Det venlige rumvæsen fra Måneby

⏳ 4 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Vilma. Hun var syv år og boede på Månen, fordi hendes mor var astronaut og passede den store månebase med de runde, hvide kupler.

Ingen andre børn boede på Månen. Det var Vilmas største problem.

“Der er ikke nogen at lege med,” sagde hun til sin mor hver aften.

“Der er mig,” sagde mor.

“Du tæller ikke. Du er voksen.”

En dag, da Vilma var ude at gå i sin rumdragt, så hun noget mærkeligt i det grå støv. Små fodspor. Runde, med tre tæer hver. De gik i en lang bue hen over sletten og forsvandt bag et krater.

Vilma fulgte dem.

Bag krateret lå en lille by. Den var gravet ned i månestenen, med runde døre og vinduer, der lyste svagt blåt. Og i døren til det nærmeste hus stod et lille væsen. Det var grønt som et æble, rundt som en bold og havde to lange følehorn med små lys på spidsen.

“Hej,” sagde Vilma gennem sin hjelmradio.

Væsenet blinkede med følehornene. Blink, blink. Så blink-blink-blink.

“Jeg forstår ikke,” sagde Vilma.

Væsenet tænkte. Så pegede det på sig selv. “Plim,” sagde det. Det lød lidt som en vanddråbe. Så pegede det på byen. “Måneby.”

“Vilma,” sagde Vilma og pegede på sig selv. Hun pegede over mod basen. “Jeg bor derovre.”

Plim kiggede over mod basen med store øjne. Så kiggede det ned på støvet. På Vilmas fodspor, der gik hele vejen tilbage over sletten.

“Du ved godt, de bliver liggende, ikke?” sagde Vilma. Det havde mor fortalt hende. På Månen er der ingen vind og ingen regn. Et fodspor bliver liggende, i hundrede år, i tusind år, til nogen træder i det igen.

Plim forstod ikke ordene. Men det satte sin lille fod ned i et af Vilmas fodspor og kiggede op på hende.

Vilma fik en idé.

De næste mange dage gik hun den samme vej, hver eneste dag. Fra basens dør, over sletten, rundt om krateret og hen til Plims runde dør. Hun gik den, når hun skulle lege, og hun gik den, når hun skulle hjem. Hun gik præcis i sine egne spor, så de blev dybere og tydeligere, og ved siden af gik Plim med sine små, runde tretåede fødder.

Efter en uge var der en sti.

En rigtig sti, trampet ned i månestøvet. Man kunne se den fra basens vindue. To rækker fodspor, et stort og et lille, side om side.

“Hvad er det?” spurgte mor, da hun så den.

“Det er vejen hen til min ven,” sagde Vilma.

Mor så længe på stien. Så smilede hun. “Den bliver liggende,” sagde hun. “Længe efter vi er rejst hjem. Den bliver liggende i tusind år.”

Vilma tænkte på det. At der om tusind år, når hun for længst var voksen og gammel og væk, stadig ville være en sti på Månen, der gik fra en dør til en anden. Og at alle, der kom forbi, ville kunne se, at her havde to venner gået.

Om aftenen stod hun ved vinduet i sin pyjamas. Langt ude bag krateret blinkede to små lys. Blink, blink.

Vilma tændte og slukkede sin lommelygte. Blink, blink.

Så gik hun i seng.

Du sætter også fodspor, ved du det? På gulvet, i sandkassen, i det våde græs. Måske går nogle af dem hen til en ven. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 0 / 5. Bedømmelser: 0

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.