Der var engang en lille kat ved navn Luna, som boede på Månen. Luna var ikke en almindelig kat, for hun havde en pels, der glimtede som stjernerne på nattehimlen. Hver aften, når Jorden blev mørk, sprang Luna rundt på Månens krater og legede med stjernestøv, der dalede ned fra himlen.
Luna elskede at se ned på Jorden og drømme om, hvordan det mon ville være at besøge de grønne skove og blå have, hun kunne se derfra. Men hun vidste, at hun hørte til på Månen, hvor stjernestøvet var hendes bedste ven.
En aften, mens Luna legede, opdagede hun en lille stjerne, der sad fast i et krater. Den lille stjerne så meget ked ud af det, og Luna kunne ikke lade være med at hjælpe. “Hvad er der galt, lille stjerne?” spurgte Luna blidt.
“Jeg er faldet ned fra himlen og kan ikke finde vej tilbage,” svarede stjernen med en lille, skælvende stemme.
Luna tænkte sig om et øjeblik og sagde så: “Måske kan jeg hjælpe dig! Jeg kender Månen som min egen pote, og jeg er sikker på, at vi kan finde en vej tilbage til himlen sammen.”
Den lille stjerne lyste op af glæde, og sammen begyndte de deres rejse hen over Månens overflade. Luna sprang fra krater til krater, mens stjernen svævede ved siden af hende. De mødte mange sjove ting på deres vej, som en flok månekaniner, der hoppede rundt i stjernestøvet, og en gammel måneugle, der fortalte dem historier om universets hemmeligheder.
Efter en lang rejse nåede de til Månens højeste bjerg. Herfra kunne de se hele vejen til stjernerne. “Se, deroppe er din plads,” sagde Luna og pegede mod himlen, hvor stjernens familie blinkede ned til dem.
Den lille stjerne blev meget glad og sagde: “Tak, Luna! Du er en sand ven. Jeg vil aldrig glemme dig.” Med et sidste glimt af lys svævede stjernen op mod himlen og fandt sin plads blandt de andre stjerner.
Luna så op og vinkede farvel, mens hun følte sig varm indeni. Hun vidste, at hun havde gjort noget godt, og det gjorde hende glad. Hun vendte tilbage til sit yndlingskrater, hvor hun lagde sig til rette i det bløde stjernestøv.
Mens Luna lå der og kiggede op på stjernerne, tænkte hun på, hvor stor og vidunderlig verdenen var, både på Jorden og i rummet. Hun lukkede sine øjne og faldt i en dyb, fredfyldt søvn, mens stjernerne blinkede venligt ned til hende.
Og sådan endte endnu en magisk nat på Månen, hvor Luna, månekatten, havde hjulpet en lille stjerne med at finde hjem. Og hvem ved, måske en dag ville Luna selv få chancen for at besøge Jorden og opleve dens vidundere.
Godnat, lille ven. Drøm sødt om stjerner, måner og eventyr i rummet.