metal-Malte skovlede støvet op. Inde i sin mave blandede han det med lidt lim, som han havde med fra Jorden. Så kørte han langsomt rundt i en cirkel og sprøjtede blandingen ud gennem sin dyse, i et lag, tyndt som en pandekage. Det var ligesom at lave en kage med en sprøjtepose. Lag på lag, rundt og rundt.
Det tog lang tid. En dag på Månen er meget lang. Solen står op og skinner i fjorten døgn, og så bliver det nat i fjorten døgn. Om dagen var der så varmt, at han skulle passe på ikke at koge. Om natten var der så koldt, at han slukkede for næsten alt og ventede.
Og støvet var et problem. Det var ikke blødt som sand på en strand. Det var skarpt og klistret, og det satte sig overalt. På hans hjul. På hans kamera. Inde i hans led. Hver aften blev han lidt mindre sølvfarvet og lidt mere grå.
“Hvordan går det, Malte?” spurgte Yasmin over radioen. Hendes stemme var lidt mere end et sekund om at nå frem fra Jorden.
“Jeg er beskidt,” sagde Metal-Malte. “Og huset er kun til knæene.”
“Hvis knæ?”
“Mine,” sagde han. “Hvis jeg havde nogen.”
Men han blev ved. Lag på lag. Rundt og rundt. Væggene voksede op. De var tykke, for de skulle beskytte astronauterne mod kulde og varme og mod de små sten, der af og til faldt ned fra rummet. Til sidst lukkede han taget som en kuppel, med en lille, rund åbning, hvor der senere skulle sættes en luftsluse.
Det første hus på Månen lignede en grå iglo.
Da astronauterne kom, et år senere, stod Metal-Malte ved siden af det og ventede. Han var helt grå nu. Ingen kunne se, at han nogensinde havde været sølvfarvet.
En af astronauterne, der hed Christian, gik hen og børstede støvet af hans hoved med sin handske. Under støvet skinnede metallet stadig.
“Godt arbejde, Malte,” sagde han.
Mange forskere på Jorden arbejder på netop den idé i dag. At man kan bygge huse på Månen af Månens eget støv, med robotter, der laver det lag på lag.
Hvis du stod ved siden af Metal-Malte ved døren til det grå hus, du, ville du se Jorden hænge over jer på den sorte himmel, blå og rund. Han har stadig en lille plet sølv på hovedet, hvor Christian børstede ham ren. Og et sted dernede på den blå kugle ligger du og skal sove. Godnat.
