Der var engang en dreng, der hed Rune, og alle kaldte ham Robot-Rune. Det var ikke, fordi han var en robot. Det var, fordi han altid byggede ting. Han byggede af lego og pap og tape og alt, hvad han kunne finde, og han havde en kasse under sengen, hvor der stod OPFINDELSER på låget.
Rune havde et problem. Hver aften, når han lå i sengen og havde læst, skulle han op igen for at slukke loftslyset. Kontakten sad ved døren. Det var langt væk. Og gulvet var koldt.
“Jeg opfinder en maskine,” sagde han til sin mor. “En, der slukker lyset, mens jeg ligger ned.”
“Godt,” sagde mor. “Men ingen ledninger og ingen stikkontakter. Kun ting, der kan falde, trille og trække.”
Det var en god regel. Rune kunne lide den. Så det blev en kædereaktion.
Han gik i gang lørdag morgen. Først lagde han en lang snor fra sengen, hen over gulvet, op ad væggen og hen over lyskontakten. Han bandt den fast i en lille skål af pap, der hang lige under kontakten.
Så skulle der noget i skålen, der var tungt nok til at trække den ned. Han valgte en stor glaskugle.
Kuglen skulle trille ned i skålen ad en bane. Han byggede banen af papruller, han havde skåret over på langs, og tapede dem op ad reolen, så de gik i siksak nedad.
Kuglen skulle sættes i gang af en dominobrik. Og dominobrikken skulle væltes af en række dominobrikker, der startede lige ved sengen.
Så når han lå i sengen, skulle han bare række ud og skubbe til den første brik.
Forsøg nummer et: Den første brik væltede. Alle brikkerne væltede. Den sidste skubbede til kuglen. Kuglen trillede ned ad banen. Og så trillede den ud over kanten ved det andet sving og ned under reolen.
Forsøg nummer to: Kuglen kom igennem banen. Den landede i skålen. Skålen gik ned. Snoren strammede. Og så gled snoren af kontakten.
Forsøg nummer tre: Brikkerne stoppede halvvejs, fordi der var en sok på gulvet.
Forsøg nummer fire: Katten.
Forsøg nummer fem: Kuglen var for let. Han prøvede med to. De ramte hinanden og fløj hver sin vej.
Forsøg nummer seks: Snoren var for lang. Skålen gik ned, men den trak ikke hårdt nok. Lyset blinkede. Det slukkede ikke.
Rune sad på gulvet og kiggede på det hele. Han var træt af det. Han havde lyst til at sparke til brikkerne. Han gjorde det ikke. Han gik ud og spiste en mad i stedet.
Så kom han tilbage. Han gjorde snoren lidt kortere. Han tapede en lille kant på det andet sving. Han satte to dominobrikker ekstra. Han lukkede døren, så katten ikke kunne komme ind.
Den aften, da han havde fået nattøj på og havde børstet tænder og havde læst, kaldte han på mor og far. De stod i døren.
“Forsøg nummer syv,” sagde Rune.
Han rakte ud og skubbede til den første brik.
Klik klik klik klik. Brikkerne væltede, én efter én, hen over gulvet. Den sidste ramte kuglen. Kuglen trillede op ad, nej, ned ad banen, siksak, siksak, rundt om det andet sving, hvor kanten holdt den, og ned i skålen. Bonk.
Skålen gik ned. Snoren strammede. Kontakten klikkede.
Lyset slukkede.
Der var helt mørkt i værelset et øjeblik. Så klappede far. Mor klappede også. Rune lå i mørket og grinede.
“Det er den bedste opfindelse, du nogensinde har lavet,” sagde far.
“Den er ikke færdig,” sagde Rune. “I morgen skal den også kunne tænde.”
Hvad skulle din maskine kunne, du, hvis du byggede en? Rune ligger i mørket og tænker på den, der kan tænde. Dominobrikkerne ligger væltet hen over gulvet som en række sovende soldater. Godnat.
