Der var engang en sort kat med en hvid plet på brystet, der lignede en lille måne. Han hed Sofus, og han boede på en gård uden for en lille by, og om dagen sov han i hølæsset. Men om natten sad han på staldtaget og kiggede op.
Han ville ikke fange mus. Han ville fange stjerner.
En aften, da han sad der med halen om poterne, hørte han det. En lav, sølvagtig hvisken ovenfra.
“Sofus. Kom og leg.”
Næste morgen var der en raket på marken bag stalden. Den var hvid og høj og havde et lille rundt vindue, der var tegnet en kattepote på. Ved trappen stod en kvinde i astronautdragt med en hjelm under armen.
“Du må være Sofus,” sagde hun. “Jeg hedder Karla. Jeg har hørt, at du skal være med i det kosmiske kapløb.”
Sofus havde pakket. En skål. En pose kattegodter. Et varmt tæppe. Og sin gamle, filtede bold, som han ikke kunne sove uden.
“Først hjelmen,” sagde Karla og satte en lille, rund hjelm på ham. Den lugtede af gummi. “Og spænd dig fast. Man går aldrig ud af raketten uden en snor. Heller ikke, hvis man er kat.”
Sofus sagde mjav, hvilket betød ja.
Raketten tordnede op. Bum, bum, BRRRUMMM. Sofus blev mast ned i sin stol, og hans knurhår lagde sig fladt ind til kinderne. Så blev alt stille og let, og hans hale svævede op foran ansigtet på ham. Han prøvede at fange den. Det gik ikke.
Udenfor vinduet ventede stjernerne.
De stod på række og lyste i alle farver, og forrest stod en lille, hvid stjerne, der hoppede utålmodigt op og ned.
“Endelig,” sagde hun. “Jeg hedder Lyra. Det er os to mod de andre. Den første, der når Månen, vinder. Er du klar?”
Karla åbnede lugen og hægtede en lang, blød snor fast i Sofus’ sele. “Jeg holder fast i den anden ende,” sagde hun. “Hele vejen.”
Sofus svævede ud.
“Klar,” sagde Lyra. “Parat. START!”
De fløj. Sofus svømmede gennem rummet med alle fire ben, og det gik overraskende godt. De susede om kap med en komet, hvis hale lignede et brudeslør. De slog en kolbøtte rundt om en lille, blå planet, der kildede, når man kom for tæt på. De lå foran. Lyra glimtede og lo. Sofus spandt så højt, at det kunne høres i Karlas højttaler.
Så kom de til støvskyen.
Den var stor og mørk og blød som filt. Man kunne ikke se igennem den. Sofus fløj ind i den, og han nøs. Atsjuu. Så var han ude på den anden side.
Lyra var ikke.
Sofus vendte sig om. Bag ham kom de andre stjerner allerede susende, forbi skyen, rundt om den, på vej mod Månen. Men inde i skyen kunne han se et svagt, hvidt lys, der blafrede.
“Sofus,” kom det tyndt. “Støvet sætter sig på mig. Jeg kan ikke se, hvor jeg skal hen.”
Sofus kiggede på Månen. Den var lige der. Stor og gul og rund som en ost. Hvis han fløj nu, ville han vinde.
Han kiggede på skyen.
Så svømmede han tilbage.
Det var mørkt inde i skyen og kildede i næsen. Men han kunne mærke snoren, der gik helt tilbage til raketten og til Karla, og den gjorde ham rolig. Han fandt Lyra, der lyste ganske svagt nu, og han slikkede hende. Lige på toppen. Slik, slik. Støvet forsvandt, og hun lyste op igen.
“Følg snoren,” sagde Sofus. “Så kommer vi ud.”
Da de kom ud af skyen, var kapløbet slut. De andre stjerner sad allerede på Månen og dinglede med benene ud over kanten af et krater.
Sofus og Lyra kom sidst. Langt sidst.
Men da de landede, rejste den største og ældste af stjernerne sig. Hun var gammel og orange og meget langsom. Hun gik hen og satte sig ved siden af Sofus.
“Vi så, hvad du gjorde,” sagde hun bare.
Og så rykkede alle stjernerne sammen, så der blev plads til en sort kat midt i rækken. Den bedste plads, hvor man kunne se Jorden hænge på himlen som en blå kugle.
Sofus sad der længe. Lyra lå i hans skød og lyste som en lille natlampe.
Da de fløj hjem, sov han, før raketten var landet. Karla bar ham ind i hølæsset og lagde det varme tæppe over ham. Hans gamle bold lå mellem poterne.
Han var lidt stjernestøvet på næsen. Det sad der stadig næste morgen.
Godnat, du. Hvis du ser en lille hvid stjerne blinke i aften, så er det måske Lyra, der vinker til dig fra sin plads på Månen.
