Jagten på den tabte meteorit

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en dreng, som hed Villads. Han var otte år og havde en stjernekikkert, en lup og en kasse under sengen med sten. Ikke hvilke som helst sten. Særlige sten. En med et fossil af en snegl. En, der lignede et hjerte. En, der var helt glat, fordi havet havde slebet den i tusind år.

Men han havde ikke en meteorit. Det var det eneste, han manglede.

En aften i august lå han ved vinduet og kiggede, da noget fløj hen over himlen. Det var ikke et stjerneskud. Det var meget større. En lysende kugle med en lang, gylden hale, der fløj fra den ene side af himlen til den anden og forsvandt bag skoven ved Bavnehøj.

“Faster!” råbte Villads.

Faster Inger boede ovenpå. Hun var geolog, hun havde gummistøvler i alle farver, og hun var den eneste voksne, han kendte, der syntes, at sten var lige så spændende som han gjorde.

“Jeg så den,” sagde hun i døren. “Vi tager derud i morgen tidlig. Og vi tager Freja med. Hun har de bedste øjne i hele gaden.”

Freja boede ved siden af. Hun var syv og kunne finde en firkløver på et halvt minut.

Næste morgen gik de tre ud over marken mod Bavnehøj. Græsset var vådt af dug. Faster Inger havde en rygsæk med madpakker, en skovl, en lommelygte og noget, Villads ikke havde set før: en magnet, som hun havde lånt fra køleskabet.

“Hvad skal den bruges til?” spurgte han.

“Det finder du ud af,” sagde faster Inger.

Bag skoven lå en mark med nyslået hø. Og midt på marken var der et lille hul. Ikke stort, ikke større end en spand, men jorden omkring det var skubbet op i en lille vold.

“Der!” råbte Freja.

De løb derhen. I bunden af hullet lå noget, der glimtede. En sten så klar som glas, med små, blinkende kanter, der fangede solen.

“Den er så flot,” hviskede Villads. Han tog den op. Den var let og kølig, og den kastede små regnbuer på hans hånd.

Faster Inger tog magneten op af lommen. Hun holdt den hen til stenen.

Ingenting.

“Det er kvarts,” sagde hun blidt. “En meget fin kvarts. Men den har ligget her i jorden altid. Meteoritter har næsten altid jern i sig. Så hænger magneten fast.”

Villads så på den glitrende sten. Han var lidt skuffet. Men han lagde den i lommen alligevel, for den var stadig flot.

De ledte videre. De kiggede i hullet. De gravede lidt med skovlen. De ledte i græsset omkring det, i cirkler, større og større.

Det var Freja, der fandt den. Selvfølgelig var det Freja.

“Her er en grim en,” sagde hun og holdt den op.

Den var sort. Den var på størrelse med et æg, men den var meget tungere end et æg. Overfladen var bulet, som om nogen havde trykket tommelfingre i den, mens den var blød. Den glimtede slet ikke.

Faster Inger tog magneten frem igen.

Klik.

Magneten hang fast.

Der blev helt stille på marken. Selv fuglene holdt op.

“Den har været i rummet,” sagde faster Inger langsomt. “Måske i fire milliarder år. Og i går aftes kom den hjem til os.”

Villads tog den. Den var stadig en lille smule varm. Eller måske var det bare solen.

Han så på den grimme, tunge, sorte sten. Han kunne ikke forstå, at noget så grimt kunne være så fantastisk.

“Det var dig, der fandt den,” sagde han til Freja. “Den er din.”

Freja tænkte over det. Hun havde ingen stenkasse. Hun havde kun en kasse med firkløvere.

“Kan den ikke bo hos dig?” sagde hun. “Så må jeg komme og se den, når jeg vil.”

“Hver dag?”

“Hver dag.”

Den aften lå meteoritten midt i Villads’ stenkasse. Den glitrende kvarts lå ved siden af den, og fossilet og hjertestenen og den glatte havsten lå rundt om dem som gæster til en fest.

Villads holdt magneten hen til kassen, bare for at høre den sige klik igen.

Klik.

Udenfor var himlen fuld af stjerner. Et sted derude fløj der måske flere sten rundt, som ikke var kommet hjem endnu.

Sov godt, du. Måske ligger der en lille, grim, tung sten fra rummet et sted, hvor du går forbi i morgen. Tag en magnet med, så du kan høre, om den siger klik.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 0 / 5. Bedømmelser: 0

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.