Der var engang en raket, der hed Rasmus. Han var høj og hvid og slank som en blyant, og han stod på en affyringsrampe ved havet. Han var ikke en raket, der kun kunne bruges én gang. Han var en raket, der kunne komme hjem igen.
Det var det, der var så særligt ved ham.
I gamle dage faldt raketter i havet, når de havde brugt deres brændstof, og så var de væk. Men Rasmus havde fire små ben, der var foldet op langs siden, og fire små vinger som vaffelgitre øverst, og en computer, der kunne styre ham hele vejen ned igen.
I dag havde han en mission.
Øverst på ham sad en vejrsatellit. Den skulle op i rummet og kredse om Jorden og tage billeder af skyerne, så meteorologerne kunne se, hvor regnen og stormene var på vej hen. Den var meget dyr og meget vigtig. Og Rasmus skulle bære den op.
Det blev nedtælling. Ti. Ni. Otte.
Ude i en bil langt væk fra rampen sad folk og så på. Man måtte ikke komme tæt på. En raket larmer så meget og brænder så kraftigt, at alle skal være flere kilometer væk.
Tre. To. En.
Rasmus’ motorer tændte. Ild og røg væltede ud under ham. Han rystede. Og så lettede han, langsomt først, så hurtigere og hurtigere, op gennem de hvide skyer.
Himlen blev mørkeblå. Så sort.
Efter et par minutter var hans brændstof næsten brugt. Nu skulle han skilles. Et klik, og den øverste del af ham, med satellitten, fortsatte op alene. Rasmus var færdig med at skubbe. Han var nede i fart. Og han begyndte at falde.
Men han faldt ikke bare. Han vendte sig rundt. Han tændte motoren et kort øjeblik for at bremse. Han foldede sine små vaffelvinger ud, og med dem styrede han, mens han susede ned gennem luften igen, mod havet.
Ude på havet lå et stort, fladt skib uden besætning. Det var hans landingsplads. Den var ikke større end en fodboldbane, og Rasmus kom ned mod den fra over hundrede kilometers højde.
Lige før han ramte, tændte han motoren igen. Han foldede sine fire ben ud. Han bremsede. Langsommere. Langsommere.
Og så stod han der. Midt på skibet, på sine fire ben, rygende og varm og lidt sodet. Lige på krydset.
Inde i kontrolrummet klappede alle.
Højt oppe kom satellitten ud af sin skal og foldede sine solpaneler ud. Om få dage ville den sende sine første billeder af skyerne ned.
Skibet sejlede Rasmus hjem til havnen. Der blev han løftet af og kørt hen til en hal. Han fik nye dele, hvor det var nødvendigt. Han blev tjekket og vasket. Og et par uger senere stod han på rampen igen, klar til den næste mission.
Rasmus står i hallen i nat og hviler sig, lidt sodet stadig, med benene foldet ind. Højt over dig flyver hans satellit og kigger ned på skyerne. Måske er det den, der ved, om det regner i morgen. Godnat, du.
