Der var engang en lille, sort kat, der hed Lakrids. Han var fem måneder gammel og havde lige været med til at flytte. Han havde siddet i en kurv i bilen i en hel time og sagt mjav hele vejen, og nu boede han i et nyt, rødt hus med en have og en hæk.
Lakrids måtte ikke komme ud.
“Ikke de første tre uger,” sagde Silje. Hun var ti, og det var hendes kat. “Han skal lære, at det her er hans hjem. Ellers prøver han at finde tilbage til det gamle.”
Så Lakrids sad i vindueskarmen. Han så fuglene i haven. Han så naboens hvide kat gå hen over plænen. Og han så hækken. Den var høj og grøn og tæt, og nederst var der et lille, mørkt hul.
Lakrids gned kinderne mod alting i huset. Mod sofaen, mod døren, mod Siljes ben. Det er sådan, katte skriver deres navn. Og hver aften før aftensmaden raslede Silje med en æske kattegodbidder, og så kom Lakrids løbende, hvor han end var.
Efter tre uger sagde Siljes mor: “Nu.”
De åbnede terrassedøren. Lakrids stod på dørtrinnet længe. Så satte han den ene pote ud på fliserne. Så den anden.
Haven var stor. Det duftede af jord og blade og noget, han ikke kendte. Han gik hen over græsset med halen lige op i luften. Silje gik et par meter bag ham og sagde ingenting.
Lakrids gik hen til hækken. Han så på hullet. Han kiggede tilbage på Silje. Så kravlede han ind.
Inde i hækken var der mørkt og grønt og fyldt med rødder. På den anden side var der en anden have med en trampolin og et drivhus. Lakrids gik hen til drivhuset. Han snusede til en spand. Han jagede et blad. Så kiggede han sig omkring.
Han kunne ikke se det røde hus. Han kunne ikke se Silje. Han kunne ikke se hullet i hækken.
Lakrids satte sig ned. Han lagde ørerne lidt tilbage.
Så lagde han næsen mod jorden. Græsset lugtede af ham selv. Det var hans egne poter, der havde gået her for et øjeblik siden. Han fulgte lugten hen mod hækken, langsomt, med næsen nede. Ved en rod lugtede det stærkere. Det var der, han havde gnedet sin kind på vej ind.
Og så hørte han noget. Rasle, rasle, rasle.
Lakrids løb. Gennem hullet, ud af hækken, hen over græsset, op på terrassen, lige hen til Silje, der sad på hug med godbidæsken i hånden.
“Der er du jo,” sagde hun og kløede ham bag øret. “Du fandt selv hjem.”
Hullet i hækken blev Lakrids’ vej. Ingen andre brugte den. Naboens hvide kat gik altid udenom, over lågen. Men Lakrids gik ind gennem det lille, mørke hul og ud på den anden side, og hjem igen, med næsen nede.
Om aftenen sov han i fodenden af Siljes seng, rullet sammen som en sort snegl.
Har du også en vej, som er helt din egen, du? En genvej i skolegården, en sti over plænen, en bestemt måde at gå i seng på? Gå den stille nu, til du ligger helt rullet sammen. Godnat.
