Der var engang en astronaut, der hed Margit, og hun boede på et stjerneskib. Det var ikke et stjerneskib fra en film. Det var Den Internationale Rumstation, et stort skib af metal og solpaneler, der flyver rundt om Jorden fire hundrede kilometer oppe, næsten otte kilometer i sekundet.
Hun havde en lille dreng hernede, der hed Teis. Han var Margits nevø. Han kaldte rumstationen for Stjerneskibet, for når den fløj over Danmark om aftenen, lignede den en klar, hvid stjerne, der gled hen over himlen uden at blinke.
En dag skulle Margit ud på rumvandring. Hun skulle skifte en del uden på rumstationen. Hun tog sin store, hvide rumdragt på. Hun fik hjælp af en kollega til at lukke alle lynlåsene og spænderne. Så gik hun ud gennem luftslusen.
Med sig havde hun en værktøjstaske. I tasken lå der skruetrækkere, en lille lygte, en tube fedt og en særlig skruenøgle, som astronauterne kaldte galaxenøglen. Den passede til de store bolte uden på stationen, og den var den eneste af sin slags om bord.
Margit arbejdede længe. Hun var spændt fast med to sikkerhedsliner, sådan at hun aldrig kunne svæve væk. Det var den vigtigste regel derude. Altid to liner. Aldrig mindre end én.
Men tasken var ikke spændt godt nok fast.
Margit drejede sig for at nå en bolt. Hendes albue ramte tasken. Og tasken gled. Den drev langsomt væk fra stationen, lige så stille, og drejede rundt om sig selv.
Margit rakte ud. Den var for langt væk. Den drev længere. Og så var den væk ude i mørket.
“Galaxenøglen er forsvundet,” sagde hun i radioen.
“Det er i orden,” sagde de på Jorden. “Det vigtigste er, at du er sikker. Du kan bruge den anden nøgle.”
Hun brugte den anden nøgle. Det tog lidt længere tid. Men hun blev færdig.
Den aften skrev hun til Teis.
“Jeg tabte min værktøjstaske,” skrev hun. “Den flyver rundt om Jorden nu, ligesom os. Lidt foran stationen. Hvis du har en kikkert, kan du måske se den.”
Teis havde en kikkert. Hans mor fandt ud af, hvornår rumstationen ville flyve over Danmark. Det var torsdag kl. 20.14.
Torsdag aften stod de i haven. Himlen var klar.
“Der!” sagde mor.
Et lille stykke foran den lysende rumstation gled der et bitte, svagt lys hen over himlen. Teis holdt kikkerten med begge hænder. Han kunne lige akkurat se det. En lille, lys prik.
“Det er galaxenøglen,” hviskede han.
Tasken fløj rundt om Jorden i flere måneder. Den kom en lille smule lavere hver gang. Og en dag kom den så langt ned, at den ramte luften omkring Jorden og brændte op i et lille, hurtigt lysglimt. Et stjerneskud. Måske så nogen det. Måske skete det langt ude over havet, hvor ingen kiggede.
Margit fik en ny galaxenøgle med det næste fragtskib. Den sad i en ny taske, med en ekstra line.
Margit sover i sin sovepose, spændt fast til væggen, så hun ikke flyder rundt, og hendes nye værktøjstaske er spændt fast to gange. En klar aften kan du måske selv se Stjerneskibet glide forbi. Godnat, du.
Min søn på tre elsker denne historie