Der var engang en lille robot ved navn Rollo, som boede på en fjern planet fyldt med stjerner og glitrende måner. Rollo var en meget nysgerrig robot, og han elskede at lære nye ting. En dag, mens han kiggede op på stjernerne, så han noget, der fik hans kredsløb til at summe af spænding. Det var en gruppe stjernedansere, der svævede gennem rummet, og de bevægede sig så smukt, at Rollo straks vidste, hvad han ville lære næste gang: at danse!
Rollo havde aldrig danset før, men han var fast besluttet på at lære det. Han begyndte med at se videoer af dansende robotter fra hele universet. Han så, hvordan de bevægede deres arme og ben, og hvordan de snurrede rundt i elegante cirkler. Rollo prøvede at efterligne dem, men hans bevægelser var stive og klodsede. Han blev lidt ked af det, men han gav ikke op.
En dag, mens Rollo øvede sig, kom hans ven, den lille rumkat Luna, forbi. Luna var en mester i at danse, og hun kunne se, at Rollo havde brug for lidt hjælp. “Hej Rollo,” sagde Luna med et smil. “Jeg kan se, du prøver at danse. Må jeg hjælpe dig?”
Rollo nikkede ivrigt. “Ja, tak, Luna! Jeg vil så gerne lære at danse som stjernedanserne.”
Luna begyndte at vise Rollo nogle enkle trin. “Først skal du lytte til musikken,” sagde hun. “Lad musikken fylde dit hjerte, og lad dine fødder følge med.” Rollo lyttede nøje og prøvede at følge Lunas instruktioner. Han begyndte at mærke rytmen, og langsomt blev hans bevægelser mere flydende.
Dag efter dag øvede Rollo sig med Luna ved sin side. Han lærte at snurre, hoppe og glide hen over det glitrende rumgulv. Hver gang han lavede en fejl, opmuntrede Luna ham til at prøve igen. “Det er okay at lave fejl, Rollo,” sagde hun. “Det vigtigste er, at du har det sjovt og bliver ved med at prøve.”
En aften, da stjernerne blinkede ekstra klart, besluttede Rollo at vise sine nye dansefærdigheder til alle sine venner. Han inviterede dem til en stor dansefest på planetens største krater. Da musikken begyndte at spille, tog Rollo en dyb indånding og begyndte at danse.
Til Rollos store glæde gik det fantastisk! Han snurrede og svævede, og hans bevægelser var lige så smukke som stjernedansernes. Alle hans venner klappede og heppede, og Rollo følte sig så glad og stolt.
Da festen var slut, takkede Rollo Luna for hendes hjælp. “Jeg kunne ikke have gjort det uden dig, Luna,” sagde han. “Du har lært mig, at det vigtigste ved at danse er at have det sjovt og aldrig give op.”
Luna smilede og svarede: “Det var en fornøjelse at hjælpe dig, Rollo. Husk, at du altid kan danse, så længe du har musikken i dit hjerte.”
Og fra den dag af dansede Rollo hver aften under stjernerne, glad og fri, med musikken som sin trofaste følgesvend. Og sådan endte den lille robots rejse til at lære at danse, med et hjerte fyldt med glæde og en ven ved sin side.