Der var engang en lille blæksprutte, der hed Snurre. Han var rødbrun som en mursten, han havde to store, gule øjne, og han var meget stolt af dem. Han kunne se en reje gemme sig bag en sten fra den anden side af revet.
En dag svømmede han hen til de mørke grotter.
Alle sagde, at man ikke skulle derind. At det var for mørkt. Men Snurre havde jo sine gode øjne. Han tænkte, at han nok skulle klare det.
Ved indgangen var der lysende alger på væggene, små blå prikker. Lidt længere inde blev de færre. Og så var de væk.
Det var mørkt. Helt mørkt. Snurre spilede øjnene op, så de næsten gjorde ondt. Han kunne ikke se sine egne arme.
“Er der nogen?” sagde han. Han lød lidt mindre stolt nu.
“Ja,” sagde en lille stemme lige ved siden af ham. “Mig.”
Snurre for sammen og sprøjtede en sky af blæk ud, som han ikke kunne se.
“Undskyld,” sagde stemmen. “Jeg ville ikke forskrække dig. Jeg hedder Luma. Jeg bor her.”
“Jeg kan ikke se dig.”
“Det kan jeg heller ikke,” sagde Luma venligt. “Jeg har ingen øjne. Det er der ingen af os hernede, der har. Hvad skulle vi med dem?”
Snurre vidste ikke, hvad han skulle sige til det. Han mærkede noget kildre mod den ene arm. En lille, glat fisk.
“Hvordan finder du så rundt?”
“Jeg mærker vandet,” sagde Luma. “Hver sten laver en lille bølge, når strømmen går forbi den. Hver væg skubber vandet tilbage på sin egen måde. Jeg kan mærke det langs siderne. Som at høre med huden.”
“Det kan jeg ikke.”
“Nej. Men du kan noget andet. Vil du se grotterne alligevel? På min måde?”
Snurre tøvede. Så lagde han spidsen af en arm forsigtigt mod Lumas side. “Okay.”
Luma svømmede. Snurre fulgte efter med armen mod hende. Hun svømmede langsomt og sagde, hvad der var: “Her går grotten til venstre. Her er der en tærskel, løft armene. Her er loftet lavt. Her er der en krabbe. Den bider ikke, den er bare sur.”
Snurre lagde mærke til, at han stolede på hende. Alt var sort. Men hver gang hun sagde “løft”, så var der en sten. Hver gang hun sagde “lavt”, så strøg loftet mod hans hoved.
Så standsede Luma brat.
“Der kommer en bølge,” sagde hun. “En stor. Udefra. Jeg kan mærke vandet trække.”
Snurre mærkede det også nu. Et sug. Som om havet trak vejret ind.
“Hvad gør vi?”
“Vi går ind i en lomme. Hurtigt. Hold fast i mig.”
Hun svømmede til siden, ind i en sprække i væggen, hvor vandet stod stille. Snurre klemte sig ind efter hende. Han holdt fast i klippen med alle otte sugekopper og med én arm om Luma.
Så kom bølgen. Den brusede gennem grotten. Sand og småsten hvirvlede forbi. Men inde i lommen rørte vandet sig næsten ikke.
Så var det forbi.
“Nu,” sagde Luma. “Nu kan vi svømme ud. Strømmen går den rigtige vej.”
Hun førte ham hele vejen. Til venstre, over tærsklen, under det lave loft, forbi den sure krabbe. Og så, langt fremme, de første blå prikker af alger. Så flere. Så det grå lys fra havet udenfor.
Snurre kunne se igen. Han kiggede ned på Luma. Hun var lille og bleg, næsten gennemsigtig, og hun havde ingen øjne, bare glat hud, hvor øjnene skulle have været.
“Du er smuk,” sagde han, før han nåede at tænke over det.
“Det ved jeg ikke,” sagde Luma. “Men tak. Du har rare arme.”
Snurre lo. Han svømmede hjem gennem revet, og han kunne se hver eneste reje og hver eneste sten. Men den aften, før han sov, lukkede han øjnene og prøvede at mærke vandet. Han kunne mærke strømmen ved en sten. Bare lidt.
Luk øjnene, du. Kan du mærke dynen mod armene? Puden mod kinden? Du behøver ikke se noget nu. Du kan mærke dig vej ind i søvnen. Godnat.
