Zombiedrengen Zack og den mystiske kirkegård

Der var engang en dreng, der hed Zack. Han var en lille, venlig zombie med grøn hud og sjuskede sko, og han boede på den gamle kirkegård i Kløverby, i et hul under et kastanjetræ, hvor der var tørt og lunt.

Folk i byen kaldte ham zombiedrengen og gik i en stor bue uden om kirkegården. Men Zack spiste ikke hjerner. Han spiste kastanjer og blåbær, og han var bange for edderkopper.

En aften i oktober, da det var helt mørkt og der lå tåge mellem gravstenene, hørte han nogen snøfte.

Han listede hen mod lyden. Bag en gammel sten med en engel på sad en pige med hue og regnjakke. Hun holdt en lygte i hånden. En papirlygte på en pind, med et stearinlys, der var gået ud.

“Hej,” sagde Zack forsigtigt.

Pigen skreg.

Zack skreg også, for han blev forskrækket over, at hun skreg.

Så var der stille et øjeblik.

“Undskyld,” sagde Zack. “Jeg bor her. Jeg er ikke farlig. Jeg er bare grøn.”

Pigen tørrede næsen i ærmet. “Jeg hedder Tove,” sagde hun. “Vi var på lygtetur med skolen. Jeg skulle bare binde mit snørebånd, og så var de væk.”

Zack kiggede ud over kirkegården. Langt væk, bag muren, kunne han se små lys, der bevægede sig. En lang, vaklende række af prikker.

“Der er de,” sagde han og pegede.

“Men det er så langt,” sagde Tove. “Og det er så mørkt. Og der er gravsten alle vegne.”

“Jeg kender vejen,” sagde Zack. “Jeg går her hver nat. Skal vi følges?”

Tove så på ham. På hans grønne hænder. På hans sjuskede sko. På hans store, lidt bekymrede øjne.

“Okay,” sagde hun. “Men du skal gå først.”

De gik. Zack viste hende, hvor stien var, så de ikke trådte på nogen grave. Han viste hende, hvor jorden var mudret. Han viste hende en ugle, der sad på kirketårnet og drejede hovedet hele vejen rundt.

“Hvordan kan den det?” hviskede Tove.

“Det ved jeg ikke,” hviskede Zack. “Den har bare altid kunnet det.”

Ved kirkemuren stoppede Zack. Han satte sig på hug ved en lille, hvid blomst, der voksede i en revne mellem stenene.

“Den her blomstrer kun om natten,” sagde han. “Jeg kalder den månestjerne. Den lukker, når det bliver lyst.”

Tove satte sig ved siden af ham. Blomsten lyste næsten i mørket, så hvid var den. Den duftede af honning og noget, hun ikke vidste, hvad var.

“Den har jeg aldrig set,” sagde hun.

“Det er der ikke ret mange, der har,” sagde Zack. “Folk kommer kun her om dagen.”

På den anden side af muren kunne de høre stemmer nu. En voksen stemme, der råbte: “Tove? Tove!”

“Det er min lærer,” sagde Tove. Hun rejste sig. Så tøvede hun. “Vil du ikke med?”

Zack rystede på hovedet. “De bliver bare bange. Det plejer de.”

Tove tænkte et øjeblik. Så tog hun sin papirlygte, den med det slukkede lys, og stillede den ved siden af månestjernen.

“Så har du også en,” sagde hun.

Hun klatrede over muren og løb hen mod lysene og læreren og de andre. Zack hørte, hvordan de råbte op af lettelse.

Han blev siddende lidt. Så tog han lygten med hjem i sit hul under kastanjetræet og hængte den op i en rod lige over sin seng.

Den havde intet lys. Men den var den fineste lygte, han nogensinde havde haft.

Godnat, du. Et sted derude, mellem stenene, åbner en lille hvid blomst sig netop nu, mens du lukker øjnene. Sov godt.