Der var engang en gammel heks ved navn Hilda, som boede i en lille, hyggelig hytte dybt inde i den fortryllede skov. Hilda var ikke som de andre hekse, for hun elskede at lave magi, der bragte glæde og smil til alle omkring hende. Hendes bedste ven var en lille, klog ugle ved navn Uffe, som altid holdt hende med selskab.
En aften, da månen skinnede klart og stort på himlen, sad Hilda og Uffe udenfor hytten og kiggede op på stjernerne. “Åh, Uffe,” sagde Hilda, “jeg ville ønske, jeg kunne lave noget helt særligt med måneskinnets magi i aften.”
Uffe blinkede med sine store, gule øjne og svarede: “Måneskinnet er stærkt i nat, Hilda. Måske kan vi finde på noget, der vil glæde alle skovens dyr.”
Hilda tænkte sig om og fik en idé. “Hvad nu hvis vi laver en magisk lysfest for alle dyrene? Vi kan bruge måneskinnet til at skabe små, lysende stjerner, der danser rundt i skoven!”
Uffe nikkede ivrigt, og sammen gik de i gang med at forberede den magiske fest. Hilda fandt sin gamle tryllestav frem, og med et par sving og et par magiske ord begyndte små, glitrende stjerner at svæve ud fra staven og sprede sig ud i skoven.
Snart blev skoven oplyst af de dansende stjerner, og alle dyrene kom frem fra deres skjul for at se det vidunderlige syn. Ræve, kaniner, hjorte og endda de små mus kom for at deltage i festen. De dansede og legede under de lysende stjerner, mens Hilda og Uffe så til med glæde.
En lille kaninunge hoppede hen til Hilda og sagde: “Tak, Hilda! Det her er den smukkeste nat, vi nogensinde har haft!”
Hilda smilede og klappede kaninungen på hovedet. “Det var så lidt, min ven. Jeg er glad for, at I alle nyder det.”
Da natten skred frem, og månen begyndte at synke ned mod horisonten, begyndte de små stjerner langsomt at forsvinde. Dyrene sagde farvel og takkede Hilda og Uffe for den magiske aften, før de vendte tilbage til deres hjem.
Hilda og Uffe satte sig tilbage ved hytten og så på den sidste stjerne, der svævede væk. “Det var en vidunderlig aften, Uffe,” sagde Hilda med et tilfreds suk.
“Ja, det var det,” svarede Uffe. “Måneskinnets magi er virkelig noget særligt.”
Og med det gik Hilda og Uffe ind i hytten, hvor de krøb sammen for at sove, mens de drømte om flere magiske eventyr, de kunne skabe sammen. Og fra den dag af vidste alle i skoven, at når månen skinnede klart, kunne de altid forvente noget særligt fra den gamle heks og hendes trofaste ugle.
Og sådan endte en magisk nat i den fortryllede skov, hvor glæde og lys spredte sig takket være Hilda og måneskinnets magi.