Der var engang en dreng, der hed Oskar, som var seks år og kun bange for én ting i hele verden: lyden under sengen.
Den kom hver aften, lige efter far havde slukket lyset. En lille raslen. Et lille suk. Og engang, en tirsdag, noget der lød som et nys.
Den aften trak Oskar dynen helt op til næsen.
“Hvem er der?” hviskede han.
Det blev helt stille under sengen. Så hviskede noget tilbage, endnu mere stille end ham:
“Hvem er DER?”
Oskar blinkede. “Det er mig. Oskar. Jeg bor her.”
“Nå,” sagde stemmen. “Jeg bor også her. Nedenunder.”
“Er du et monster?”
“Ja.” Stemmen lød lidt flov. “Men et meget lille et. Jeg hedder Momo.”
Oskar tænkte over det. Et monster, der hed Momo, lød ikke særlig farligt.
“Hvorfor rasler du hele tiden?” spurgte han.
“Fordi jeg er bange,” sagde Momo.
“For hvad?”
Der gik lidt tid.
“For det, der er ovenpå,” sagde Momo. “Det, der vender sig og knirker og ånder højt og nogle gange taler i søvne om pandekager.”
“Det er jo mig,” sagde Oskar.
“Ja,” sagde Momo. “Det er derfor.”
Oskar fik lyst til at grine, men han gjorde det ikke, for han kunne høre, at Momo mente det.
“Må jeg se dig?” spurgte han.
“Kun hvis du lover ikke at blive forskrækket.”
“Jeg lover det. Lover du det samme?”
“Jeg lover det,” sagde Momo.
Oskar lagde sig på maven og kiggede ud over sengekanten. Han tændte den lille lommelygte, han havde liggende under puden. Og der, mellem en gammel sok og en puslespilsbrik, sad der et blåt, pelset væsen på størrelse med en kat. Det havde ører som en kanin og øjne så store og runde som to tekopper.
Momo kneb øjnene sammen i lyset. “Uh,” sagde han. “Du er meget stor.”
“Og du er meget blød,” sagde Oskar.
“Tak,” sagde Momo og så næsten stolt ud.
De kiggede på hinanden et stykke tid. Så sagde Oskar: “Hvis vi nu begge to er bange for hinanden, så er der jo ingen af os, der får sovet.”
“Det har jeg også tænkt på,” sagde Momo. “Hver eneste nat.”
“Vi kunne have et signal,” sagde Oskar. “Hvis du hører mig knirke, banker jeg tre gange på sengen. Så ved du, at det bare er mig, der vender mig.”
“Og hvis du hører mig rasle,” sagde Momo, “så banker jeg tre gange på gulvet. Så ved du, at det bare er mig, der lægger mig til rette.”
De prøvede det med det samme.
Bank, bank, bank, sagde sengen.
Bank, bank, bank, sagde gulvet.
Oskar lagde lommelygten fra sig på gulvet, så den lyste ind under sengen. “Den må du godt låne,” sagde han. “Så er det ikke så mørkt dernede.”
Momo lagde sig til rette ved siden af lyset, med næsen på poterne. Han rystede ikke længere.
Lidt efter vendte Oskar sig om på den anden side. Sengen knirkede.
Bank, bank, bank, bankede han.
Bank, bank, bank, svarede det nedefra. Lidt langsommere nu. Lidt mere søvnigt.
Og så var der stille i værelset. Den rare slags stille.
Sov godt, du. Hvis du hører en lille lyd i nat, så er det måske bare en, der lægger sig til rette, ligesom du.
