Der var engang en pige, der hed Ivalu, og hun var med i en klub, der hed Stjernevennerne. De mødtes hver anden fredag på biblioteket med en voksen, der hed Regitze, og så kiggede de på billeder af planeter og byggede raketter af papruller og gik ud på parkeringspladsen med en kikkert, hvis det var klart vejr.
Men i dag skulle de ikke på biblioteket. I dag skulle de ind til København, til Naturhistorisk Museum.
“Vi skal se noget, der er faldet ned fra himlen,” havde Regitze sagt. “Noget rigtigt.”
De var otte børn og to forældre og Regitze. De kørte med toget. Ivalu sad ved siden af Marcus, der havde taget sin lommelygte med, selvom det var midt på dagen. Man ved aldrig.
De gik gennem Botanisk Have, hvor bladene var gule, og hen til en gammel, rød bygning. Det var det gamle Geologisk Museum. Men Regitze gik ikke ind. Hun stoppede ude i forgården.
Og der lå den.
En sten. En kæmpestor, mørk, buklet sten. Den var større end en bil. Den var brunsort og ru og fuld af små huller og fordybninger, som om nogen havde trykket med tommelfingre i den, da den var blød.
“Det er en meteorit,” sagde Regitze. “Den kommer fra rummet. Den har fløjet rundt om solen i milliarder af år, sammen med andre sten. Og så en dag, for omkring ti tusind år siden, ramte den Jorden. Den landede på Grønland.”
“Grønland!” sagde Ivalu. Hendes mormor boede i Grønland.
“Den vejer omkring tyve tons,” sagde Regitze. “Det er lige så meget som fire elefanter. Og den er næsten helt af jern.”
“Må man røre ved den?” spurgte Marcus.
“Ja. Den står herude, så alle kan røre ved den.”
Alle otte børn lagde hænderne på den. Den var kold. Glat nogle steder, ru andre. Ivalu lagde kinden på den. Hun tænkte på, at den havde været ude mellem stjernerne.
“Den hedder Agpalilik,” sagde Regitze. “Det er grønlandsk.”
Ivalu vidste, hvad det betød. Hun havde spurgt sin mor på vej herind. “Det betyder klippen, hvor søkongerne bor,” sagde hun. “Søkonger er små sorte og hvide fugle.”
Regitze nikkede. “Den lå i Nordgrønland, til en forsker fandt den i 1963 og fik den sejlet hertil. Og ved du hvad? Den er ikke alene. Den er et stykke af en endnu større meteorit, der brækkede i flere dele, da den fløj gennem luften. Inuitterne i Nordgrønland kendte stykkerne i hundreder af år. De slog små flager af jern af dem og lavede knive og harpunspidser. De var de eneste mennesker i den del af verden, der havde jern. Og det havde de fået fra himlen.”
Ivalu tænkte på det. Et menneske, for længe siden, der sad på isen med en sten og slog. Og fik en kniv af noget, der var kommet fra stjernerne.
“Så er den jo magisk,” sagde Marcus.
“Det er en meteorit,” sagde Regitze. “Men jeg forstår godt, hvad du mener.”
På vejen hjem i toget sad Ivalu og kiggede på sin hånd. Den lugtede lidt af jern.
Om aftenen ringede hun til sin mormor i Grønland. Hun fortalte om meteoritten. Mormor fortalte, at hun havde læst i avisen, at Agpalilik skulle hjem til Grønland igen. Politikerne var blevet enige om det. Ingen vidste endnu hvornår.
“Så kan du komme og røre ved den her også,” sagde mormor.
Agpalilik ligger i museets forgård i nat, du, under den mørke himmel, den engang kom fra. Ivalus hånd lugter ikke af jern mere. Men hun kan stadig huske, hvor kold stenen var. Godnat.
