Der var engang en dreng, der hed Peter Pan, og han havde bestemt sig for, at han aldrig ville blive voksen.
Han boede på Ønskeøen, langt ude bag stjernerne, sammen med en lille fe, der hed Klokkeblomst. Hun var ikke større end en hånd, og når hun talte, lød det som små, klingende klokker. Men nogle aftener fløj Peter helt til London. Der satte han sig i vindueskarmen hos familien Darling og lyttede, når fru Darling fortalte godnathistorier for sine børn.
Børnene hed Wendy, John og Michael. Og de havde en barnepige, der var en stor, sort og hvid hund. Hun hed Nana. Hun bar John og Michael i bad, og hun lagde altid tøjet frem til næste morgen.
En aften kom Peter for tæt på. Nana gøede, og Peter skyndte sig ud ad vinduet. Men hans skygge blev hængende. Fru Darling foldede den sammen og lagde den i en skuffe.
Næste aften kom Peter for at hente den. Han fandt skuffen og skyggen, men han kunne ikke få den til at sidde fast. Han prøvede med sæbe. Det hjalp ikke. Så satte han sig på gulvet og græd.
Wendy vågnede. “Hvorfor græder du, dreng?”
“Min skygge vil ikke sidde fast,” sagde Peter.
Wendy hentede sin sytaske og syede skyggen fast på hans fødder. Det kildede lidt. Bagefter dansede Peter rundt i værelset med skyggen efter sig og var meget tilfreds med sig selv.
“Kom med mig til Ønskeøen,” sagde han. “Så kan du fortælle historier for de fortabte drenge. De har ingen, der fortæller for dem.”
“Men jeg kan ikke flyve,” sagde Wendy.
“Det kan jeg lære dig,” sagde Peter. Han pustede lidt fe-støv fra Klokkeblomst på dem alle tre. “Tænk på noget dejligt. Det er det hele.”
Wendy tænkte på jul. John tænkte på pirater. Michael tænkte på kage. Og så lettede de fra gulvet og svævede ud ad vinduet, hen over Londons tage.
“Hvor ligger Ønskeøen?” spurgte John.
“Anden stjerne til højre,” sagde Peter. “Og så ligeud til morgen.”
Ønskeøen var fuld af ting, børn drømmer om. Der var en lagune, hvor havfruer sad på klipperne og redte deres hår. Der var skove med ulve og bjørne, og der var en hule under jorden, hvor de fortabte drenge boede. De var seks små drenge i dyreskind, og de blev så glade for Wendy, at de byggede et lille hus til hende med en hat som skorsten.
Hver aften fortalte Wendy historier. Hun puttede drengene, og hun stoppede deres strømper.
Men ude i bugten lå et piratskib. Det tilhørte Kaptajn Klo. Han havde en jernkrog i stedet for den ene hånd, og han var meget sur på Peter, som altid drillede ham. Kaptajn Klo var bange for én ting: en stor krokodille, der svømmede rundt i bugten. Den havde engang slugt et vækkeur, og nu tikkede den, når den kom.
Tik-tak. Tik-tak.
Hver gang Kaptajn Klo hørte det, sprang han op i masten.
En aften lykkedes det piraterne at fange Wendy og drengene. De bandt dem og tog dem med ud på skibet. Men Peter kom flyvende. Han listede ombord og sagde “tik-tak, tik-tak” bag Kaptajn Klo, så kaptajnen løb skrigende rundt på dækket og ledte efter krokodillen. Imens skar Peter rebene over.
Så blev der kæmpet med træsværd og kosteskafter, og piraterne faldt over deres egne fødder. Til sidst stod Kaptajn Klo yderst på rælingen.
“Overgiv dig!” sagde Peter.
“Aldrig!” sagde Kaptajn Klo. Han trådte et skridt tilbage og faldt plask i vandet.
Tik-tak, lød det. Tik-tak.
Kaptajn Klo svømmede, så hurtigt han kunne, ud over bugten med krokodillen efter sig. Nogle siger, at han stadig svømmer. Andre siger, at krokodillen bare var glad for at have nogen at lege fangeleg med.
Nu ville Wendy hjem. “Mor står med vinduet åbent,” sagde hun. “Hun venter på os.”
De fortabte drenge ville med. Og Peter fløj dem alle sammen hjem til London. Vinduet stod åbent, og fru Darling sad i lænestolen og sov med et billede af sine børn i hænderne. Da hun vågnede, lå der tre børn i sengene og seks drenge på gulvet.
Hun krammede dem alle sammen. Alle ni. Og hr. Darling sagde, at der nok skulle blive plads.
Peter ville ikke blive. “Jeg vil ikke i skole og blive voksen,” sagde han. “Jeg vil altid være en dreng og have det sjovt.”
Men han lovede at komme hver forår og hente Wendy til forårsrengøring på Ønskeøen. Og det gjorde han.
Vinduet hos familien Darling står på klem i aften, du, og Nana ligger på tæppet og holder øje med ni sovende børn. Langt ude bag den anden stjerne til højre flyver Peter Pan hjem med Klokkeblomst, der klinger som små klokker. Tænk på noget dejligt, og godnat.
