Der var engang en dreng, der hed Vitus, og han havde bygget en satellit. Den var lavet af en tom mælkekarton, beklædt med sølvpapir, og den havde to solpaneler af pap og en antenne af et sugerør. Han havde hængt den i en snor under sin drage, og en blæsende lørdag fløj han med den i haven.
Satellitten fløj fint. Indtil snoren knækkede.
Den lille satellit snurrede rundt i luften og landede med et lille klonk oppe i tagrenden på garagen.
“Den er forsvundet,” sagde Vitus. “I rummet.”
“Den er i tagrenden,” sagde mor. “Og det er alligevel på tide, at den bliver renset. Hent stigen sammen med mig.”
Mor stillede stigen op mod garagen. Vitus holdt den nede i bunden med begge hænder, sådan som hun havde vist ham. Mor kravlede op. Hun fandt satellitten. Den var våd og lidt mast, men sugerøret sad der endnu. Hun smed den ned til Vitus.
Så begyndte hun at grave det sorte, våde mudder op af tagrenden med en lille skovl og lægge det i en spand.
“Ved du, hvad der er i det her?” spurgte hun oppefra.
“Blade,” sagde Vitus.
“Ja. Og mos og sand. Og så måske noget fra rummet.”
Vitus kiggede op. “Fra rummet?”
“Hver eneste dag falder der støv ned på Jorden fra rummet,” sagde mor. “Små korn af sten og metal, der har svævet rundt i universet i meget lang tid. De fleste brænder op i luften. Men nogle af de allermindste kommer helt ned. Og de lander på tagene, og regnen skyller dem ned i tagrenden.”
“Stjernestøv,” sagde Vitus.
“Lige præcis,” sagde mor.
Hun kom ned med spanden. De bar den om på terrassen og hældte vand i, og så rørte de rundt, til mudderet blev til grå suppe. Mor hentede en magnet fra køleskabet og en plastikpose. Hun lagde magneten i posen og stak den ned i spanden og rørte.
Da hun trak den op, sad der en lille, mørk klump af fine korn på posen. Hun tog magneten ud, og kornene faldt ned på et hvidt stykke papir.
“Nu skal vi have dit mikroskop,” sagde hun.
Vitus havde fået et lille mikroskop i julegave. Han havde kun kigget på en flue og et hår med det. Nu lagde de papiret under, og Vitus kiggede, og drejede på skruen, og kiggede.
Det meste var bare grus. Små, skarpe, kantede stykker af noget brunt og sort.
Men så, midt i det hele, så han den.
En kugle. En lillebitte, helt rund kugle, der skinnede som sølv. Den havde små striber på overfladen, som om nogen havde ridset den med en meget fin nål.
“Mor,” hviskede han. “Der er en kugle.”
Mor kiggede. Hun var stille længe.
“Det kan godt være en,” sagde hun. “En lille kugle, der er smeltet, da den faldt ned gennem luften, og så blevet rund. Ligesom en dråbe, der fryser.”
“Stjernestøv,” sagde Vitus igen. Han turde næsten ikke trække vejret, så den ikke blæste væk.
De lagde kuglen ned i en tændstikæske med lidt vat i og skrev på låget: Fundet i garagens tagrende. Måske fra rummet.
Satellitten stod på Vitus’ vindueskarm den aften og tørrede. Æsken stod ved siden af. Udenfor var himlen klar, og der sejlede en lille, lysende prik langsomt hen over den. Den blinkede ikke. Den gik bare stille.
“Det er en rigtig satellit,” sagde mor.
Vitus vinkede til den.
Lige nu falder der en smule stjernestøv ned over hele verden, du, så lidt og så fint, at ingen kan mærke det. Måske lander et enkelt korn på dit tag i nat. Det ligger der og venter, til det regner. Godnat.
