Der var engang en lille raket ved navn Rasmus, som boede på en rummissionstation langt ude i universet. Rasmus var ikke som de andre raketter. Han var lille og farverig med striber i alle regnbuens farver, og han havde en stor drøm om at tage på en spændende rummission.
En dag kom der en besked fra Jorden. De havde brug for en modig raket til at hente en særlig stjerne, der var faldet ned fra himlen. Stjernen var meget vigtig, for den skulle lyse op på nattehimlen og hjælpe børn med at finde vej til drømmeland.
Rasmus blev så spændt, at han næsten ikke kunne holde sig i ro. “Jeg vil gerne tage på missionen!” sagde han ivrigt til rumstationens leder, den kloge gamle astronaut, Fru Stjernepind.
Fru Stjernepind smilede venligt til Rasmus. “Du er måske lille, men du har et stort hjerte, Rasmus. Jeg tror, du er den helt rigtige til opgaven,” sagde hun og gav ham et kærligt klap på raketnæsen.
Så blev Rasmus gjort klar til sin store rejse. Han fik fyldt sine tanke med stjernestøv og fik en særlig rumdragt, der kunne beskytte ham mod den kolde rums kulde. Med et sidste farvel til sine venner på rumstationen, satte Rasmus kurs mod stjernen.
Rasmus fløj gennem det store, mørke rum. Han susede forbi planeter og stjerneskud, mens han sang en glad lille raketsang for sig selv. “Jeg er Rasmus, den lille raket, på vej til stjernen, så lys og let!”
Efter en lang rejse nåede Rasmus endelig frem til stjernen. Den lå og glimtede på en lille måne, der svævede stille i rummet. Rasmus landede forsigtigt ved siden af stjernen og sagde: “Hej, lille stjerne! Jeg er kommet for at tage dig med hjem, så du kan lyse op på nattehimlen igen.”
Stjernen blinkede glad til Rasmus. “Tak, Rasmus! Jeg har ventet på en ven som dig,” sagde stjernen med en blid stemme.
Sammen fløj Rasmus og stjernen tilbage mod Jorden. Det var en magisk rejse, og stjernen fortalte Rasmus historier om alle de ting, den havde set fra sin plads på himlen. Rasmus lyttede med store øjne og drømte om alle de eventyr, han selv ville opleve en dag.
Da de nåede tilbage til rumstationen, blev Rasmus modtaget som en helt. Alle jublede og klappede, og Fru Stjernepind sagde: “Du har gjort det fantastisk, Rasmus! Nu kan børnene igen finde vej til drømmeland.”
Rasmus blev så glad, at han næsten svævede af stolthed. Han vidste, at han havde gjort en forskel, og at han altid ville være klar til nye eventyr i rummet.
Og sådan endte Rasmus’ store rummission. Han og stjernen blev bedste venner, og hver nat kunne de ses på himlen, hvor de blinkede og lyste for alle de børn, der skulle sove trygt og godt.
Godnat, lille ven. Må dine drømme være fyldt med stjerner og eventyr, ligesom Rasmus og hans store rummission.