Der var engang en pige, der hed Ebba, og hun var den første i hele byen, der fik lov at komme op i Troldmandens Tårn.
Tårnet stod for enden af Kirkegade. Det var højt og rundt og lavet af gamle, grå sten, og øverst oppe havde det et spidst tag med en vejrhane. Der boede en troldmand. Hun hed Mesterinde Ursula, og hun var den eneste troldkvinde i landet, der havde et skilt på døren: Trylleskole for børn. Hver onsdag.
Ebba var otte. Det var onsdag. Hun bankede på.
Mesterinde Ursula var lille og rund og havde en spids hat, der stak op over hende som et kirketårn. “Kom ind,” sagde hun. “Men pas på krokodillen.”
Det var ikke en rigtig krokodille. Det var et tæppe formet som en krokodille. Men den knurrede, når man trådte på den.
Tårnet var fyldt med døre. På første sal var der en dør til køkkenet, hvor en gryde rørte rundt i sig selv. Der var en dør til biblioteket, hvor bøgerne hviskede, når man gik forbi. Der var en dør til badeværelset, og den var helt almindelig.
Og øverst oppe, for enden af den smalle vindeltrappe, var der en lille, rund dør af mørkt træ. Den havde intet håndtag.
“Hvad er derinde?” spurgte Ebba.
“Det er den hemmelige dør,” sagde Mesterinde Ursula. “Den åbner man kun, når man har et vigtigt budskab.”
Ebba øvede trylleri hele eftermiddagen. Hun lærte at få en fjer til at svæve. Hun lærte at få et æble til at blive rødt på den ene side. Hun lærte at få en knap til at krybe hen over bordet som en bille.
Så kiggede hun ud ad vinduet. Det var ved at blive mørkt.
“Åh nej,” sagde hun. “Jeg lovede mor at være hjemme til aftensmad. Hun ved ikke, at jeg er her så længe.”
“Så har du et vigtigt budskab,” sagde Mesterinde Ursula. Hun rejste sig og gik op ad vindeltrappen. Ebba fulgte efter.
Troldkvinden lagde håndfladen mod den runde dør og sagde ét ord. Døren gik op. En kold vind kom ind. Og en lyd. Kurre-kurre-kurr.
Bag døren var der et lille rum under taget, med vinduer ud til alle sider. Og langs væggene sad der duer. Grå og hvide duer, mindst tyve, hver på sin pind, og de kiggede på Ebba med deres runde orange øjne.
“Brevduer,” sagde Mesterinde Ursula. “Den hurtigste magi, jeg kender.”
“Er de magiske?”
“De kan finde hjem fra et sted, de aldrig har været,” sagde troldkvinden. “Hvis det ikke er magi, ved jeg ikke, hvad det er.” Hun tog en lille, grå due ned. “Denne her hedder Kurre. Hun bor halvdelen af tiden hos bageren. Bageren bor i jeres gade.”
Ebba skrev en seddel med blyant, med meget små bogstaver: Mor, jeg er i tårnet. Kommer hjem nu. Ebba.
Mesterinde Ursula rullede sedlen sammen og satte den i et lillebitte rør på duens ben. Så åbnede hun et af vinduerne. Kurre lettede med et klap, cirklede én gang rundt om tårnet og forsvandt over tagene.
Mesterinde Ursula fulgte Ebba hjem gennem gaderne med en lygte. Det tog ti minutter.
Da de kom frem, stod Ebbas mor i døren. Hun holdt en lille, sammenrullet seddel i hånden. Bagerens dreng havde lige løbet over med den.
“Den kom for to minutter siden,” sagde mor. “Med en due.” Hun kiggede på Mesterinde Ursula. “Tak, fordi du fulgte hende.”
“Næste onsdag?” spurgte troldkvinden.
“Næste onsdag,” sagde mor. “Men så vil jeg have en due, der fortæller mig, hvornår hun er på vej.”
Ebba sov den nat med vinduet på klem. Langt væk, oppe i tårnet, sad tyve duer og sov på hver sin pind med næbbet under vingen.
Kurre-kurr, du. Et sted i din by sidder der måske også en due under et tag og sover. Hun ved præcis, hvor hun hører hjemme. Det gør du også. Godnat.
