Der var engang en lille lysalf ved navn Luna, som boede i en magisk skov fyldt med glitrende blomster og syngende fugle. Luna var en særlig alf, for hun havde evnen til at skabe små lysglimt, der kunne lyse selv de mørkeste kroge op. Hver aften, når solen gik ned, fløj Luna rundt i skoven og tændte små lys for at hjælpe de andre skovvæsner med at finde vej hjem.
En dag, mens Luna fløj rundt og legede med sine lysglimt, opdagede hun noget usædvanligt. En stor, smuk regnbue strakte sig over himlen, men den så ud til at mangle en bro, der kunne forbinde den ene ende med den anden. Luna blev nysgerrig og besluttede sig for at finde ud af, hvad der var sket.
Hun fløj op til regnbuen og mødte en trist regnbuealf ved navn Regi. “Åh, Luna,” sukkede Regi, “en stærk vind har blæst min regnbuebro væk, og nu kan ingen krydse regnbuen for at besøge de magiske skyer.”
Luna tænkte sig om et øjeblik og sagde så: “Måske kan jeg hjælpe! Jeg kan bruge mine lysglimt til at skabe en ny bro, så alle kan krydse regnbuen igen.”
Regi smilede stort og sagde: “Det ville være vidunderligt, Luna! Men det kræver mange lysglimt for at bygge en hel bro.”
Luna nikkede beslutsomt. “Jeg vil gøre mit bedste,” sagde hun og begyndte straks at samle sine lysglimt. Hun fløj frem og tilbage, op og ned, og langsomt begyndte en lysende bro at tage form.
Det var hårdt arbejde, og Luna blev træt, men hun gav ikke op. Hun vidste, hvor vigtigt det var for alle skovens væsner at kunne krydse regnbuen og besøge de magiske skyer.
Endelig, efter mange timers arbejde, var broen færdig. Den strålede i alle regnbuens farver og glimtede som tusind stjerner. Regi klappede i hænderne af glæde. “Du har gjort det, Luna! Du har skabt en ny regnbuebro!”
Luna smilede træt, men glad. “Nu kan alle krydse regnbuen igen,” sagde hun og så, hvordan de første skovvæsner begyndte at gå over broen med store smil på deres ansigter.
Regi takkede Luna mange gange og sagde: “Du er en sand ven, Luna. Tak for din hjælp. Skoven er et lysere sted med dig i den.”
Og fra den dag af vidste Luna, at hendes lysglimt ikke kun kunne lyse mørke kroge op, men også bygge broer og bringe glæde til alle omkring hende.
Da natten faldt på, fløj Luna hjem til sit lille hus i skoven, træt men lykkelig. Hun krøb sammen i sin bløde seng og faldt hurtigt i søvn, mens hun drømte om nye eventyr og magiske regnbuer.
Og sådan endte en dag fyldt med magi og venskab i den glitrende skov, hvor Luna, den lille lysalf, altid var klar til at hjælpe sine venner.