Der var engang en lille landsby, der lå gemt mellem grønne bakker og farverige blomsterenge. I denne landsby boede en lille pige ved navn Liva. Liva elskede blomster, og hendes yndlingsblomst var tulipanen. Hun havde en særlig tulipan i sin have, som hun kaldte for “Solstrålen”, fordi dens gule kronblade lyste op som solen selv.
Hver morgen løb Liva ud i haven for at hilse på Solstrålen. Men en dag, da hun kom ud, var tulipanen væk! Liva blev meget ked af det og besluttede sig for at finde sin elskede blomst.
Hun gik hen til sin bedste ven, den lille kanin ved navn Ninus. “Ninus, har du set min tulipan?” spurgte Liva med tårer i øjnene. Ninus rystede på hovedet, men sagde: “Lad os lede sammen! Måske har vinden taget den med sig til engen.”
Sammen hoppede og løb de gennem landsbyen og ud til den store blomstereng. Her mødte de den kloge ugle, Ulla, der sad på en gren og kiggede ned på dem. “Ulla, har du set en tulipan med gule kronblade?” spurgte Liva håbefuldt.
Ulla blinkede langsomt og svarede: “Jeg så en gul skikkelse svæve mod skovbrynet tidligere i dag. Måske er det din tulipan, der er på eventyr?”
Liva og Ninus takkede Ulla og skyndte sig mod skovbrynet. Her mødte de den travle bi, Berta, der fløj fra blomst til blomst. “Berta, har du set min tulipan?” spurgte Liva ivrigt.
Berta nikkede og summede: “Ja, jeg så den danse i vinden mod den gamle eg. Måske er den der nu.”
Med fornyet håb løb Liva og Ninus mod den gamle eg. Da de kom frem, så de noget gult skinne i sollyset. Det var Solstrålen! Den stod stolt og svajede i vinden ved foden af den gamle eg.
“Åh, Solstrålen! Jeg er så glad for at finde dig,” udbrød Liva og krammede forsigtigt sin tulipan. “Men hvordan kom du herhen?”
Pludselig hørte de en blid stemme. Det var den gamle eg, der talte. “Jeg så, hvor meget du elskede din tulipan, Liva. Jeg tænkte, at den måske ville nyde en lille rejse og se verden uden for haven. Men nu kan jeg se, at den hører hjemme hos dig.”
Liva smilede og takkede den gamle eg for at passe på Solstrålen. Sammen med Ninus bar hun forsigtigt tulipanen tilbage til sin have, hvor den blev plantet på sin plads igen.
Fra den dag af sørgede Liva for at fortælle Solstrålen om alle de eventyr, hun og Ninus oplevede, så tulipanen aldrig mere behøvede at rejse alene.
Og sådan endte dagen med, at Liva og Ninus sad i haven og så solen gå ned, mens Solstrålen lyste op i skumringen. De vidste, at de altid ville have hinanden, uanset hvor eventyrene førte dem hen.