Der var engang en superrobot, som hed Bolt. Han kunne flyve med raketstøvler, han kunne lyse i mørket med sin pandelampe, og han kunne løfte en hel asteroide med én hånd, hvis den ikke var alt for stor. Men det, han var allermest stolt af, var hans hemmelige kode.
Koden kunne åbne Stjernekisten.
Stjernekisten stod midt i hans værksted på den lille planet Tikke, og i den lå alt det stjernestøv, som Bolt brugte til at reparere ting med. Ødelagte satellitter. Knækkede kometer. Én gang en hel måne, der havde fået en revne.
En morgen kom hans ven, rumkatten Tulle, springende ind i værkstedet. Tulle var stribet som en tiger, men på størrelse med en sofapude, og hun havde en lille hjelm med hul til ørerne.
“Bolt! Fyrtårnsstjernen ved Nordporten er gået ud! Rumskibene kan ikke finde vej!”
“Så skal den have stjernestøv,” sagde Bolt og gik hen til kisten. Han løftede hånden for at taste koden.
Og så stod han bare.
Hans hånd hang i luften. Hans lys blinkede gult. Bip. Bip.
“Bolt?” sagde Tulle.
“Jeg kan ikke huske den,” sagde Bolt. “Koden. Den er væk. Jeg må have slettet den, da jeg opdaterede mig selv i går.”
Tulle satte sig ned. Hun kløede sig bag øret med bagbenet, hvilket er svært med en hjelm på.
“Hvordan var den?” spurgte hun.
“Det var ikke tal,” sagde Bolt. “Det var lyde. Toner. Den, der byggede mig, nynnede den, mens hun skruede mig sammen. Jeg kan bare ikke huske melodien.”
Han prøvede. Bip-bip-baaa. Kisten sagde ingenting. Bip-baaa-bip. Kisten sagde ingenting. Baaa-baaa-bip-bip. Kisten sagde BRRRT, hvilket betød nej.
Bolt satte sig ved siden af Tulle. Hans lys blinkede sørgmodigt blåt.
“Fortæl om hende,” sagde Tulle. “Hende, der byggede dig.”
Bolt tænkte. “Hun havde olie på næsen,” sagde han. “Altid. Og når hun var træt, lagde hun hovedet på mit bryst og faldt i søvn. Så nynnede hun lidt i søvne. Den samme melodi.”
Tulle spidsede ørerne. Under hjelmen kunne man se dem bevæge sig. “Lagde hun hovedet her?” sagde hun og hoppede op på Bolts bryst.
“Der,” sagde Bolt.
Tulle krøllede sig sammen der, hvor hovedet havde ligget. Hun lukkede øjnene. Hun begyndte at spinde, sådan som katte gør, når de ligger godt.
Og inde i Bolt, et sted dybt nede, hvor han ikke selv havde kigget i lang tid, begyndte noget at summe med. En lille motor, der vågnede. En melodi.
Hmm-hmm-hmmmm. Hm-hmm.
“Det er den,” hviskede Bolt.
Han rejste sig så forsigtigt, at Tulle blev liggende. Han gik hen til kisten og nynnede. Hmm-hmm-hmmmm. Hm-hmm.
Klik, sagde kisten. Og låget gik op.
Stjernestøvet lyste dem i møde, guld og sølv. Bolt fyldte en dåse, og med Tulle på skulderen fløj han ud til Nordporten, hvor fyrtårnsstjernen hang mørk og kold i rummet.
Et drys. Et lille blink. Et drys til. Og så tændtes den, med et blødt vuuup, og lyste ud over hele mørket. Langt væk kunne de se de første rumskibe dreje ind mod den.
Den aften skrev Bolt koden ned. Ikke i sin hukommelse, hvor den kunne slettes ved en fejl. Han skrev den på et stykke papir og hængte det op ved sin ladestation.
Der stod ingen toner. Der stod bare:
Spørg Tulle.
Tulle lå allerede på hans bryst og sov. Og Bolt nynnede stille, i søvnmodus, hele natten.
Har du også en melodi, som nogen har nynnet for dig? Gem den godt, du. Den kan åbne mere, end man skulle tro. Godnat.
