Robotbyen og den forsvundne skrue

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en by langt ude i rummet, der hed Robotbyen, og der boede en lille robot, der hed Rulle.

Alle i Robotbyen var robotter. Der var store robotter, der byggede huse, og små robotter, der vandede de blinkende metalblomster i parken. Rulle var en af de små. Han havde ét hjul i stedet for ben, to lange arme med magnetiske fingre, en lygte i panden og en lille skærm på maven. Når han var glad, kom der et smil frem på skærmen. Når han tænkte, kom der et spørgsmålstegn.

En morgen trillede han forbi Skrus værksted. Skru var den ældste robot i byen. Han reparerede ure.

Skru sad på gulvet. På hans skærm var der en lille, nedadvendt mund.

“Hvad er der sket?” spurgte Rulle.

“Jeg har tabt en skrue,” sagde Skru. “Den mindste skrue i hele byen. Den skal sidde i byens store ur, i tårnet, og hvis den ikke kommer på plads i dag, går uret i stå i nat. Og så ved ingen i Robotbyen, hvornår de skal oplade.”

På Rulles skærm kom der et spørgsmålstegn.

“Hvor tabte du den?”

“Her,” sagde Skru. “Lige her. Den trillede ned fra bordet.”

Rulle kiggede. Gulvet i Skrus værksted var fuldt af ting. Tandhjul og fjedre og møtrikker og små kasser med søm. Og mellem det hele små, små sprækker mellem gulvpladerne.

“Hvordan ser den ud?” spurgte Rulle.

“Den er af sølv,” sagde Skru. “Og den er så lille som et sandkorn.”

Rulle kørte rundt på gulvet. Han kiggede under bordet og bag skabet. Han lyste med sin lygte ind i hver eneste sprække. Der var støv og en gammel fjeder og en rusten møtrik, som Skru havde ledt efter i tre år. Men ingen sølvskrue.

Så fik han en idé. Spørgsmålstegnet blev til et udråbstegn.

“Mine fingre er magnetiske,” sagde han. “Skruer er af metal.”

Skru rystede på hovedet. “Det er sølv. Sølv sidder ikke fast på en magnet.”

Udråbstegnet blev til et spørgsmålstegn igen. Det havde han ikke vidst.

“Men,” sagde Skru langsomt, “der er en lille stålring om hovedet på skruen. Den sidder fast på en magnet.”

Rulle strakte sine arme ud over gulvet. Han kørte langsomt frem og tilbage, en lille smule over gulvpladerne, som en robotstøvsuger. Søm hoppede op og satte sig fast på hans fingre. Møtrikker. En nål. Hans fingre blev tunge af alt muligt.

Og så, med et lille klik, satte der sig noget meget lille fast på hans tommelfinger. Noget, der skinnede som sølv.

“Der,” sagde Skru, og på hans skærm kom der et smil for første gang den dag.

De kørte op i tårnet sammen. Skru åbnede uret med sin mindste skruetrækker og skruede den lille skrue i, med meget små bevægelser. Rulle lyste for ham med sin lygte.

Klokken et minut i midnat begyndte det store ur at tikke igen.

Over Robotbyen er der stille nu, du. Alle robotterne har sat sig ved deres opladere, og skærmene på deres maver viser en lille, blå måne, som de gør, når de sover. Kun det store ur i tårnet tikker, og Rulle har lagt den rustne møtrik på sit natbord som en præmie. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 1

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.