En stille aften, da stjernerne blinkede som små diamanter på himlen, lå lille Emma i sin seng og kiggede ud af vinduet. Hun elskede at drømme om rummet og alle de spændende ting, der kunne være derude. Men denne aften skulle blive noget helt særligt.
Pludselig så Emma et lysglimt på himlen, der blev større og større. Det landede blødt i haven, og Emma kunne ikke tro sine egne øjne. Hun listede ud af sengen og kiggede forsigtigt ud af vinduet. Der, midt i haven, stod et lille rumskib, og ud af det kom en lille grøn skabning med store, venlige øjne.
Emma kunne ikke lade være med at smile. Hun åbnede forsigtigt vinduet og hviskede: “Hej, hvem er du?” Den lille grønne skabning vinkede glad og svarede med en blid stemme: “Hej, jeg hedder Zog, og jeg kommer fra en planet langt, langt væk. Jeg er her for at lære om jeres verden.”
Emma blev så nysgerrig, at hun sneg sig ud i haven for at møde Zog. “Vil du se mit værelse?” spurgte hun spændt. Zog nikkede ivrigt, og sammen gik de ind i huset. Emma viste stolt sine legetøj, bøger og tegninger frem. Zog var meget imponeret og sagde: “I har så mange sjove ting her på Jorden!”
De to nye venner legede og grinede, mens de delte historier om deres verdener. Zog fortalte om sin planet, hvor alt var lavet af bløde skyer, og hvor man kunne hoppe så højt, at man næsten kunne røre stjernerne. Emma fortalte om sine yndlingslege og om, hvordan hun elskede at kigge på stjernerne om natten.
Men snart begyndte Zog at gabe. “Jeg må tilbage til mit rumskib,” sagde han. “Men jeg vil altid huske denne aften og vores venskab.” Emma blev lidt trist, men hun vidste, at Zog skulle hjem. “Måske kan du besøge mig igen en dag?” spurgte hun håbefuldt.
Zog nikkede og sagde: “Jeg vil helt sikkert komme tilbage. Og indtil da, kan du kigge op på stjernerne og vide, at jeg også kigger ned på dig.” Med et sidste kram sagde de farvel, og Zog gik tilbage til sit rumskib.
Emma vinkede, mens rumskibet svævede op mod himlen og forsvandt blandt stjernerne. Hun gik tilbage til sin seng, fyldt med glæde over at have fået en ny ven fra det ydre rum.
Da Emma lukkede øjnene, kunne hun næsten høre Zogs stemme, der sagde: “Godnat, Emma. Vi ses igen.” Og med et smil på læben faldt hun i en dyb, fredfyldt søvn, drømmende om eventyr blandt stjernerne.