Der var engang en månefe, der hed Sølvi. Hun var lille og lys som et stykke måneskin, og hun sov om dagen i et sammenrullet bøgeblad i skovbrynet og vågnede, når solen var væk.
Hendes job var at passe natblomsterne.
Der var ikke ret mange af dem. Det var de få blomster, der lukkede sig om dagen og åbnede sig om natten. Og de vigtigste af dem var natlysene, der stod i en lang, gul række langs grusvejen ved skoven.
Natlys er høje, med store, gule blomster som små lamper. Om dagen er knopperne lukkede, lange og spidse som små pensler. Men om aftenen, når lyset bliver blødt, sker der noget. Så åbner de sig.
Og det går hurtigt. Så hurtigt, at man kan se det.
Den aften i juli satte Sølvi sig på et græsstrå midt i rækken og ventede. Solen var væk. Himlen var lyserød og så lilla. Det var den tid, hvor natlysene dansede.
Den første knop begyndte at ryste. Den grønne skal, der holdt om den, sprang op i den ene side. Ploink. Den gule blomst var foldet sammen indeni, som et lille, krøllet papir. Så foldede den sig ud. Et kronblad. To. Tre. Fire. Det tog mindre end et minut, og så stod den der, rund og gul og åben, og duftede sødt.
Så den næste. Ploink. Og den næste.
Hele rækken begyndte at åbne sig, en efter en, op og ned ad stænglerne, som små gule lamper, der blev tændt. Ploink. Ploink. Det så ud, som om blomsterne dansede. En lille, stille dans i skumringen.
Sølvi fløj fra den ene til den anden og lyttede. Hun klappede, hver gang én foldede sig ud.
Men én knop åbnede sig ikke.
Den sad øverst på den højeste stængel, og den rystede og rystede, men den grønne skal ville ikke slippe.
Sølvi fløj derop og satte sig ved siden af.
“Bare rolig,” sagde hun. “Du behøver ikke skynde dig.”
Knoppen rystede lidt. Så blev den stille.
Og så stod månen op. Den kom frem bag træerne, stor og gul, og lyset faldt hen over rækken af natlys. Og i det samme rystede den sidste knop en gang til. Ploink. Den gule blomst foldede sig ud, langsomt, et kronblad ad gangen, lige ind i måneskinnet.
Den var den største af dem alle.
Sølvi satte sig på kanten af den og dinglede med benene. Hele rækken stod åben nu. Natlysene lyste svagt gult i mørket.
Hver blomst er kun åben én nat. I morgen visner de, og så er nye knopper klar til at danse i morgen aften. Men i nat står natlysene åbne langs grusvejen, du, og en lille månefe sidder øverst på den største af dem og nynner. Godnat.
