Der var engang et lille, rundt rumvæsen, der hed Kaptajn Krum. Han var grøn med blå prikker og havde en mave, der rystede som gele, når han grinede. Han boede på planeten Glimmeria i et kuppelhus sammen med sin far og sin lillesøster, Bimse.
Bimse var så lille, at hun endnu ikke kunne tale. Hun kunne sige “bip” og “nej” og “Krum”, og så kunne hun tegne. Hun tegnede hele tiden, med alle sine fire hænder på én gang.
En morgen lå der et stykke papir under Kaptajn Krums dør. Det var krøllet og fuldt af mystiske tegn. Der var en snoet streg, en blå klat, tre prikker på en række og en stor, rød stjerne nederst i hjørnet.
“Et skattekort!” råbte Kaptajn Krum, og maven rystede af spænding.
Han tog sin kaptajnshue på og sin lommelygte i hånden. “Jeg tager på skattejagt,” sagde han til far.
“Hvor langt væk?” spurgte far.
Kaptajn Krum kiggede på kortet. “Det ved jeg ikke endnu.”
“Så bliver du i huset og haven, indtil du ved det,” sagde far og gik videre med at vande måneplanterne.
Kaptajn Krum begyndte med den snoede streg. Han ledte længe, indtil han stod ved den runde trappe, der snoede sig op til første sal. Den lignede stregen fuldstændig. Han gik op ad trappen, og øverst oppe stod akvariet med husets rumfisk, en blå fisk, der svømmede rundt og lavede bobler.
“Den blå klat!” sagde Kaptajn Krum.
Tre prikker på en række. Han kiggede rundt. Ved siden af akvariet var tre knapper på væggen, som tændte lyset i stuen. Han trykkede på dem alle tre, og nede i stuen tændtes tre lamper.
Den røde stjerne lå nederst. Kaptajn Krum gik ned i stuen. Der stod sofaen, og under sofaen lyste der noget svagt rødt. Han lagde sig fladt ned på gulvet og stak lommelygten ind.
Under sofaen lå Bimses stjernebamse. Det var en blød, rød, strikket stjerne med fem arme og ét øje, og den havde været væk i tre dage. Bimse havde grædt hver aften, men ingen havde forstået, hvad hun ledte efter.
Kaptajn Krum strakte sin længste arm ind og fiskede den ud.
Bimse sad i sin høje stol i køkkenet. Da hun så stjernebamsen, sagde hun ikke bip. Hun sagde “Krum!” så højt, at rumfisken dykkede ned bag en sten.
“Var det dig, der tegnede kortet?” spurgte Kaptajn Krum.
Bimse nikkede med hele kroppen og pegede på den røde stjerne og så på bamsen og så på ham.
Den aften fik skattekortet en plads på væggen over Kaptajn Krums seng, med fire tegnestifter, én i hvert hjørne. Bimse sov i sin seng ved siden af med stjernebamsen under hagen, og på Glimmeria lyste de tre små måner ind ad vinduet.
Hvis nogen tegner et kort til dig en dag, du, så følg det. Det er måske det vigtigste, de har at sige. Sov godt, og hold godt fast i det, du holder af.