Der var engang en ung drage, der hed Draco. Han var rødbrun som efterårsblade, havde vinger, der stadig var lidt for store til ham, og boede højt oppe på en klippe, hvor vinden altid blæste.
Hans bedstemor havde fortalt ham om dalen.
“Den ligger mellem de to bjerge, der ligner sovende katte,” sagde hun. “Der er en sø, der er grøn som et øje, og græs så blødt, at man synker i det. Der bor dyr, ingen andre steder har set. Men den er skjult.”
“Hvordan skjult?”
“Den viser sig ikke for hvem som helst.”
Draco ville finde den. Han fløj ud en morgen med vinden i ryggen og fandt de to bjerge. De lignede virkelig katte, der lå med halerne om sig og sov. Mellem dem lå en dyb, hvid tåge, tæt som mælk.
Han fløj ned i den. Han kunne ikke se noget. Han ramte næsten en klippevæg. Han fløj op igen og prøvede et andet sted. Tåge. Han landede på en sten og pustede ild ned i tågen, for at brænde den væk. Det hvæsede og dampede, og så var tågen lige så tæt som før.
Han fløj frem og tilbage hele dagen. Til sidst var han så træt, at han landede på en lille hylde i bjergsiden og lagde hovedet på poterne.
“Du bliver aldrig god til det på den måde,” sagde en lille stemme.
Draco løftede hovedet. På en tot lyng ved siden af ham sad en fe. Hun var ikke større end en kogle, havde vinger som en guldsmed og en hat lavet af et agernhus.
“Hvem er du?” sagde Draco.
“Nelly,” sagde feen. “Jeg bor her. Jeg har set dig flyve rundt og rundt og puste ild i tågen hele dagen. Det var meget underholdende.”
Draco blev lidt flov. “Jeg leder efter dalen.”
“Det kan jeg se.” Nelly lagde benene over kors. “Dalen viser sig ikke for nogen, der leder.”
“Hvad gør den så?”
“Den viser sig for nogen, der venter.”
Draco forstod det ikke. Men han var for træt til at flyve mere. Så han blev liggende på hylden, og Nelly blev siddende på sin lyng, og så blev det aften, og så blev det nat.
Det var en stille nat. Tågen lå nedenunder dem som et tæppe. Over dem kom stjernerne frem, en efter en. Det var koldt, og Draco krøllede halen om sig selv, ligesom bjergene. Nelly kravlede ind under hans vinge, hvor det var varmt, og sagde ikke noget mere.
Draco sov lidt. Vågnede lidt. Sov igen.
Engang i nattens dybeste time hørte han noget. En lille plasken, langt nede. Som en fisk, der sprang. Han løftede hovedet, men der var kun tåge.
“Bliv liggende,” mumlede Nelly under vingen. “Ikke endnu.”
Han lagde hovedet ned igen.
Lidt efter hørte han en ugle. Så en lyd som en klokke, eller måske var det vand, der dryppede fra en sten. Så ingenting i lang tid.
Så begyndte himlen at blive grå i kanten.
“Nu,” hviskede Nelly. “Sid stille. Rør dig ikke. Træk vejret langsomt.”
Draco satte sig op. Han sad helt stille. Han trak vejret ind gennem næsen, langsomt, og ud igen, langsomt, uden at der kom så meget som en gnist.
Og solen kom op bag det ene kattebjerg.
Det første lys ramte tågen. Den blev gylden. Så lyserød. Og så, meget langsomt, som når nogen trækker et lagen af en seng, begyndte den at løfte sig.
Først så han toppen af et træ. Så et til. Så en hel skov af lysegrønne birketræer. Så glimtede det dernede, og der lå søen, grøn som et øje, præcis som bedstemor havde sagt. Rundt om søen var der græs så blødt og tæt, at det lignede pels. Og på græsset gik der dyr.
Hjorte med sølvgrå pels. Små harer med lange, hvide ører, der lyste i solen. Svaner, der var helt sorte, med røde næb. Og ude på søen svømmede noget stort og stille, der stak en lang hals op af vandet og så på ham.
Draco holdt vejret.
Ingen af dyrene blev bange. De så op på ham, alle sammen, som om de havde vidst, at han sad der hele natten. Så gik de videre med det, de var i gang med.
“Kan jeg flyve derned?” hviskede Draco.
“Ikke i dag,” sagde Nelly. “I dag skal du bare se. Det plejer at være nok første gang.”
Så Draco så. Han så, hvordan en hjort drak af søen. Hvordan det store, stille dyr i søen dykkede ned og var væk med en lille ring på vandet.
Han så, til solen stod højt. Så kom der en let vind, og tågen lagde sig blødt tilbage over dalen igen, som et tæppe over et barn, der sover.
Draco fløj hjem samme eftermiddag. Han var træt helt ind i vingerne.
“Fandt du den?” spurgte bedstemor.
Draco nikkede. “Jeg fandt den ikke,” sagde han. “Jeg ventede på den.”
Bedstemor smilede, så hendes gamle tænder glimtede. Hun sagde ikke noget. Hun rykkede bare lidt, så han kunne ligge tæt op ad hende i hulen, og lagde sin store vinge over ham.
Han faldt i søvn med det samme. Og et sted bag de to sovende bjerge lå dalen og sov også, under sin tåge.
Sådan er det med nogle ting, du. De kommer kun, når man ligger helt stille. Søvnen er en af dem. Træk vejret langsomt, ligesom Draco, og vent bare. Godnat.
