Alfernes hemmelige dans

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille landsby, der lå gemt dybt inde i en skov, hvor solen kun lige kunne kaste sine stråler gennem de tætte trækroner. I denne landsby boede der en lille pige ved navn Liva. Liva elskede at lege i skoven, og hun havde en særlig evne til at finde de mest hemmelige steder, hvor ingen andre børn turde gå.

En aften, da solen var ved at gå ned, og skoven blev fyldt med de bløde lyde af natten, besluttede Liva sig for at tage på eventyr. Hun listede ud af sit hus og ind i skoven, hvor hun fulgte en lille sti, der snoede sig mellem de høje træer.

Pludselig hørte hun en svag musik, der kom fra et sted længere inde i skoven. Det var en melodi, hun aldrig havde hørt før, men den var så smuk, at hun ikke kunne lade være med at følge den. Hun gik forsigtigt fremad, indtil hun nåede en lysning, der var oplyst af tusindvis af små lys, der dansede i luften.

Til sin store overraskelse så Liva, at lysene ikke var andet end små alfer, der svævede rundt og dansede i takt til musikken. De havde glitrende vinger og bar tøj lavet af blomsterblade og dugdråber. Liva gispede af forundring og gemte sig bag en busk for at se på deres magiske dans.

Alferne dansede i en cirkel, og midt i cirklen stod en alf med en lille harpe, som spillede den smukke melodi. Liva kunne ikke tro sine egne øjne. Hun havde altid hørt historier om alfer, men hun havde aldrig troet, at de virkelig fandtes.

Mens hun sad der og kiggede, opdagede en af alferne hende. Det var en lille alf med gyldne vinger og et venligt smil. “Hej, lille menneskebarn,” sagde alfen med en stemme, der lød som en hvisken i vinden. “Kom og dans med os!”

Liva tøvede et øjeblik, men alfernes venlige smil og den lokkende musik fik hende til at rejse sig og træde ind i lysningen. Alferne tog hende i hænderne, og snart dansede hun sammen med dem, mens hun lo af glæde.

De dansede og dansede, indtil månen stod højt på himlen, og stjernerne blinkede som små diamanter. Liva følte sig så lykkelig, som hun aldrig havde gjort før. Men til sidst måtte hun sige farvel til sine nye venner, for natten var ved at blive til dag.

“Tak for dansen,” sagde Liva, mens hun vinkede til alferne. “Jeg vil aldrig glemme jer.”

“Og vi vil aldrig glemme dig,” svarede den lille alf med de gyldne vinger. “Kom tilbage og dans med os igen en dag.”

Med et sidste smil vendte Liva tilbage til sin landsby, hvor hun krøb i seng med et hjerte fyldt med glæde og magi. Fra den dag af vidste hun, at skoven gemte på mange hemmeligheder, og at der altid ville være et sted, hvor hun kunne finde magi og venskab.

Og sådan endte Livas eventyr for den nat, men hun vidste, at der altid ville være flere eventyr at finde i skovens dyb.

Skriv en kommentar