Der var engang en lille solsikke, der voksede ved stakittet i Asmus’ mormors have. Asmus havde selv sået den i maj. Et stribet frø, stukket to centimeter ned i jorden. Nu var det juli, og solsikken var allerede højere end ham, men den var stadig ung. Den havde ikke blomstret endnu. Den havde kun en stor, grøn knop øverst, som en knyttet hånd.
Hver morgen gik Asmus ud for at se til den. Og en morgen lagde han mærke til noget.
“Mormor,” sagde han. “Den kigger mod øst.”
Knoppen pegede ud mod det sted, hvor solen var ved at komme op over hækken.
Om eftermiddagen gik han ud igen. Nu pegede knoppen mod vest.
“Den har drejet,” sagde Asmus.
“Det gør unge solsikker,” sagde mormor. “De følger solen hen over himlen. Om morgenen kigger de mod øst. Om aftenen kigger de mod vest. Og om natten drejer de stille og roligt tilbage igen, så de er klar, når solen står op.”
“Hvordan kan de vide det?”
“De har et lille ur indeni,” sagde mormor. “Lidt ligesom dig. Du bliver også sulten, før det er spisetid.”
Asmus ville se den dreje om natten. Han fik lov at blive oppe en aften. Med lommelygte. Med mormor. De sad på trappen.
Det var en lun aften. En blød sommerbrise kom ind over haven fra marken. Den fik stakittet til at knirke og fik alle bladene på solsikken til at vifte.
“Brisen leger med den,” sagde Asmus.
“Den prøver at få den til at kigge på sig,” sagde mormor. “Men solsikken kigger kun efter solen.”
De sad længe. Solsikken bevægede sig ikke, så man kunne se det. Asmus blev træt. Han gik i seng.
Men om morgenen, da han løb ud, pegede knoppen mod øst igen.
“Den har drejet!” sagde han. “Den har drejet hele vejen tilbage i nat. Mens jeg sov.”
Nogle dage senere åbnede knoppen sig. Bagefter ville den ikke dreje mere. For når en solsikke blomstrer, stopper den med at følge solen. Så bliver den stående og kigger mod øst. Det er der, morgensolen varmer den først, og så kommer bierne.
Sommerbrisen kom igen den aften. Den legede i bladene. Den fik den store, gule blomst til at nikke lidt.
“Den hilser,” sagde Asmus.
Måske gjorde den det.
Solsikken ved stakittet har allerede vendt ansigtet mod øst og venter på morgenen. Sommerbrisen har lagt sig. Asmus sover i gæsteværelset med ansigtet mod vinduet, ligesom den. Godnat, du.
