Der var engang en månekat, der hed Sølv. Hun boede på Månen, i et krater lige så rundt som en suppetallerken, og hendes pels var grå og blank som en tekande, så den kastede lyset tilbage, når Jorden skinnede på hende.
På Månen vejer man næsten ingenting. Så Sølv kunne hoppe højt. Meget højt. Hvis hun satte af med alle fire poter, kunne hun hoppe lige så højt som et kirketårn og lande igen, langsomt og blødt, som en fjer.
En nat, mens hun sad og vaskede sig, hørte hun en lille snøften fra krateret ved siden af.
Nede i bunden lå en stjerne. Hun var ikke større end en kattekilling, og hun lyste svagt og blinkede, som om hun prøvede ikke at græde.
“Jeg faldt i søvn,” sagde stjernen. “Jeg skulle bare hvile mig et øjeblik. Og så gled jeg ned.”
Sølv kiggede op. Langt deroppe kunne hun se hullet på himlen, hvor stjernen hørte til. Et lille, mørkt mellemrum mellem to andre, der blinkede bekymret ned.
“Kan du ikke bare flyve op?” spurgte Sølv.
“Ikke herfra,” sagde stjernen. “Jeg skal have fart på. Og jeg er for træt til at få fart på selv.”
Sølv tænkte. Så sagde hun: “Kravl op på mit hoved.”
Stjernen kravlede op. Hun var kold og kildede lidt mellem ørerne.
Sølv gik hen til det højeste sted på hele Månen, en spids bjergtop, hvorfra Jorden lignede en stor, blå lampe. Hun satte sig på hug. Hun spændte alle fire ben. Hun vippede med halen, frem og tilbage, frem og tilbage.
“Klar?” sagde hun.
“Klar,” hviskede stjernen.
Sølv hoppede.
Hun hoppede højere end nogensinde. Højere end et kirketårn. Højere end to kirketårne. Op, op, op mod det mørke hul på himlen. Og på det allerhøjeste sted, lige før hun begyndte at falde, vippede hun med hovedet. Stjernen gled af og fløj videre op, med al den fart, Sølv havde givet hende.
Pling.
Hullet på himlen var ikke tomt længere.
Sølv dalede ned igen. Langsomt. Blødt. Hun landede på sine fire poter på bjergtoppen, og hun var lidt forpustet.
Højt oppe blinkede tre stjerner. En gang. To gange. Den i midten blinkede tre gange.
Sølv gik hjem til sit krater og krøllede sig sammen. Hun lyste svagt i mørket, for der sad stadig lidt stjernelys mellem hendes ører.
Kig op i aften, du. Hvis du ser tre stjerner, der står tæt sammen, og den midterste blinker lidt ekstra, så er det hende. Hun sover nu, på sin rigtige plads. Det skal du også. Godnat.
