Der var engang en lille stjerne ved navn Stella, som boede højt oppe på himlen. Stella var en nysgerrig lille stjerne, der elskede at kigge ned på Jorden og drømme om eventyr. En nat, mens hun blinkede lystigt, fik hun øje på den store, runde måne, der skinnede så smukt. “Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne besøge månen,” tænkte Stella for sig selv.
Den kloge gamle stjerne, Nova, hørte Stellas ønske og svævede hen til hende. “Hvis du virkelig ønsker at besøge månen, kan jeg hjælpe dig,” sagde Nova med et venligt smil. “Men husk, at du skal være tilbage inden solopgang, ellers vil du miste din plads på himlen.”
Stella nikkede ivrigt. “Jeg lover at være tilbage i tide!” sagde hun spændt. Nova viftede med sin stjernestøv, og pludselig følte Stella sig let som en fjer. Hun svævede op og op, indtil hun fløj gennem rummet mod den lysende måne.
Da Stella landede på månen, blev hun mødt af Månekaninen, en venlig skabning med lange ører og en blød pels. “Velkommen til månen, lille stjerne,” sagde Månekaninen og bukkede høfligt. “Jeg vil gerne vise dig rundt.”
Sammen hoppede de hen over de kraterfyldte landskaber, og Stella så de mest fantastiske ting. Der var glitrende månestøv, der dansede i luften, og små måneblomster, der kun blomstrede om natten. Stella lo og legede, mens Månekaninen fortalte historier om de mange stjerner, der havde besøgt månen før hende.
Men tiden fløj afsted, og snart begyndte Stella at mærke, at natten var ved at være slut. “Åh nej, jeg må skynde mig tilbage til min plads på himlen!” udbrød hun bekymret.
Månekaninen nikkede forstående. “Bare rolig, lille stjerne. Jeg vil hjælpe dig,” sagde han og samlede en håndfuld månestøv. Han kastede det op i luften, og det dannede en lysende sti tilbage til stjernerne.
Stella takkede Månekaninen og fulgte stien, der glimtede som tusind små diamanter. Hun fløj hurtigt tilbage gennem rummet, og lige som solen begyndte at titte frem, fandt hun sin plads på himlen igen.
Nova ventede på hende med et varmt smil. “Du klarede det, Stella. Du er tilbage i tide,” sagde hun stolt.
Stella blinkede glad og så ned på Jorden, hvor børnene nu sov trygt i deres senge. Hun vidste, at hun havde haft et vidunderligt eventyr, men der var intet sted som hjemme blandt stjernerne.
Og fra den dag af, hver gang Stella så op på månen, tænkte hun på sin ven Månekaninen og det magiske eventyr, de havde delt. Hun vidste, at der altid ville være flere eventyr at opleve, men for nu var hun glad for at være tilbage på sin plads, hvor hun kunne lyse natten op for alle dem, der kiggede op på stjernerne.
Og sådan endte Stellas måneeventyr, med et hjerte fyldt med glæde og en himmel fuld af stjerner.