Den lille stjernerejsende og måneeventyret

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang et lille støvkorn, der var ældre end Jorden. Det var mindre end et sandkorn, mindre end et støvfnug i dit vindue, og det havde rejst gennem rummet i fire milliarder år. Det var en stjernerejsende.

Det var engang en del af en komet. Kometen var en stor, beskidt snebold, der fløj i en lang bane rundt om Solen. Hver gang den kom tæt på Solen, blev den varm og fik en lang, lysende hale. Og ud af halen faldt der små støvkorn, ligesom krummer drysser fra en kage, man bærer for hurtigt.

Det lille støvkorn faldt af en dag. Så fløj det for sig selv.

Det susede forbi den røde planet Mars. Det fløj forbi Jupiter, der var så stor, at det tog lang tid at komme forbi. Der var ingen lyd. Kun stjernerne, der var langt, langt væk.

Til sidst kom det tæt på Jorden. Jorden var blå og hvid og smuk. Mange af de andre støvkorn fløj ind i Jordens luft, og når de gjorde det, blev de så varme, at de lyste et øjeblik og brændte op. Mennesker nede på jorden så dem som stjerneskud og ønskede sig noget.

Men det lille støvkorn ramte ikke Jorden. Det fløj forbi. Og så kom det til Månen.

Månen har ingen luft. Så der er ikke noget, der bremser. Det lille støvkorn faldt bare ned, helt stille, og landede i det grå støv på Månens overflade. Plip. Der var ingen, der hørte det.

Og der blev det liggende.

Det lå der, mens dinosaurerne levede på Jorden. Det lå der, mens de første mennesker tændte bål. Det lå der, mens vikingerne sejlede, og mens nogen byggede den første cykel. Det var mørkt i to uger og lyst i to uger, for sådan er det på Månen. Der kom aldrig regn. Der kom aldrig vind. Ingen fejede.

Og så en dag, i 1969, skete der noget.

Der kom en skygge hen over det. En stor, hvid skygge. Og så kom der en støvle ned. En kæmpestor støvle med riller under sålen. Den trykkede det grå støv sammen, og det lille støvkorn blev trykket ned i et af rillernes hjørner.

Støvlen løftede sig igen. Og der, i det grå støv, var der et fodspor. Det lille støvkorn lå lige i kanten af det.

Astronauten gik videre. Han kiggede op på Jorden, der hang blå og rund på den sorte himmel. Så kravlede han op i sin månefærge og fløj hjem.

Men fodsporet blev.

Det er der stadig. Der er ingen vind på Månen, der kan blæse det væk. Ingen regn, der kan vaske det ud. Det vil ligge der i millioner af år. Og i kanten af det, i et lille hjørne af en rille, ligger en stjernerejsende, der er ældre end Jorden og har set hele solsystemet. Det rejser ikke mere.

Månen hænger over dig i nat, du, og i det grå støv er der et fodspor. Et lille støvkorn ligger i hjørnet og hviler sig efter fire milliarder år. Det har ingen travlt. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 5 / 5. Bedømmelser: 1

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.