Der var engang en dreng, der hed Tjalfe, og han var astronaut. Han havde en hjelm, der egentlig var en cykelhjelm, og en pandelampe og en lup og en notesbog, hvor der stod LOGBOG på forsiden med store bogstaver.
Og i aften skulle han ud på en ukendt planet.
“Er du klar, kaptajn?” spurgte far. Han havde også pandelampe på.
“Klar,” sagde Tjalfe.
De åbnede havedøren. Udenfor var det mørkt. Det var september, og luften var kølig og lugtede af vådt græs.
“Vi er landet,” sagde far. “Planeten hedder Baghave. Ingen mennesker har været her om natten.”
Det var ikke helt sandt. Men om natten så den ud som en helt anden planet. Træerne var sorte. Græsset var gråt. Og de små lyde, der kom fra alle steder, var lyde, Tjalfe aldrig hørte om dagen.
“Regel nummer et,” sagde far. “Vi bliver sammen. Regel nummer to: vi kigger, men vi tager ikke noget med hjem. Rumvæsener skal blive på deres egen planet.”
De gik langsomt ud over græsset med lamperne nede ved jorden.
Det første rumvæsen fandt de ved terrassen. Det var langt og blankt og havde to små horn foran, og det bevægede sig meget, meget langsomt hen over en flise. Bag sig efterlod det en sølvstribe.
“Et snegl-væsen,” hviskede Tjalfe. Han kiggede på det gennem luppen. Hornene trak sig ind, da han kom for tæt på. Så kom de langsomt ud igen.
Han skrev det i logbogen. Væsen nummer 1. Slimet. Har horn. Langsomt.
Det næste rumvæsen var under en urtepotte. Far løftede den forsigtigt. Der var ti små, grå væsener med mange ben, der begyndte at løbe til alle sider. Et af dem rullede sig sammen til en kugle.
“Bænkebidere,” sagde far. “De kan lide det mørke og fugtige. Vi sætter potten tilbage.”
Væsen nummer 2. Rustning. Kan blive til en kugle.
De fandt et væsen med otte ben, der sad midt i et net mellem to grene og glimtede i lyset. De fandt et væsen, der var grønt og hoppede, da lyset ramte det. De fandt et væsen, der var så lille, at det næsten ikke var der, og som kravlede op ad et græsstrå og fløj væk.
Og så, nede ved komposten, fandt de det største væsen af alle.
Det sad helt stille. Det var brunt og vortet og fedt, og det havde to store, gyldne øjne, der kiggede direkte ind i Tjalfes lampe.
“En skrubtudse,” hviskede far. “Det er planetens konge.”
Tudsen blinkede. Så tog den et langsomt skridt. Og et til. Og så forsvandt den ind under rabarberbladene.
Tjalfe skrev længe i logbogen. Væsen nummer 6. Kongen. Gyldne øjne. Går i stedet for at hoppe.
Til sidst slukkede de lamperne. De stod helt stille i mørket på planeten Baghave og lyttede. Der var noget, der raslede. Noget, der kvidrede. Langt væk, noget, der tudede.
“Planeten er udforsket,” sagde far. “Vi flyver hjem til basen.”
Hvis du går ud i haven med en voksen og en lommelygte en aften, du, så kig under urtepotterne. Men i nat sidder tudsen under rabarberbladene med sine gyldne øjne og holder vagt over planeten Baghave. Godnat.
Virkelig sød lille godnathistorie.