Den lille grønne gæst fra det ydre rum

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Esther. Hun var seks år, havde et dukkehus med tre etager og en rigtig lille lampe, der kunne tændes, og hun havde en kat, der hed Peber, som altid lå og sov på radiatoren.

En aften, da Esther skulle i seng, hørte hun en lyd fra dukkehuset. Et lille pift. Som når man slipper luft ud af en ballon.

Hun kiggede ind ad vinduet på øverste etage.

Midt på dukkehusets soveværelse stod et rumskib. Det var rundt og sølvfarvet og ikke større end et viskelæder. Der kom lidt røg ud af det ene hjørne. Og ved siden af det stod en lille grøn mand, ikke større end hendes tommelfinger, og kløede sig i hovedet.

Han havde fire arme og tre øjne og en antenne, der bøjede sig, når han tænkte.

“Hallo,” sagde Esther meget stille, for hun var bange for at blæse ham omkuld.

Den lille mand fik øje på hende og hoppede så højt, at han landede i dukkesengen.

“Undskyld,” sagde Esther. “Jeg gør dig ikke noget. Er du okay?”

Han kravlede op af sengen og rettede på antennen. “Bix,” sagde han og pegede på sig selv med alle fire arme på én gang. Så pegede han på rumskibet og lavede en lyd: “Prrrt. Pift.”

“Er det gået i stykker?” spurgte Esther.

Bix nikkede ivrigt.

Hun kiggede nærmere på rumskibet. Lige hvor røgen kom ud, sad der et lille hul, og ud af hullet stak der en tynd, knækket stang.

“Du mangler en reservedel,” sagde Esther. Hun så sig om i sit værelse. “Vent.”

I sin sykurv fandt hun en knappenål. I sin skrivebordsskuffe fandt hun et stykke sølvpapir fra en chokolade. Hun bar det hele hen til dukkehuset og lagde det forsigtigt ved siden af Bix.

Bix kiggede på knappenålen. Så på hende. Så smilede han, så alle tre øjne blev til små halvmåner.

Mens han arbejdede, holdt Esther øje.

For Peber var vågnet.

Katten stod på radiatoren og strakte sig. Så fik hun øje på dukkehuset. Hendes øjne blev store og sorte. Halen begyndte at vippe.

“Nej, Peber,” sagde Esther og satte sig lige foran dukkehuset. “Ikke i aften.”

Peber hoppede ned og listede nærmere. Esther tog sin bamse og lagde den foran dukkehusets dør, som en mur. Peber snusede til bamsen. Så prøvede hun at gå udenom.

Esther tog Peber op i armene. Katten vred sig. Hun bar hende ud på gangen og lukkede døren. Bag døren sagde Peber “mrrraw” på en meget fornærmet måde.

Da Esther kom tilbage, var Bix færdig. Knappenålen sad i hullet. Sølvpapiret var foldet om den som en lille hætte. Han satte sig ind i rumskibet, og det summede.

Så kiggede han op på hende og pegede ud ad vinduet.

Esther gik hen og åbnede det. Den kølige aftenluft kom ind. Over hustagene lyste stjernerne, mange flere end hun plejede at lægge mærke til.

Rumskibet lettede fra dukkehuset med et lille pift. Det svævede rundt om lampen én gang, ligesom en flue. Så stoppede det foran Esthers næse. Hun kunne se Bix bag den lille rude. Han vinkede med alle fire arme.

Så susede det ud ad vinduet og op, op, op, til det blev til en stjerne blandt alle de andre, og så kunne hun ikke se det mere.

Esther lukkede vinduet og lukkede Peber ind igen. Katten gik direkte hen til dukkehuset og snusede. Der var ingenting. Bare en lille brun plet på gulvet i soveværelset, hvor rumskibet havde stået.

Esther lagde sig i sengen og kiggede ud ad vinduet. En af stjernerne blinkede. Måske var det bare en stjerne. Måske var det ikke.

Peber sprang op i sengen og lagde sig på hendes fødder. Hun spandt.

Mon der flyver et lille sølvfarvet rumskib med en knappenål i siden et sted derude i nat? Hvis du ser en stjerne blinke to gange, du, er det måske Bix, der siger tak. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 4.5 / 5. Bedømmelser: 4

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.