Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som boede i et hyggeligt hus med sin mor og far. Emil elskede sit værelse, men når det blev aften, og lyset blev slukket, blev han lidt nervøs. Han havde nemlig hørt en mærkelig lyd under sin seng.
En aften, da Emil lå i sin seng og kiggede op i loftet, hørte han lyden igen. Det lød som en blid hvisken og en svag raslen. Emil trak dynen op til næsen og hviskede: “Hvem er der?”
Til hans store overraskelse svarede en blid stemme: “Det er bare mig, det venlige monster under sengen.”
Emil blev først forskrækket, men så blev han nysgerrig. “Hvad laver du under min seng?” spurgte han.
“Jeg bor her,” svarede monsteret. “Jeg er her for at passe på dig og sørge for, at du sover trygt om natten.”
Emil kunne ikke lade være med at smile. “Er du virkelig et venligt monster?” spurgte han.
“Ja,” sagde monsteret. “Jeg elsker at høre børn grine og se dem drømme søde drømme. Jeg er her for at jage de uhyggelige drømme væk.”
Emil følte sig pludselig meget modig. “Må jeg se dig?” spurgte han forsigtigt.
Monsteret tøvede lidt, men så sagde det: “Okay, men du skal love ikke at blive bange.”
Emil nikkede ivrigt, og langsomt dukkede et par store, venlige øjne op fra under sengen. Monsteret havde blød, blå pels og et stort, varmt smil.
“Du ser slet ikke uhyggelig ud,” sagde Emil med et grin.
“Tak,” sagde monsteret glad. “Jeg hedder Momo. Hvad hedder du?”
“Jeg hedder Emil,” svarede han. “Vil du være min ven, Momo?”
“Det vil jeg meget gerne,” sagde Momo og klappede i sine små hænder.
Fra den dag af blev Emil og Momo de bedste venner. Hver aften, når Emil skulle sove, hviskede Momo godnathistorier til ham og sørgede for, at han kun havde de bedste drømme.
Emil var ikke længere bange for lydene under sengen. Han vidste, at det bare var hans ven Momo, der passede på ham. Og hver morgen, når Emil vågnede, sagde han tak til Momo for at have holdt de uhyggelige drømme væk.
En aften, da Emil skulle sove, sagde han: “Momo, jeg er så glad for, at du er her. Du er det bedste monster, man kan have under sin seng.”
Momo smilede stort og sagde: “Og jeg er glad for at have en ven som dig, Emil. Sov godt, og drøm sødt.”
Og med det faldt Emil i en dyb, tryg søvn, mens Momo holdt vagt under sengen, klar til at beskytte sin ven mod alt, hvad der kunne forstyrre hans drømme.
Og sådan endte hver aften med, at Emil sov trygt og godt, velvidende at hans venlige monster Momo altid var der for ham.