Der var engang en pige, der hed Freya, og hun havde plantet tulipaner. Det var i oktober. Hun og far havde sat sig på knæ i det lille bed foran huset med en skovl og en pose løg.
Tulipanløg ligner små, brune løg fra køkkenet. De er runde og har en spids i toppen. Man skal plante dem med spidsen opad, og så dybt, at der er tre løg af jord over dem.
Freya havde plantet ti. Hun havde talt dem. Og hun havde valgt dem selv: ni røde og én gul. Den gule skulle stå i midten.
“Hvornår kommer de?” spurgte hun.
“Til foråret,” sagde far. “De skal ligge i den kolde jord hele vinteren. Det har de brug for. Så vågner de, når det bliver lunt.”
Det var lang tid. Freya glemte det næsten. Hele vinteren lå bedet bare brunt og bart, og så kom sneen og dækkede det.
Men i marts så hun noget. Små, grønne spidser, der stak op af jorden. Hun talte dem. Én, to, tre. Til ni.
Hun talte igen. Ni.
Hun ventede en uge. Spidserne blev til blade. Bladene blev store. Så kom der knopper. Og så, en morgen i april, var der tulipaner. Ni røde tulipaner, der stod i en ring.
Men i midten, hvor den gule skulle have været, var der ikke noget.
Freya satte sig på hug foran bedet. “Den er forsvundet,” sagde hun.
Far kom ud. Han kiggede på bedet og kløede sig i nakken. Han gravede forsigtigt med fingrene i midten. Der var ingen løg.
“Måske har en mus spist den,” sagde han.
Freya blev ked af det. Den gule var den, hun havde glædet sig mest til.
Men en uge senere, da hun gik over græsplænen for at hente sin cykel, stoppede hun brat.
Midt på plænen, fem meter fra bedet, helt alene, stod der en tulipan. En gul en. Den lyste i græsset som en lille sol.
“Far!” råbte hun. “FAR!”
Far kom løbende i strømpesokker. Han stod længe og kiggede på den.
“Egernet,” sagde han så.
Freya vidste godt, hvilket egern han mente. Det røde, der hoppede rundt i hækken. Hun havde set det grave i bedet i efteråret, lige efter de havde plantet.
“Egern gemmer ting,” sagde far. “Nødder og agern og alt muligt. De graver dem ned og husker ikke altid, hvor de har lagt dem. Det må have gravet dit løg op og begravet det her. Og så glemt det.”
“Så det var ikke stjålet,” sagde Freya. “Det var bare flyttet.”
“Flyttet og glemt,” sagde far.
Han ville have gravet tulipanen op og plantet den tilbage i bedet. Men Freya sagde nej. Den skulle stå, hvor den stod. For det var der, den havde valgt at komme op.
Så hele maj måtte far slå græs uden om en gul tulipan midt på plænen.
Den gule tulipan står midt i græsset i nat, du, med kronbladene lukket som en lille, gul hånd. Om morgenen åbner den sig igen. Og i hækken sover et egern, der slet ikke kan huske, hvad det har gjort. Godnat.
