Der var engang en stor, gylden løve, der hed Sadiki, og han elskede at sove mere end noget andet.
Det er der ikke noget mærkeligt i. Løver sover det meste af døgnet. De kan sove i tyve timer, hvis de har lyst, og Sadiki havde næsten altid lyst. Han sov under træer. Han sov i højt græs. Men allerbedst kunne han lide at sove på en bestemt sten.
Den lå nede ved floden. Den var stor og flad og grå, og den var præcis så lang som en løve. Om morgenen fik den den første sol, og hen ad formiddagen blev den så dejligt varm, at det var som at ligge på en lun dyne.
Der var kun ét problem. Der lå en krokodille på den.
Hun hed Nyota. Hun var gammel og bred og havde en hale så tyk som en træstamme, og hun syntes, at stenen var hendes. Hver morgen kravlede hun op af floden og lagde sig på den, så det var helt tydeligt, hvem der havde været der først.
“Godmorgen,” sagde Sadiki og gabte.
“Godmorgen,” sagde Nyota uden at åbne øjnene.
“Det er min sten,” sagde Sadiki.
“Det er min sten,” sagde Nyota.
Det havde de sagt til hinanden hver eneste morgen i en hel måned.
Sadiki lagde sig i sandet ved siden af og ventede. Det var ikke særlig behageligt. Sandet var fugtigt, og der var myrer. Han kiggede på Nyota, der lå med lukkede øjne og en lille smule åben mund og bare var en krokodille.
Så skete der noget, Sadiki ikke havde lagt mærke til før. Da solen var kommet højt op, åbnede Nyota øjnene. Hun løftede hovedet. Og så gled hun ned fra stenen og hen i skyggen under et buskads ved vandkanten og lagde sig dér.
Sadiki kiggede efter hende. Stenen lå tom.
Han rejste sig, gik derhen og lagde sig. Den var varm. Han strakte sig ud i hele sin længde, lagde hovedet på poterne og lukkede øjnene. Det var den bedste lur, han havde fået i en måned.
Om eftermiddagen vågnede han, fordi han var alt for varm. Solen bagte ned på ham, og stenen var så hed, at han næsten kunne mærke det gennem pelsen. Han halsede. Han rejste sig og gik op under det store figentræ på skrænten og lagde sig i skyggen.
Da han kiggede ned igen, lå Nyota på stenen.
Næste morgen var det det samme. Og næste igen.
Til sidst kom en hammerhovedfugl gående langs flodbredden. Det er en brun fugl med et hoved, der stikker lige så meget ud bagud, som næbbet stikker ud fortil, så den ligner en lille hammer. Den gik og kiggede ned i det lave vand, som den plejede. Den havde set løven og krokodillen hver dag i en måned.
“Må jeg sige noget?” spurgte den.
“Hvis du siger det stille,” sagde Sadiki.
“Du ligger på stenen fra formiddag til middag,” sagde hammerhovedfuglen til Sadiki. “Så bliver du for varm og går op under figentræet.” Den vendte sig mod Nyota. “Og du ligger på den om morgenen, før solen bliver for stærk, og så går du i skygge. Og så kommer du tilbage om eftermiddagen, når han er gået.”
Løven og krokodillen sagde ingenting.
“Krokodiller får deres varme fra solen,” sagde fuglen. “Og når de har fået nok, går de i skygge. Løver bliver varme helt af sig selv. Det er to forskellige måder.” Den kiggede ud over floden. “I har aldrig ligget på stenen på samme tid.”
Sadiki tænkte over det. Det tog et stykke tid, for han var lidt søvnig.
“Så det er min sten om formiddagen,” sagde han langsomt.
“Og min tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen,” sagde Nyota.
“Og om natten?” spurgte Sadiki.
“Om natten ligger jeg i floden,” sagde Nyota. “Den holder varmen bedre end en sten.”
Det var en god aftale. Næste morgen kom Sadiki ned til floden, og Nyota lå på stenen, og han sagde godmorgen og lagde sig i sandet og ventede, uden at sige mere. Da Nyota gled ned i skyggen, nikkede hun til ham. Han nikkede tilbage. Og hammerhovedfuglen gik videre langs flodbredden og var meget tilfreds med sig selv.
Nu er det nat ved floden, du. Stenen er ved at blive kølig. Nyota ligger ude i det lune vand med kun øjnene oppe over overfladen, og Sadiki sover under figentræet med halen viklet om poterne. I morgen tidlig ligger de på den samme sten, bare ikke på samme tid. Godnat, lille ven, og sov næsten lige så længe som en løve.
