Der var engang en pige, som hed Luna. Hun var syv år, hun havde huller i begge strømpebukser, og hun var helt sikker på, at der fandtes hekse. Hun havde bare aldrig mødt en.
En eftermiddag var hun ude at gå med sin hund, Bastian, langs skovbrynet bag landsbyen. Hun havde lovet far at blive på markvejen, hvor man kunne se huset. Men Bastian fik færten af noget, og han trak hende hen til en sti, hun aldrig havde set før. En smal sti af flade sten, der gik ind mellem de første træer.
Lige for enden af den, så tæt på, at man stadig kunne se markvejen, stod en hytte.
Den havde et gammelt, mosgroet stråtag. Den havde en skorsten, der røg blåt. Og i haven voksede der blomster, der vendte sig efter Luna, da hun kom nærmere, ligesom solsikker vender sig efter solen.
Døren gik op. En gammel dame kom ud. Hun havde en spids, lilla hat på og en lang kjole, der var plettet med noget, der lignede syltetøj.
“Goddag,” sagde hun. “Er det dig, der har trådt på mine snerler?”
“Det var Bastian,” sagde Luna. “Er du en heks?”
“Jeg er heksen Hilda,” sagde damen. “Og ja, det er jeg. Men lige nu er jeg mest en heks, der laver hyldebærsaft. Vil du hjælpe?”
Luna ville hellere se trylleri. Men hun ville også gerne se, hvordan en hekses køkken så ud indefra. Så hun sagde ja.
Inde i hytten hang der tørrede urter fra loftet. Der stod flasker i alle farver på hylderne, og en sort kat sov oven på en stak bøger. I gryden på komfuret boblede det, blub, blub, og det duftede af sommer.
Hilda gav Luna en træske. “Rør,” sagde hun. “Med uret. Ellers bliver den sur.”
Luna rørte. Med uret. Det var hårdt for armen.
“Hvornår kommer trylleriet?” spurgte hun efter et stykke tid.
“Det er i gang,” sagde Hilda og smagte på saften. “Du kan bare ikke se det endnu.”
Bagefter skulle der vandes. Bagefter skulle der fodres høns. Bagefter skulle der bæres en lille, forvirret pindsvineunge, som havde forvildet sig ind i haven, ud til hækken igen, forsigtigt i et viskestykke. Luna begyndte at tro, at Hilda måske ikke var en rigtig heks alligevel.
Så satte de sig på bænken foran hytten med hvert sit glas saft.
Hilda trak en tryllestav op af lommen. Den var lavet af en kvist og havde en lille fjer i enden. Hun viftede med den. Og alle blomsterne i haven begyndte at danse. De vippede og svajede og nejede, og fra deres blade steg der små, glitrende prikker op i luften som støv i en solstråle.
Luna holdt vejret.
“Det var dig, der gjorde det,” sagde Hilda.
“Det var dig,” sagde Luna. “Du har tryllestaven.”
“Staven er bare en kvist,” sagde Hilda. “Men blomsterne har fået vand i dag. Hønsene har fået mad. Pindsvineungen er kommet hjem. Og saften er rørt med uret. Det er det, der gør dem glade nok til at danse.”
Luna så på blomsterne. Hun var ikke helt sikker på, om hun forstod det. Men hun syntes, det var mærkeligt rart.
Da hun skulle hjem, gav Hilda hende en lille papirpose. Indeni lå syv sorte frø.
“De vokser kun, hvis de bliver passet,” sagde Hilda. “Hver dag. Også de dage, hvor man ikke gider.”
Luna plantede frøene i en krukke i vindueskarmen. Hun vandede dem hver morgen, også dagen hvor hun havde ondt i halsen, og også dagen hvor der var pandekager, og hun havde helt glemt det, indtil far mindede hende om det.
Efter tolv dage kom der syv små, grønne spirer.
Efter tyve dage kom der knopper.
Og en aften, lige før sengetid, åbnede den første blomst sig. Den var lilla som Hildas hat. Og da Luna lænede sig helt ind over den, gjorde den noget, som ingen almindelig blomst gør.
Den nejede.
Luna sagde ingenting til nogen. Hun lagde sig bare i seng og lod gardinet være lidt åbent, så hun kunne se den.
Har du noget, du passer godt på? En plante, en bamse, en lillesøster? Måske nejer det en lille smule for dig i nat, mens du sover. Godnat, du.
