Der var engang en gammel heks, der hed Torbine. Hun var så gammel, at hun havde glemt, hvor gammel hun var, hun boede i en hytte af sorte bjælker dybt inde i skoven, og hun havde en hornugle, der hed Fjær, som var lige så gammel som hende og lige så glemsom.
Torbine lavede ikke farlig magi. Hun lavede praktisk magi. Hun kunne få suppe til at holde sig varm i en hel dag. Hun kunne få et bær til at modne en uge før tiden. Og hun kunne samle måneskin.
Det var hendes bedste trick.
Hver fuldmåne bar hun og Fjær alle hendes glas ud på pladsen foran hytten. Syltetøjsglas, sylteglas, gamle medicinglas, en enkelt vase med et skår i. Hun satte dem i lange rækker i græsset med lågene af. Så satte hun sig på trappen og ventede.
Måneskinnet faldt ned i glassene. Ikke alt. Bare lidt. En tynd, sølvhvid hinde i bunden af hvert glas, som mælk, der var blevet til lys.
Ved midnat skruede hun lågene på. Et ad gangen. Klik. Klik. Klik.
“Hvor mange?” sagde hun til Fjær.
Fjær talte. Han talte altid forkert. “Treogtredive,” sagde han. “Eller femogtyve. Et sted derimellem.”
Torbine bar glassene ind og stillede dem på hylderne i kælderen, hvor de lyste svagt i mørket.
Ingen i skoven vidste, hvorfor hun gjorde det. Rævene troede, hun var ved at blive skør. Musene troede, hun spiste det.
Så kom den mørke nat.
Den kom hver måned, men denne gang var det værre end ellers. Månen var helt væk, som den altid er ved nymåne. Og der lå skyer over stjernerne, tykke og grå. Og vinden var stille, så der ikke engang var lyd.
Det var den mørkeste nat, nogen kunne huske.
Torbine sad i sin lænestol og strikkede, da det bankede på døren. Udenfor stod en ræv med to unger. Ungerne pibede.
“De kan ikke sove,” sagde ræven. “De er bange. Der er ikke noget lys nogen steder. Ikke engang en stjerne.”
Torbine lagde strikketøjet fra sig. Hun kiggede på Fjær.
“Kælderen,” sagde hun.
Fjær fløj ned i kælderen og kom op med et glas i kløerne. Torbine skruede låget af. Et lille, sølvhvidt skær vældede op af glasset og lagde sig over trappen og ræveungerne, som et tyndt, blødt tæppe.
Ungerne holdt op med at pibe.
“Tag det med,” sagde Torbine. “Sæt det ved jeres hule. Det holder til morgen.”
Ræven tog glasset forsigtigt i munden og løb.
Lidt efter bankede det igen. Det var en hare. Så en grævling. Så tre mus på en gang, der stod på hinandens skuldre for at nå dørhåndtaget. Så et rådyr med en lille kalv, der rystede over det hele.
“Kælderen,” sagde Torbine hver gang. Og Fjær fløj ned og kom op med et nyt glas.
Hun gav et glas til haren. Et til grævlingen. Et lille medicinglas til musene, som de bar mellem sig som en båre. Et til rådyret, bundet i en snor om kalvens hals.
Snart var der små lys over hele skoven. Ikke stærke. Ikke som solen. Bare små, sølvhvide skær, ved hver hule, hver rede og hver busk, som en masse små måner, der var faldet ned og havde lagt sig til at hvile.
Ved midnat var kælderen tom. Alle glas var givet væk. Selv vasen med skåret.
Torbine og Fjær sad på trappen og så ud over skoven. Det var stadig nymåne. Det var stadig overskyet. Men skoven var ikke mørk mere. Den glimtede, svagt, alle vegne.
“Nu ved de det,” sagde Fjær. “Hvorfor du samler.”
“Nu ved de det,” sagde Torbine.
“Hvad gør vi, hvis der kommer en mørk nat til i næste måned?”
Torbine trak på skuldrene. “Så samler vi igen ved fuldmåne. Det er derfor, der kommer en fuldmåne hver måned. Så man kan nå det.”
Fjær tænkte lidt. “Treogtredive glas,” sagde han. “Eller femogtyve.”
“Fyrre,” sagde Torbine. “Og vasen.”
De sad lidt endnu. Torbine nynnede noget gammelt, uden ord. Fjær puttede hovedet ned i fjerene. Ude i skoven var der helt stille. Alle sov. Ved hver hule lyste et glas.
Næste fuldmåne bar Torbine og Fjær glassene ud igen. Der var flere end før. For rundt omkring i skoven var der dyr, der havde fundet gamle glas og krukker, båret dem hen til hytten og stillet dem pænt på trappen.
Ræven havde bragt to. Musene havde bragt et fingerbøl.
Torbine satte dem alle i rækker i græsset med lågene af. Måneskinnet faldt.
Klik. Klik. Klik.
Klik, du. Klik. Låget sidder på. Inde i glasset ligger der lidt måneskin og lyser, så du ikke behøver være bange for mørket i nat. Godnat.
