Der var engang en dreng, der hed Felix. Han var otte år, og han boede ved siden af en troldmand.
Troldmanden hed Mester Ambrosius. Han boede i et skævt, blåt hus med et tårn på taget, og han var verdens venligste troldmand. Men han var også verdens mest glemsomme.
Han kunne sagtens huske, hvor han lagde sine ting. Det var ikke det. Han kunne ikke huske, hvordan hans trylleformularer sluttede.
Han begyndte altid godt. “Hokus pokus, sol og vind, lad det blive …” Og så stoppede han. Og så kløede han sig i skægget. Og så sagde han bare noget.
En dag ville han trylle en regnbue over byen. “Hokus pokus, sol og vind, lad en bue komme … øh … ind!”
Der kom en bue ind. Det var en violinbue, og den kom ind gennem køkkenvinduet hos fru Berg og landede i hendes suppe.
En anden dag ville han trylle regn ned over sin tørre have. “Dryppe, dryppe, sky så grå, lad det regne … øh … på … tå!”
Det regnede på hans tå. Kun hans tå. Han måtte gå rundt resten af dagen med en lille sky over den ene fod.
Felix sad på muren mellem de to haver og så på det.
“Hvorfor skriver du dem ikke ned?” spurgte han.
“Det har jeg prøvet,” sagde Mester Ambrosius og sukkede. “Så glemmer jeg, hvor jeg har lagt sedlerne.”
Felix tænkte. Han kom til at tænke på sin lillebror, der lige havde lært at tælle til ti med en sang. Han kunne ikke huske tallene, men han kunne huske sangen.
“Prøv at rime,” sagde Felix. “Så du kan høre, hvad der skal komme.”
“Det gør jeg da,” sagde troldmanden.
“Ja, men du rimer bagefter,” sagde Felix. “Du skal finde rimet først. Og så skal du øve det, til du kan synge det.”
Så de øvede. De sad på muren hele eftermiddagen. Felix fandt på rim, og Mester Ambrosius sang dem, igen og igen, i en gammel melodi om en hest.
Sol og regn og lidt af hver, lav en bue, der står her.
Det var regnbuen.
Sky så grå, så tung og tæt, regn på haven, blødt og let.
Det var regnen.
Næste morgen stillede Mester Ambrosius sig midt i sin have. Han løftede staven. Han så over på Felix, der sad på muren. Felix nikkede.
Troldmanden sang. Han sang lidt falsk, men han sang hele rimet, helt til det sidste ord.
Over haven trak en lille grå sky sammen. Og så begyndte det at regne, blødt og let, på jordbærrene og salaten og rosenbuskene. Ikke på hans tå. Ikke i fru Bergs suppe.
“Det virker!” råbte Mester Ambrosius.
Om eftermiddagen sang han regnbuen. Den kom. Den stod over hele byen, med alle syv farver, og fru Berg kom ud i sin have og kiggede op med suppeskeen i hånden.
Felix sad på muren og smilede.
Den aften kunne han høre troldmanden synge inde fra det blå hus. Det var en ny sang. Felix lyttede.
Godnat, Felix, sov nu sødt, mørket er så blødt, så blødt.
Det rimede. Og det virkede. Felix sov, før sangen var slut.
Har du en sang, du kan udenad, du? Syng den inde i hovedet nu, helt fra begyndelsen. Måske når du ikke til slutningen. Det gør ikke noget. Godnat.
