Der var engang en pige, der hed Elvira. Hun havde hørt, at haven bag hendes hus var magisk, men kun ved måneskin.
Det var hendes storebror, der havde sagt det. Han sagde mange ting.
“Det passer ikke,” sagde far.
“Hvordan ved du det?” sagde Elvira. “Har du været derude ved måneskin?”
Far tænkte efter. Han havde ikke.
Så en aften i september, da der var fuldmåne, tog far sin store, grå trøje på, og Elvira tog sine gummistøvler på over pyjamassen. Far tog et tæppe med under armen. De gik ud gennem bagdøren sammen.
“Vi bliver kun ude lidt,” sagde far. “Og du holder dig, hvor jeg kan se dig.”
“Det ved jeg godt.”
Haven så anderledes ud. Om dagen var den grøn og almindelig, med en gynge og et æbletræ og et gammelt stengærde i bunden. Nu var den sølv. Græsset var sølv. Æblerne var sølv. Selv gyngen hang og skinnede.
Far satte sig i den gamle havestol ved æbletræet og lagde tæppet over knæene. Elvira gik langsomt rundt. Hun ledte efter magi.
Hun fandt et spindelvæv mellem to grene. Det var fuldt af små dråber, og hver dråbe havde sin egen lille måne i sig.
“Far,” hviskede hun. “Se.”
Far sagde “hmm.”
Hun fandt en snegl, der kravlede over en sten og efterlod et spor, der glimtede. Hun fandt en lille, grå natsværmer, der sad helt stille på gyngen.
“Far,” sagde hun. “Det er magisk.”
Far sagde ingenting.
Hun vendte sig. Far sov. Han sad i havestolen med hovedet lidt på skrå og munden lidt åben og snorkede ganske stille, med tæppet over knæene.
Elvira stillede sig ved siden af ham. Hun ville ikke vække ham endnu. Han så så rolig ud.
Det var da, hun så hende.
Oppe på stengærdet sad der en lille skikkelse. Ikke større end en hånd. Hun havde et hår, der var hvidt som måneskin, og vinger, der var tynde som det spindelvæv, Elvira lige havde fundet.
“Godaften,” sagde skikkelsen. “Jeg hedder Flora. Jeg er feen i denne have.”
“Er du rigtig?” hviskede Elvira.
“Jeg er lige så rigtig som sneglen,” sagde Flora. “Og spindelvævet. De er her også om dagen. Man ser dem bare bedre nu.”
Elvira kiggede på far. “Kan han se dig?”
“Han sover,” sagde Flora. “Men han ville kunne, hvis han var vågen. Der er bare ikke så mange voksne, der er vågne i haven om natten.”
Elvira gik helt hen til gærdet, men ikke længere. Hun kunne stadig høre far snorke bag sig.
“Hvad laver du her om natten?”
“Jeg tæller,” sagde Flora. “Æbler, snegle, edderkopper og stjerner. Så jeg ved, at alle er her.”
“Er alle her?”
Flora kiggede rundt i haven. Hun kiggede længe på far i havestolen og på Elvira i sine gummistøvler.
“Nu er alle her,” sagde hun.
Så lagde hun vingerne sammen, og så var hun bare en lille, hvid sten på gærdet.
Elvira gik tilbage til far. Hun rørte ved hans arm. “Far.”
Far vågnede med et sæt. “Jeg sov ikke,” sagde han.
“Jo,” sagde Elvira. “Og jeg har mødt en fe.”
Far kiggede på hende. Han kiggede på den lille, hvide sten på gærdet. Så rejste han sig og lagde tæppet om hendes skuldre.
“Det må du fortælle mig om inde i køkkenet,” sagde han. “Med en kop varm mælk.”
Hun fortalte det hele. Og far lyttede, og han sagde ikke en eneste gang, at det ikke passede.
Måske tæller Flora også i din have i nat, du. Snegle og æbler og stjerner. Og dig, der ligger lunt i din seng. Sov godt, så er alle der.
