Der var engang en dreng, som hed Johan, og som ville være astronaut. Ikke brandmand. Ikke pilot. Astronaut.
Han havde en papraket ved siden af sengen og en cykelhjelm med sølvpapir på. Hver aften lå han og kiggede på den samme stjerne gennem vinduet, den lille blå, der blinkede lige over naboens skorsten.
I aften blinkede den tre gange. Så to. Så en.
Johan lukkede øjnene.
Ti.
Han lå i en rigtig raket. Rumdragten var hvid og tung og sad stramt om håndleddene.
Ni. Otte.
Det brummede i sædet. Det brummede i tænderne.
Syv. Seks. Fem.
Fire. Tre.
Johan holdt vejret.
To. En.
WHOOOOSH.
Raketten skød op, og Johan blev trykket ned i sædet. Så, lige pludselig, svævede alting. Hans blyant. Hans madpakke. Hans tå, op af sokken.
Gennem vinduet blev Jorden mindre. Blå og grøn og hvid. Mindre. Mindre. Til sidst ikke større end en glaskugle.
“Hej, Johan,” sagde nogen udenfor vinduet.
Det var den blå stjerne. Hun var på størrelse med en fodbold.
“Jeg hedder Stella,” sagde hun. “Jeg har set dig kigge. Hver aften. Kom.”
De fløj forbi Månen, der var grå og fuld af huller som en gammel ost. De fløj forbi Mars, der var rød og støvet som en sandkasse. Ved Saturn kørte de rutsjebane på ringene, rundt og rundt, så Johans mave lavede kolbøtter.
“Jeg vil blive her,” sagde Johan. “For altid.”
Stella lyste lidt svagere. “Det kan du ikke,” sagde hun. “Der er en, der kommer ind og ser til dig om lidt. Hun bliver ked af det, hvis sengen er tom.”
Johan tænkte på mor, der altid lagde dynen op om ørerne på ham. I rummet ville dynen bare svæve væk.
“Kan jeg komme igen?” spurgte han.
“Hver aften,” sagde Stella. “Du ved jo, hvor jeg bor.”
En.
To.
Tre.
Johan lå i sin seng. Døren gik op, og mor kom ind og lagde dynen op om hans ører.
Udenfor blinkede den lille blå stjerne over naboens skorsten. En gang. Ganske kort.
Johan blinkede tilbage.
Godnat, astronaut. Nu tæller vi baglæns sammen: tre, to, en. Og så letter du stille ind i drømmen.
