Galakseekspeditionen og den hemmelige asteroide

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en dreng ved navn Hjalte, som førte logbog. Det var en lille, blå notesbog med et rumskib på forsiden, og i den skrev han alt, hvad der skete. Som en rigtig kaptajn.

Logbog. Tirsdag aften. Klokken er syv minutter over otte. Jeg skulle sove for syv minutter siden.

Han havde lige skrevet det, da noget bankede på ruden. Uden for vinduet svævede en lille komet. Den var rund og hvid og så luftig, at den lignede en dun fra en pude, og den havde en lang hale af sølvstøv, som den logrede med.

“Jeg hedder Fnug,” sagde kometen. “Jeg skal bruge en kaptajn. Har du tid til en ekspedition?”

Hjalte kiggede på uret. Så kiggede han på logbogen.

“Hvor lang tid tager den?”

“Du er hjemme, før din mor kommer for at sige godnat,” sagde Fnug. “Det lover jeg. Kometer holder altid deres løfter. Vi kommer jo tilbage hvert eneste år.”

Logbog. Klokken otte minutter over otte. Jeg har taget hjelm på. Og hjemmesko.

Rumskibet var ikke større end en dukkevogn udefra. Men indeni var der et rat, en masse knapper og en lille pude til Fnug. De lettede uden en lyd. Taget blev til en firkant. Byen blev til lys. Jorden blev til en blå marmorkugle.

Logbog. Vi har passeret Månen. Den lugter ikke af ost. Den lugter slet ikke af noget.

“Hvor skal vi hen?” spurgte Hjalte.

“Til den hemmelige asteroide,” sagde Fnug. “Den, som ingen har på deres kort. Den har krystaller. Hvis man rører ved en af dem og ønsker sig noget, så sker det.”

De fandt den bag en sky af is. Den var ikke stor, kun som en gymnastiksal, men den var dækket af krystaller, der lyste lilla og lyseblåt og summede ganske svagt, som et køleskab om natten.

Hjalte gik ud. Det var svært at gå. Han hoppede mere end han gik.

Han lagde hånden på den største krystal. Den var kølig.

Han tænkte på en rigtig raket. Han tænkte på en hund. Han tænkte på at slippe for at gå i bad i en hel måned.

Så kiggede han ned på Jorden, langt nede. Han tænkte på alle de vinduer, der var tændt derude lige nu. Alle de børn, der lå og ikke kunne falde i søvn. Ligesom han selv nogle gange.

“Jeg ønsker,” sagde han, “at alle børn, der ikke kan sove i aften, får et stjerneskud at se på.”

Krystallen summede højere. Så gav den et lille knæk. Og fra asteroiden løsnede der sig hundrede, nej tusind, små gnister af lilla og blåt, som drev ud i rummet og ned mod Jorden. Én til hvert vindue.

Fnug logrede så meget med halen, at der kom sølvstøv i Hjaltes hjelm.

Logbog. Ønsket er sendt af sted. Jeg ønskede ikke noget til mig selv. Jeg er lidt ked af det med hunden.

“Du har en ekspedition,” sagde Fnug. “Det er bedre end en hund. I hvert fald i aften.”

De fløj hjem. Hjalte nåede lige at tage hjelmen af, før døren gik op. Mor satte sig på sengekanten.

“Se,” sagde hun og pegede ud ad vinduet. “Et stjerneskud.”

Det var lilla.

Logbog. Sidste linje. Klokken er ni. Kaptajnen sover nu.

Logbogen er lukket for i dag, du. Og hvis du så et lilla stjerneskud i aften, så var det Hjaltes ønske, der fandt vej helt hen til dit vindue. Sov godt.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 0 / 5. Bedømmelser: 0

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.

1 kommentar til “Galakseekspeditionen og den hemmelige asteroide”

Der er lukket for kommentarer.