Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som boede i en hyggelig by med sin mor og far. Emil elskede at kigge op på stjernerne hver aften, når himlen blev mørk og fyldt med glitrende lys. Han drømte om at blive astronaut og rejse ud i rummet for at udforske de mange hemmeligheder, der gemte sig derude.
En aften, da Emil lå i sin seng og kiggede ud af vinduet, så han en stjerne, der blinkede ekstra meget. “Måske er det en stjerne, der vil fortælle mig noget,” tænkte Emil og lukkede øjnene for at drømme om rummet.
I sin drøm befandt Emil sig pludselig i en rumraket. Han havde en flot rumdragt på, og han kunne mærke spændingen i maven, mens raketten gjorde sig klar til at lette. “3, 2, 1… Liftoff!” lød det, og raketten skød op mod himlen med Emil ombord.
Da raketten nåede ud i rummet, kiggede Emil ud af vinduet og så Jorden blive mindre og mindre. Han kunne se de smukke blå og grønne farver, og han vinkede farvel til sin by. “Wow, det er endnu smukkere, end jeg havde forestillet mig,” sagde Emil til sig selv.
Pludselig hørte Emil en venlig stemme. Det var en lille stjerne, der svævede ved siden af raketten. “Hej Emil, jeg hedder Stella. Jeg har set, hvor meget du elsker stjernerne, og jeg vil gerne vise dig noget særligt,” sagde Stella.
Emil fulgte Stella gennem rummet, og de fløj forbi planeter og måner. De så Saturns ringe glitre som små diamanter, og de besøgte Mars, der lyste rødt i mørket. Emil kunne næsten ikke tro sine egne øjne.
“Det her er fantastisk, Stella! Jeg vil gerne blive her for evigt,” sagde Emil begejstret.
Stella smilede og svarede: “Rummet er et magisk sted, men du har også en vigtig opgave derhjemme. Du skal fortælle alle om de vidunderlige ting, du har set, så de også kan drømme om stjernerne.”
Emil nikkede og vidste, at Stella havde ret. Det var tid til at vende tilbage til Jorden. Med et blink fra Stella var Emil tilbage i sin seng, og han kunne høre sin mors stemme, der sagde: “Godnat, Emil. Drøm sødt.”
Emil smilede og hviskede: “Godnat, Stella. Tak for eventyret.” Han lukkede øjnene og faldt i en dyb, fredfyldt søvn, mens han drømte om stjernerne og alle de fantastiske oplevelser, der ventede ham i fremtiden.
Og sådan sluttede Emils astronautdrøm, men han vidste, at han altid kunne kigge op på stjernerne og drømme videre. For i drømme kan alt ske, og stjernerne vil altid være der for at lyse vejen.