Den hemmelige månebase

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille dreng ved navn Oliver, som elskede at kigge op på nattehimlen. Hver aften, når stjernerne begyndte at blinke, og månen lyste klart, drømte Oliver om at rejse ud i rummet. Han forestillede sig, hvordan det ville være at svæve blandt stjernerne og besøge fjerne planeter.

En aften, mens Oliver lå i sin seng og kiggede ud af vinduet, opdagede han noget mærkeligt. Månen så ud til at blinke til ham! Han gned sine øjne og kiggede igen. Jo, der var det igen – et lille blink, som om månen havde en hemmelighed, den ville dele.

Nysgerrig som han var, besluttede Oliver sig for at finde ud af, hvad der foregik. Han lukkede øjnene og ønskede sig, at han kunne rejse til månen. Pludselig mærkede han en blid brise, og da han åbnede øjnene igen, befandt han sig i en lille rumraket, der svævede op mod nattehimlen.

Raketten fløj hurtigt, og snart landede Oliver blødt på månens overflade. Han steg ud og så sig omkring. Månen var dækket af blødt, hvidt støv, og stjernerne blinkede venligt ned til ham. Men det mest utrolige var, at der foran ham stod en lille dør, der førte ind i månen!

Oliver gik hen til døren og åbnede den forsigtigt. Indenfor fandt han en hemmelig månebase fyldt med små, venlige rumvæsner. De havde store, glade øjne og viftede ivrigt til ham. “Velkommen, Oliver!” sagde de i kor. “Vi har ventet på dig!”

Rumvæsnerne forklarede, at de havde brug for Olivers hjælp. Deres månebase havde brug for en ny ven til at hjælpe med at passe på stjernerne, så de kunne skinne klart hver nat. Oliver var beæret og glad for at kunne hjælpe.

Sammen med rumvæsnerne gik Oliver i gang med arbejdet. De polerede stjernerne, så de skinnede endnu mere, og sørgede for, at månen blinkede til alle børnene på Jorden, så de kunne drømme søde drømme.

Da natten nærmede sig sin ende, vidste Oliver, at det var tid til at tage hjem. Rumvæsnerne takkede ham for hans hjælp og gav ham en lille stjerne som tak. “Denne stjerne vil altid minde dig om dit eventyr her,” sagde de.

Oliver vinkede farvel og steg ombord på sin rumraket. Han fløj tilbage til Jorden, og da han åbnede øjnene, lå han igen i sin seng. Stjernen, han havde fået, lå ved siden af ham og blinkede blidt.

Fra den dag af vidste Oliver, at månen havde en hemmelighed, og at han altid ville have venner blandt stjernerne. Og hver aften, når han kiggede op på himlen, kunne han se månen blinke til ham, som en påmindelse om hans magiske eventyr.

Med et smil på læben lukkede Oliver øjnene og faldt i en dyb, fredfyldt søvn, mens stjernerne passede på ham fra det fjerne.

Skriv en kommentar