Der var engang en lille troldmand, der hed Toke. Han havde en skæv hytte i skoven med mos på taget, og han havde en hat. En høj, spids, blå hat med sølvstjerner, der kunne tale og var meget god til at finde ting.
“Godmorgen, hat,” sagde Toke hver morgen.
“Det er for tidligt,” sagde hatten hver morgen. Hatten var ikke et morgenmenneske.
Men når den først var vågen, var den uundværlig. Kaninen Knop havde mistet sin gulerod. Hatten snurrede to gange rundt på Tokes hoved og sagde: “Under bregnen. Den med det knækkede blad.” Og der lå guleroden.
En lille musvit kunne ikke finde sin rede. Hatten bøjede sin spids mod øst og sagde: “Tredje bøg. Hullet ved den tykke gren. Og sig til hende, at hun skal holde op med at flyve i ring, det gør mig svimmel.”
Det var sådan, de levede. Toke og hatten hjalp, og skovens dyr kom med kogler, nødder og en gang imellem en kage.
Så en tirsdag blæste det.
Det blæste så meget, at træerne bøjede sig, og bladene fløj vandret. Toke var ude for at samle svampe. Han holdt fast i kurven med begge hænder.
Han holdt ikke fast i hatten.
Fup. Den lettede. Den flagrede op over grenene og var væk.
“Hat!” råbte Toke. “HAT!”
Intet svar. Kun vind.
Toke stod helt stille. Det var første gang i mange år, han havde været uden hat. Hans hoved var koldt. Og han vidste ikke, hvor han skulle lede. Det var jo hatten, der fandt ting.
Han satte sig på en sten. “Hvordan finder man noget,” sagde han højt, “når man ikke har noget, der kan finde ting?”
“Man spørger,” sagde en stemme.
Det var Knop. Kaninen sad under bregnen med det knækkede blad og tyggede på et græsstrå.
“Spørger hvem?”
“Alle,” sagde Hoppel. “Jeg så den flyve den vej. Mod bækken. Så længere end det kan jeg ikke se. Jeg er lav.”
Toke gik mod bækken. Ved bækken sad musvitten på en gren.
“Har du set min hat?”
“Den fløj over mig!” kvidrede musvitten. “Lige over mig! Jeg blev så forskrækket, at jeg fløj i ring!” Hun pegede med næbbet. “Mod den gamle lade.”
Ved den gamle lade sad en skade på tagryggen.
“Hat?” sagde skaden. “Blå? Med sølv? Ja. Den ser meget dyr ud. Jeg tænkte på at tage den.”
“Gjorde du det?”
Skaden kiggede væk. “Nej. Den talte til mig. Den sagde, at hvis jeg rørte den, ville den fortælle alle i skoven, hvor jeg gemmer mine skeer.” Hun rystede fjerene. “Den landede i grævlingens hul. Bag laden.”
Bag laden var et hul. Og fra hullet kom der en dæmpet stemme.
“Det er for mørkt herinde. Og det lugter af grævling. Og der er en orm på min stjerne.”
Toke lagde sig på maven og stak armen ned i hullet. Han fik fat i spidsen og trak. Ud kom hatten, krøllet og jordet, med en lille rød regnorm på den ene stjerne.
Grævlingen stak hovedet frem bag den. “Den har snakket i en time,” sagde den træt. “Tag den. Vær så venlig.”
Toke tog regnormen af og satte den forsigtigt i græsset. Så børstede han jorden af hatten med ærmet og satte den på hovedet.
Der var stille et øjeblik.
“Hvordan fandt du mig?” sagde hatten. “Jeg var ikke der til at finde mig.”
“Jeg spurgte,” sagde Toke. “Knop og musvitten og skaden. Og grævlingen, sådan set.”
“Hm,” sagde hatten. Den lød næsten fornærmet. Og så, lidt efter: “Det var godt gjort.”
De gik hjem i den blæsende eftermiddag. Toke holdt fast i hatten med den ene hånd hele vejen.
Om aftenen, da han havde vasket den i en balje og hængt den til tørre over kakkelovnen, sad han i lænestolen og kiggede på den.
“Godnat, hat,” sagde han.
“Det er for tidligt,” sagde hatten. Men den lød glad. Og lidt efter snorkede den. Hatte kan godt snorke, når de har haft en lang dag.
Har du en ting, du altid leder efter, du? En sok, en bamse, en hue? Hvis du ikke kan finde den i morgen, kan du jo spørge nogen. Det virkede for Toke. Godnat.
