Der var engang en lille komet, der hed Snebold. Han var lavet af is og støv og sten, og han så mest af alt ud som en beskidt snebold med en lang, lysende hale. Han boede helt ude i den kolde udkant af solsystemet, og hvert hundrede år tog han en tur ind mod Solen og ud igen.
Ude i den kolde udkant fortalte de gamle kometer en historie. De sagde, at et sted i solsystemet var der en skjult perle. Den var hvid og glat, og inde i den gemte der sig noget, som ingen havde set.
“Hvor er den?” spurgte Snebold.
“Hvis vi vidste det,” sagde de gamle kometer, “så var den jo ikke skjult.”
Så næste gang Snebold tog turen ind mod Solen, besluttede han at spørge sig for.
Først kom han forbi Neptun. Den var mørkeblå og blæsende. “En perle?” sagde Neptun. “Jeg har kun storm.” Og den pustede, så Snebolds hale blafrede.
Så kom han forbi Saturn med sine store ringe. Ringene var lavet af millioner af stykker is, der glimtede i lyset. “Er det dig, der er perlen?” spurgte Snebold.
“Jeg er perlehalskæden,” sagde Saturn stolt. “Men ikke perlen. Spørg min nabo. Han har mange måner.”
Jupiter var den største af alle planeterne. Han var stribet som et stykke slik og havde en stor, rød plet, hvor det havde stormet i hundreder af år. Rundt om ham kredsede en masse måner, store og små.
“En hvid og glat perle?” sagde Jupiter. “Kig på min fjerde største.”
Snebold fløj hen til den. Det var en måne, lidt mindre end Jordens måne. Den var hvid. Den var glat som en kugle af poleret ben, og over den løb der lange, brune streger, som ridser i et æg.
“Hej,” sagde Snebold. “Er du den skjulte perle?”
Månen var meget stille. Den var dækket af is, tyk is, hele vejen rundt. Så sagde den med en lav, rolig stemme: “Jeg hedder Europa. Og hvis du lytter godt efter, så kan du høre det.”
Snebold lyttede. Han hørte ingenting. Så lagde han sig så tæt på isen, som han turde, og lyttede igen.
Langt nede under isen var der noget, der bevægede sig. Det klukkede og skvulpede. Langsomt, frem og tilbage.
“Hvad er det?” hviskede Snebold.
“Mit hav,” sagde Europa. “Det ligger under isen, hele vejen rundt om mig. Der er mere vand i det end i alle Jordens have tilsammen. Jeg har aldrig vist det til nogen. Det er mørkt dernede, og helt stille.”
Snebold blev længe ved Europa. Han lå bare og lyttede til havet, der skvulpede under isen.
Så måtte han videre. Kometer kan ikke blive stående. Han fløj forbi den rustrøde Mars, forbi Jorden, der var blå og fuld af lys, rundt om Solen, så hans hale blev lang og lysende, og så ud igen, langsomt, mod den kolde udkant.
Da han kom tilbage, samlede de gamle kometer sig om ham.
“Fandt du den?” spurgte de.
“Ja,” sagde Snebold.
“Hvordan så den ud?”
Snebold tænkte. “Hvid og glat,” sagde han. “Med et hav indeni.”
De gamle kometer troede ikke helt på ham. Men det gjorde ikke noget. Snebold lagde sig til hvile i mørket, langt fra Solen, og lyttede i tankerne efter et hav, der skvulpede langt inde i en perle.
Snebold er langt ude i mørket nu, du, og han kommer først forbi igen om hundrede år. Måske er der nogen, der kigger op og ser hans lange, lysende hale den nat. Men i nat skal du bare sove.
