Dybt nede i det store, blå hav boede en lille blæksprutte ved navn Ollie. Ollie var en nysgerrig lille fyr, der elskede at udforske de mange hemmeligheder, som havet gemte på. En dag besluttede Ollie sig for at svømme længere væk fra sit hjem end nogensinde før. Han havde hørt om nogle mystiske mørke grotter, der skulle gemme på noget helt særligt.
Da Ollie nåede grotterne, blev han mødt af en verden af skygger og stille hvisken fra havstrømmene. Selvom det var lidt uhyggeligt, var Ollie fast besluttet på at finde ud af, hvad der gemte sig derinde. Han svømmede forsigtigt ind i den første grotte og opdagede, at væggene var dækket af smukke, lysende alger, der lyste op som små stjerner i mørket.
Mens Ollie svømmede længere ind i grotten, hørte han pludselig en svag stemme. “Hej, hvem er du?” spurgte stemmen venligt. Ollie kiggede sig omkring og opdagede en lille fisk, der svømmede ved siden af ham. “Jeg hedder Ollie,” svarede han. “Jeg er her for at udforske grotterne. Hvem er du?”
“Jeg hedder Luma,” sagde fisken med et smil. “Jeg bor her i grotterne. De er mit hjem.” Ollie blev glad for at have fundet en ny ven og spurgte Luma, om hun ville vise ham rundt. Luma nikkede ivrigt, og sammen svømmede de dybere ind i grotterne.
De to venner opdagede mange fantastiske ting sammen. De så farverige koraller, der dansede i strømmen, og små krabber, der gemte sig mellem klipperne. Ollie og Luma lo og legede, mens de udforskede hver en krog af de mystiske grotter.
Pludselig hørte de en høj lyd, der fik dem begge til at stoppe op. Det var en stor bølge, der skyllede ind i grotten og truede med at skille dem ad. Ollie blev bange, men Luma tog hans tentakel og sagde beroligende: “Bare rolig, Ollie. Vi kan finde vej ud sammen.”
Med Lumas hjælp fandt de hurtigt en sikker vej ud af grotten. Da de endelig nåede ud i det åbne hav igen, var Ollie lettet og taknemmelig. “Tak, Luma,” sagde han. “Jeg kunne ikke have gjort det uden dig.”
Luma smilede og svarede: “Det er det, venner er til for. Vi hjælper hinanden, når det er svært.” Ollie nikkede og indså, at han havde fundet noget endnu mere værdifuldt end de lysende alger i grotterne – han havde fundet en sand ven.
Fra den dag af svømmede Ollie og Luma sammen hver dag, og de opdagede mange flere vidundere i havet. De vidste, at uanset hvor mørkt det kunne blive, ville deres venskab altid lyse op og vise dem vejen.
Og sådan sluttede Ollies eventyr i de mørke grotter med et lysende venskab, der ville vare for evigt. Godnat, lille ven, og drøm sødt om havets magiske verden.