Der var engang en pige, der hed Hedvig. Hun var syv år, hun vidste mere om rummet end alle andre i 1.a, og i aften var hun bange for et sort hul.
Hun havde set et program om det. Et sort hul, sagde manden i programmet, er et sted i rummet, hvor tyngdekraften er så stærk, at intet kan slippe væk. Ikke engang lys. Alt, hvad der kommer for tæt på, bliver suget ind.
Nu sad Hedvig i badekarret og kiggede på afløbet.
“Far,” sagde hun. “Kan et sort hul komme hen til Jorden?”
Far sad på toiletlåget med et håndklæde over skulderen. Han tænkte efter. Han tænkte altid efter, når hun spurgte om rummet, fordi han ikke ville sige noget forkert.
“Ved du, hvor det nærmeste sorte hul er?” spurgte han.
“Nej.”
“Det er så langt væk, at hvis du tog den hurtigste raket, der findes, og fløj derhen, så ville du være gammel, før du var en tusindedel af vejen.”
“En tusindedel?”
“Mindre endnu. Og det står stille. Det kommer ikke nærmere. Det har ligget der, længe før der var dinosaurer.”
Hedvig kiggede på afløbet igen. “Men hvad gør det?”
Far rejste sig og hev proppen op.
Vandet begyndte at løbe ud. Først stille. Så begyndte det at dreje rundt over afløbet, i en lille hvirvel, der blev hurtigere og hurtigere. Et stykke sæbeskum kom sejlende og blev fanget og drejede rundt og rundt og forsvandt ned.
“Sådan cirka,” sagde far. “Det sorte hul er afløbet. Det, der kommer helt tæt på, drejer rundt og forsvinder. Men se her.”
Han tog Hedvigs gummiand og satte den i den anden ende af badekarret. Den lå helt stille. Vandet strømmede ud ved den anden ende, men anden mærkede næsten ingenting.
“Den er for langt væk,” sagde Hedvig.
“Præcis. Og Jorden er meget, meget længere væk fra det sorte hul end anden er fra afløbet. Jorden ligger i sit eget badekar. Sammen med Solen og Månen og alle de andre planeter. Og der er ikke engang et afløb i vores badekar.”
Hedvig så på anden. Vandet sank. Til sidst sad anden på bunden i en lille sø, der var for lav til at sejle i.
“Kan man se et sort hul?” spurgte hun.
“Nej. Det er jo sort. Men man kan se stjernerne rundt om det. De drejer rundt om ingenting, hurtigt, ligesom skummet. Så ved man, at det er der.”
Hedvig tænkte. Så rejste hun sig og lod far svøbe hende i håndklædet.
“Jeg er ikke bange mere,” sagde hun. “Det er bare et afløb langt væk.”
Senere, i sengen, under dynen, kiggede hun op på loftet. Hun tænkte på Jorden, der lå i sit eget stille badekar uden afløb, og på anden, der stod tørt på kanten af det rigtige.
Vores badekar har intet afløb, du. Jorden ligger stille i mørket, Solen holder den varm, og Månen holder øje. Der er ikke noget, der skal suges nogen steder hen i nat. Du skal bare synke langsomt ned i søvnen. Godnat.
