Der var engang en lille alf, der hed Lysalf. Hun var ikke større end en tommelfinger og lyste svagt, som en ildflue, der er ved at blive søvnig.
En regnvejrsdag kom regnbuefeen Prisma flyvende med sorg i stemmen. “Regnbuebroen er gået i stykker,” sagde hun. “Farverne er faldet af. Uden broen kan feerne ikke komme hjem over dalen i nat.”
“Så samler vi dem,” sagde Lysalf.
Og de fløj ud.
Mariehønen kom med rødt. Det var en stribe, varm og blød.
Ræven kom med orange. Den havde den gemt i sin hale.
Smørblomsten kom med gult. Den rystede det af sine blade.
Frøen kom med grønt. Den hoppede det op fra søen.
Fuglen kom med blåt. Det var et stykke himmel, den havde fløjet igennem.
Blåbærbusken kom med indigo. Mørk som aften, lige før stjernerne.
Og violen kom med violet. Den mindste stribe af dem alle.
Nu lå alle syv farver i græsset. Men de var matte. De var våde og triste og lyste ikke.
“De mangler lys,” sagde Prisma.
Lysalf lagde sig ned midt i farverne. Hun lukkede øjnene og lyste. Først svagt. Så lidt mere. Så så stærkt, hun kunne.
Det røde blev rødt igen. Så det orange, det gule, det grønne, det blå, det indigo og til sidst det violette.
Prisma tog en ende i hver hånd og fløj op. Farverne fulgte efter hende i en stor bue, fra den ene side af dalen til den anden.
Den aften gik feerne hjem over broen, én efter én, og Lysalf lå i græsset under den og lyste ikke mere. Hun var for træt til at lyse.
Hun sov, mens farverne blev mørke, en efter en.
Violet, indigo, blå, grøn, gul, orange og rød, du. Sig farverne baglæns, en for en, mens øjnene bliver tunge. Når du når til rød, er du næsten hjemme. Godnat.
