Der var engang en lille dinosaur, der hed Tue. Han var grøn med brune pletter, han gik på to ben og balancerede med halen, og han var den eneste i hele dalen, der samlede på sten.
De andre dinosaurunger syntes, det var mærkeligt. “Sten kan man jo ikke spise,” sagde de.
Men Tue kunne godt lide dem. Den glatte, grå fra floden. Den røde, der lignede et hjerte. Den hvide, der knasede, når man gned den mod en anden. Han havde dem i et hul under en stor bregne, og hver aften talte han dem, før han sov.
En morgen, efter at det havde regnet hele natten, var et stykke af flodbredden skredet ned. Mudderet lå i store, våde klumper, og midt i det hele stak der noget frem.
Det var en sten. Men ikke en almindelig sten. Den var rund og flad og snoet, som en snegl, der havde lagt sig til at sove og var blevet til sten i søvne. Der var små riller hele vejen rundt i spiralen, fine som stregerne i en fingerspids.
Tue holdt vejret. Han gravede den forsigtigt fri med kløerne. Den var tung og kold og meget, meget gammel. Det kunne han mærke.
“Trine!” råbte han.
Trine var en lille triceratops med tre små horn og en nakkeskærm, der blev lyserød, når hun var ivrig. Hun kom traskende ned til floden.
“Det er en snegl af sten,” sagde Tue.
Trine kiggede længe. Hendes nakkeskærm blev lyserød. “Der er en mere,” sagde hun og pegede med sit midterste horn.
Der var en mere. Lidt længere oppe i mudderet. Og en til. Og en til. Som om nogen havde lagt dem på en række, et sted langt nede i jorden, og regnen nu havde gravet dem frem.
Over dem kom en skygge. Det var Flagre, en ung flyveøgle med vinger af tynd hud og et næb, der altid var lidt for langt. Han landede klodset i mudderet og plaskede dem begge til.
“Hvad har I fundet?” spurgte han.
“Snegle af sten,” sagde Tue.
Flagre kiggede. “Jeg har set flere oppefra,” sagde han. “I klippen ved Den Gamle Kløft. Der sidder de i rækker, hele vejen op ad væggen.”
De tre gik til kløften. Trine ville have pause tre gange, og Flagre sagde “lige derhenne” alt for mange gange. Men til sidst stod de der.
Klippevæggen var stribet. Gul og grå og brun, lag på lag, som en kæmpemæssig lagkage, der var skåret over. Og i lagene, hvor man end kiggede, sad der stensnegle. Små og store. Nogle så store som Tues fod. Nogle så små som en negl. Og mellem dem sad der andre ting af sten, som de ikke havde navn for. Noget, der lignede blade. Noget, der lignede fjer. Noget, der lignede blomster med lange stilke.
“Hvordan er de kommet herop?” hviskede Trine. “Snegle kan ikke klatre så højt.”
Det vidste ingen af dem.
Så de gik hjem og spurgte Tues oldemor.
Oldemor var den ældste dinosaur i dalen. Hun var så gammel, at hendes skæl var blevet grå og bløde i kanten, og hun lå næsten altid i solen ved den store sten og døsede. Men hun vidste mange ting. Hun havde vidst dem så længe, at hun ikke kunne huske, hvor hun havde dem fra.
Tue lagde stensneglen foran hende.
Oldemor åbnede det ene øje. Så det andet. Så løftede hun hovedet, langsomt, og så på den i lang tid.
“Den har jeg ikke set siden, jeg var lille,” sagde hun. “Min oldemor kaldte dem havsnegle.”
“Havsnegle?” sagde Flagre. “Her er jo intet hav.”
“Nej,” sagde oldemor. “Ikke nu.”
Hun lagde hovedet ned igen og så ud over dalen. Over floden, engen, de høje bregner og bjergene bagved.
“Min oldemor sagde, at hendes oldemor havde sagt, at engang for så længe siden, at ingen kan tælle det, var hele denne dal et hav. Blåt og dybt. Der svømmede snegle med huse som de her. Og fisk, og ting med mange ben. Og da de døde, sank de ned i sandet. Og sandet blev til sten. Og havet gik væk. Og stenen blev til klipper. Og nu ligger de der, i væggen, og venter på, at nogen skal finde dem.”
Tue sad meget stille.
Han tænkte på det. På at stå på bunden af et hav, der ikke var der mere. På at alt, hvad han kunne se, engang havde været vand.
“Hvad var der før havet?” spurgte Trine.
“Det ved jeg ikke,” sagde oldemor. “Måske noget andet. Måske er der altid noget før.”
Om aftenen gik Tue alene ned til floden. Han satte sig på bredden med stensneglen i forkløerne og så ud over dalen. Vinden gik gennem bregnerne, og det lød næsten som bølger. Sssh. Sssh.
Han lagde stensneglen i sit hul under bregnen. Ikke øverst. Han lagde den nederst, under de andre. For den havde været her længst.
Så talte han dem. Den glatte, grå. Den røde. Den hvide. Og nederst, den ældste af alle.
Trine kom og lagde sig ved siden af ham. Lidt efter landede Flagre også. De lå tæt sammen i det lune græs og hørte på vinden.
Sssh, sagde den. Sssh.
Det lød som et hav, der var faldet i søvn.
Måske ligger du også på bunden af et gammelt hav i nat, du. Luk øjnene og lyt. Sssh. Sssh. Godnat.
