Der var engang en dreng, der hed Elmer. Han var syv år, han ville være astronaut, og hver sommerferie boede han en uge hos sin morfar, som havde en hemmelig månebase.
Månebasen var et gammelt skur for enden af haven. Udefra lignede det bare et skur, med tjærepap på taget og en rusten rive op ad væggen. Men indenfor var der et skrivebord med kort over Månen, en lommelygte med rødt glas, så man ikke blev blændet i mørket, og et teleskop, der pegede op gennem en lem i taget.
“Kun for astronauter,” sagde morfar og bankede tre gange på døren, før de gik ind. “Det er koden.”
Den første aften var det overskyet. Den anden aften regnede det. Elmer var ved at blive utålmodig.
Den tredje aften var himlen klar.
Morfar åbnede lemmen i taget med et knirk. Han drejede teleskopet. Så skruede han lidt på det og trådte til side.
“Astronaut Elmer. Deres mission venter.”
Elmer satte øjet til teleskopet.
Han havde set Månen tusind gange. Rund og hvid og flad, som en tallerken. Men det her var ikke en tallerken. Det var en verden. Grå og hvid og lysegul. Fuld af huller. Store, runde kratere med skarpe kanter, og små kratere inde i de store. Bjerge, der kastede lange, sorte skygger. Store, mørke sletter, glatte som is.
“De mørke pletter kaldes have,” sagde morfar. “Men der er ikke vand i dem. Folk troede bare det engang.”
“Hvad hedder de?”
Morfar fandt kortet frem og lyste på det med den røde lommelygte. “Det store mørke der, til venstre. Det er Stormenes Ocean. Og den mindre, runde, til højre for midten. Det er Stilhedens Hav.”
“Stilhedens Hav,” gentog Elmer.
“Det var der, de første mennesker landede,” sagde morfar. “For mange år siden. Før jeg var gift med mormor. Jeg så det i fjernsynet som dreng, i sort-hvid, og jeg sad helt oppe ved skærmen.”
Elmer kiggede længe på det mørke, runde hav. Han kunne ikke se nogen raket. Den var alt for lille. Men han vidste, at den var der. Et sted på det grå støv stod den nederste halvdel af landingsfartøjet stadig og ventede.
“Kan man se den?”
“Ikke med det her,” sagde morfar. “Den er alt for lille. Men den er der.”
De sad i månebasen i lang tid. Morfar viste ham et krater, der lignede en kop. Elmer fandt et, der lignede en hund, og morfar sagde, at det kunne han ikke se, men at det nok var en meget lille hund. De tegnede Månen i notesbogen med blyant, så godt de kunne.
Til sidst begyndte Elmer at gabe.
“Mission afsluttet,” sagde morfar og lukkede lemmen. “Astronauten skal i seng.”
De gik op gennem haven i mørket. Græsset var vådt af dug. Elmer kiggede op. Uden teleskop var Månen igen bare rund og hvid. Men nu vidste han, hvad der var på den.
Han sov på sofaen i morfars stue med notesbogen under puden. På den sidste side havde han skrevet med store bogstaver: STILHEDENS HAV. DER HAR JEG VÆRET. NÆSTEN.
Hvis Månen er fremme i nat, du, så kig op og find den mørke, runde plet lidt til højre for midten. Det er Stilhedens Hav. Der er helt stille deroppe nu, og her hos dig må det også gerne blive stille. Godnat.
