Der var engang en nissepige, der hed Nella. Hun var tohundrede og tolv år, hvilket er ingenting for en nisse, og hun boede i et hul under trappen til en gammel bondegård, hvor der boede en menneskefamilie.
Nisser kan lide at bo tæt på mennesker. Men de skal ikke ses. Så Nella kom og gik gennem en sprække i stenfoden, og hun gik kun ud om natten.
En nat i december fandt hun en dør.
Den sad i stuen, nede ved gulvet, i panelet lige ved siden af brændeovnen. Den var rød, med en lille rund knop af messing og et vindue med gardiner, der var malet på. Den var præcis så høj som Nella.
Den havde ikke været der i går.
Nella stod længe og kiggede på den. Det var en nissedør. Det kunne enhver nisse se. Men hun havde boet i det hus i halvfjerds år, og der havde aldrig været en nissedør i panelet.
Forsigtigt tog hun fat om knoppen og drejede.
Den drejede ikke. Hun trak. Ingenting. Hun bankede på. Det lød som træ, der sad fast på træ.
Hun bøjede sig ned og kiggede på kanten. Døren var ikke en dør. Den var et stykke træ, der var limet fast på panelet. Der var ikke noget bag den. Det var bare væg.
Nella satte sig ned på gulvet.
Foran døren stod der en lille skål. Den var på størrelse med et fingerbøl, og der var risengrød i, med en lille gul smørklat ovenpå. Og ved siden af skålen lå der en seddel, foldet sammen. Der stod med blyant og meget skæve bogstaver:
TIL NISSEN. HVIS DU BOR HER. HILSEN ZENIA 6 ÅR.
Nella kiggede på sedlen. Så kiggede hun på den falske dør. Så kiggede hun op ad trappen, hvor der var en dør på klem til et værelse, og hvor der lå en lille pige og sov med armen ud over sengekanten.
Hun spiste grøden. Den var kold, men god. Smørret var det bedste.
Så tog hun den lille kniv frem, som hun altid havde i bæltet.
Det tog hele natten. Hun skar langs kanten af den falske dør, gennem limen, forsigtigt, så Zenias far ikke ville kunne se det. Hun lavede et lille hul i panelet bag den, ind til det hulrum i væggen, som hun alligevel brugte til at komme fra kælderen op til stuen. Hun satte to små hængsler på af tynd tråd. Og til sidst gned hun knoppen med sit ærme, til den skinnede.
Da hanen galede ovre hos naboen, kunne døren gå op.
Nella kravlede ind gennem den og lukkede den efter sig. Klik.
Om morgenen kom Zenia ned ad trappen i nattøj. Hun gik direkte hen til brændeovnen. Skålen var tom.
“Mor,” sagde hun. “Nissen har spist grøden.”
Mor kom med sin kaffe. “Gjorde hun det?”
Zenia lagde sig på maven på gulvet og kiggede på døren. Så rørte hun ved knoppen med en finger. Den gik op. En lillebitte smule. Der var mørkt bagved.
Hun sagde ingenting i lang tid.
“Mor,” hviskede hun. “Den kan åbnes.”
“Det kunne den ikke i går,” sagde mor og kiggede helt forvirret ud. “Det har jeg selv limet.”
Den aften stillede Zenia en ny skål frem. Og ved siden af lagde hun en ny seddel. Der stod: TAK. HVAD HEDDER DU?
Om morgenen lå der en seddel tilbage. Den var lillebitte, og bogstaverne var fine og skrå og gammeldags, men man kunne læse dem.
Nella.
Klik, siger en lille dør i panelet, du. Nu har Nella fået sin risengrød, og hun lukker stille efter sig. Godnat fra hende og fra mig.
