Der var engang en blæksprutte ved navn Kaj, som boede ude på kanten af det store dyb. Bag hans hule var havbunden lys og sandet og fuld af fisk. Foran hans hule gik den ned. Og ned. Og ned, så langt at ingen af de andre havde været dernede.
Alle i revet kendte historien om skibet.
For mange hundrede år siden var et stort sejlskib sunket ude over dybet. Det lå dernede endnu, sagde de gamle, og i dets kahyt stod en kiste, som ingen havde åbnet.
Kaj tænkte på den kiste hver aften.
En morgen sagde han det til sin mor.
“Jeg vil ned til skibet.”
Mor så længe på ham. Så sagde hun: “Bjarne skal med. Og du vender om, hvis du ikke kan se hans lys mere.”
Bjarne var en gammel havskildpadde med et ridset skjold, og på hans ryg sad der altid en lille flok lysende rejer, der havde bosat sig der for mange år siden. De lyste blåt i mørket som en lille lygte.
De svømmede ud over kanten.
Først var vandet blåt. Så blev det mørkeblåt. Så blev det sort som blæk, og den eneste lyd var Kajs eget hjerte og det svage sus af Bjarnes svømmetag.
Kaj blev ved med at kigge tilbage. Der var det blå lys. Der var det stadig.
Dybt nede kom der andre lys. Små fisk med lanterner på panden, der svævede forbi som stille, blinkende stjerner. En vandmand, der lyste rødt i kanten og trak lange, tynde tråde efter sig. Det var ikke uhyggeligt. Det var som at svømme gennem en nattehimmel.
Så lå det der.
Skibet. Det lå på siden i sandet, med masten knækket og skroget dækket af muslinger og bløde, hvide svampe. Gennem et rundt vindue kunne Kaj se ind i kahytten.
Der stod kisten.
Den var låst. Kaj prøvede at løfte låget med fire arme. Det rørte sig ikke. Men blæksprutter er gode til låse. Han stak den yderste spids af sin tyndeste arm ind i nøglehullet og mærkede efter. En lille fjeder. En lille tap. Han skubbede.
Klik.
Låget gled op, langsomt og knirkende, og et skyet sandpust steg op. Inde i kisten lå der ikke guld. Der lå ikke perler. Der lå et ur.
Et lommeur af messing, grønt i kanten, med låget lukket. Kaj tog det op. Og mens han holdt det, mærkede han noget gennem armen. Noget, der bankede. Sagte og regelmæssigt.
Tik. Tik. Tik.
Det gik stadig.
Kaj holdt det helt stille. I hele havet havde han aldrig hørt sådan en lyd. Havet bruser og klukker og suser, men det tikker ikke.
Udenfor vinduet var lanternefiskene begyndt at samle sig. Én, så tre, så tyve. De svævede helt tæt på glasset og lyste stille, og de var helt rolige, som om de lyttede.
“De har hørt det,” sagde Bjarne lavt. “Dernede, hvor der er så mørkt og stille, har de lyttet til det ur i hundrede år. Det er det eneste, der tikker i hele dybet.”
Kaj kiggede på uret i sin arm. Det var den største skat, han nogensinde havde fundet. Han kunne tage det med op. Vise det til alle i revet. Lægge det i sin hule og falde i søvn til det hver aften.
Han kiggede på lanternefiskene.
Så lagde han uret tilbage i kisten. Han lukkede ikke låget. Han lod det stå åbent, så lyden bedre kunne komme ud.
Tik. Tik. Tik.
Fiskene svævede ind gennem det runde vindue og lagde sig rundt om kisten som en lille, lysende ring.
Det var en lang vej op. Lige så lang som vejen ned. Men nu vidste Kaj, at der var noget dernede, der tikkede, og det gjorde mørket mindre mørkt.
Da de nåede kanten, ventede mor.
“Fandt du skatten?” spurgte hun.
“Ja,” sagde Kaj. “Den er der stadig.”
Om natten lå han i sin hule og lyttede. Han kunne selvfølgelig ikke høre uret helt herop. Men han kunne forestille sig det. Tik. Tik. Tik. Og alle de små lys, der sov omkring det.
Ligger du helt stille nu, du? Så tæl med: tik, tik, tik. Langt nede i havet er der nogen, der tæller det samme som dig, og de sover lige om lidt. Godnat.
